Dansk Medicinhistorisk Årbog 2021
Af Poul Ulrich Jensen
Den 49. årgang af Dansk Medicinhistorisk Årbog har været lidt længere undervejs end sædvanligt, for Covid-19 epidemien har besværliggjort skribenternes biblioteks- og arkivbesøg. Trods disse udfordringer er det lykkedes redaktionen at samle en række artikler af høj kvalitet, og som sædvanligt kommer læseren langt omkring i medicinhistorien, både tids- og emnemæssigt.
Cand. med. og mag. art. i forhistorisk arkæologi Annette Frölich, der i mange år har forsket i fund uden for Romerriget af lægelige instrumenter fra oldtiden, blev i 2018 præsenteret for et røntgenbillede af en jordklump fra en udgravning i Sønderjylland med et interessant indhold. Det var en kvindegrav fra romersk jernalder, 225-250 evt., og røntgenbilledet antydede, at der var tale om et lægeinstrument. Det var dog for skrøbeligt til at kunne frigøres fra den jord, det var indlejret i, men en CT-scanning på Aabenraa Sygehus afslørede, at der var tale om et dobbeltinstrument med en trepanationssav i den ene ende og en syl i den anden. Denne kombination var almindelig kendt i Romerriget, men ikke tidligere fundet i Danmark. Så den gravlagte kvinde kunne meget sandsynligt have været vores allerførste læge.
Spørgeskemaer kan være nyttige, når læger skal indhente informationer om deres patienter, men da den unge københavnerlæge Axel Proschowsky i 1882 præsenterede mange at dem, der besøgte hans klinik, for en lang række spørgsmål om deres sexliv, gav det voldsomme reaktioner fra kolleger og ikke mindst fra datidens øverste kontrolinstans, Sundhedskollegiet, der førte tilsyn med landets læger. Dr. phil. Karl Peder Pedersen beskriver den usædvanlige historie om sexologen, Sundhedskollegiet og de famøse spørgeskemaer, der i 1886 endte med undersøgelser i Kriminal- og Politiretten. Midt i den proces stak Axel Proschowsky imidlertid af til Amerika, og han vendte aldrig tilbage til Danmark. Efter en noget omtumlet tilværelse i udlandet slog han sig ned i Frankrig, hvor han blev ejer af en palmepark i Nice. Ved sin død i 1944 havde han opnået international anerkendelse - ikke for nogen lægevidenskabelig indsats men som specialist i palmetræer.
I år 1900 modtog Vejlefjord Sanatorium de første tuberkulosepatienter. Det var lægen Christian Saugman, der stod for behandlingen af denne folkesygdom, og som inspektør ansatte han J.P. Müller, der havde haft en spektakulær sportskarriere og så daglig træning og motion som vejen til at undgå sygdom. Placeringen af de to pionerer indenfor henholdsvis den etablerede lægevidenskab og alternativ sundhedsdyrkelse på samme sanatorium er en oplagt mulighed for en analyse af samarbejdet og konflikterne mellem den tids nyeste folkelige forebyggelsesstrategier og medicinske helbredelsesmetoder. Det har dr. phil. Hans Bonde udnyttet på bedste vis med sin artikel om forebyggelse eller helbredelse, der belyser den moderne sundhedskulturs gennembrud. J.P. Müller gav med sin bog om hjemmegymnastik, ”Mit System”, der blev en verdensomspændende salgssucces, startskuddet til en motionsbølge, der skulle sikre udøverne et langt liv uden sygdom. Christian Saugmans fokus var på helbredelsen af sine patienter gennem en nøje reguleret balance mellem bevægelse og hvile, frisk luft og passende ernæring. Ud over denne terapi arbejdede Saugman også med kirurgiske indgreb. Vejlefjord Sanatoriums ry voksede under hans ledelse, og mange læger søgte dertil for at videreuddanne sig. Historien om lægen Christian Saugman og sundhedsguruen J.P. Müller giver, som artiklen konkluderer, også muligheden for at spejle vores egen kamp mod Covid-19 og nutidens spaltning mellem forebyggelse og helbredelse og mellem lægefaglige og alternative veje til sundhed.
Blindesagens historie i Danmark, der strækker sig over mere end 200 år, bliver indgående behandlet af speciallæge i samfundsmedicin, Jesper From. Det var en privat forening, Kjæden eller Kjædeordenen, en loge med rødder hos frimurerne, der i 1811 stod for oprettelsen af Danmarks første blindeinstitut i København. Det nød royal bevågenhed, også i økonomisk henseende, og fik titlen Det Kongelige Institut for Blinde. Formålet med institutionen var helt fra begyndelsen at gøre de blinde til nyttige samfundsborgere gennem uddannelse og arbejde. Med deres handicap var de ellers efterladt i et tomrum, for den almindelige undervisningspligt, der blev indført i 1814, kom først til at gælde for blinde i 1926. Artiklens meget omhyggelige gennemgang af blindesagen viser, at udviklingen foregik i tre faser, hvoraf den første var kendetegnet ved privat filantropi og pædagogiske eksperimenter. Herefter trådte staten i højere grad til med en professionalisering og effektivisering af hjælp til uddannelse og arbejde, og endelig har de seneste årtier været en periode med øget selvstændighed og medbestemmelse kombineret med decentralisering og delvis afvikling af den offentlige hjælp. Ikke alt er gået lige nemt, for fremskridtene har ind imellem været bremset af mangler og vanskeligheder.
Under Anden slesvigske Krig i 1864 døde 2.930 danske soldater, og det var ikke kun fjendens kugler, bajonetter og sabler, der slog dem ihjel. En betragtelig del døde af tyfus og andre medicinske sygdomme, og dr. med. Ole Sonne giver med sin artikel om sundhed og sygdom blandt soldaterne et barskt indblik i forholdene i felten og på lazaretterne. Årbogen indeholder desuden dr. phil. Gerda Bonderups fine portræt af en usædvanlig kvinde, Maria von Sibold (1771 – 1849), der blev den første tyske kvindelige æresdoktor, og den medicinhistoriske rundtur slutter med historien om en speciel gruppe antibiotika, polymyxinerne, og deres anvendelse gennem tiden.
Som årbogens redaktion påpeger, har forfatterne tilstræbt, at fagtermerne er reduceret til et nødvendigt minimum, og det er lykkedes udmærket. Desuden er adskillige af artiklerne forsynet med fakta bokse, der giver en nyttig baggrundsviden om det beskrevne emne. Et rigt illustrationsmateriale supplerer teksten, og der er anmeldelser af den nyeste medicinhistoriske litteratur. Den medicinhistoriske årbog 2021 kan varmt anbefales, også til læsere udenfor sundhedssektoren.
[Historie-online.dk, den 1. juni 2022]
