Dansk Medicinhistorisk Årbog 2022
Af Poul Ulrich Jensen
Med en mindre forsinkelse er Dansk Medicinhistorisk Årbog 2022 nu udkommet. Det er tilmed en jubilæumsudgave, idet årbogens første gang præsenterede sin samling af medicinhistoriske emner i 1972. Gennem årene er det blevet til talrige artikler spændende fra oldtid til nutid, og også den nyeste udgave er interessant læsning. Forfatterne formidler deres ekspertviden, så også personer uden for sundhedssektoren kan følge med uden at kæmpe med alt for mange faglige termer.
Speciallæge i samfundsmedicin Jesper From viderefører sin artikel om blindesagen i sidste års udgave med en beretning om udviklingen frem til år 1900. De blindes rehabilitering og integration i samfundet er et temmelig underbelyst emne, der har stået i skyggen af de store opdagelser inden for øjensygdomme og øjenkirurgi. Tabet af synet har op gennem historien medført store vanskeligheder for de ramte, men både filantroper og de blinde selv har arbejdet på at opnå et værdigt liv trods det store handicap. I de ældste kilder optræder blinde i forskellige roller, først og fremmest som tiggere, men hos de gamle grækere var der også enkelte, der klarede sig fint som digtere og spåmænd. Også i middelalderen havde forskellige kulturer deres eksempler på omvandrende blinde digtere og sangere, der levede godt af deres kunst.
I renæssancen og oplysningstiden opstod der efterhånden en beskeden interesse og respekt for de blinde, der blev set som værdige samfundsborgere. Det førte frem til den første milepæl i blindesagens historie, da et blindeinstitut så dagens lys i Paris i 1785. Manden bag denne pionerindsats var Valentin Haüy, der også tilskrives opfindelsen af en reliefskrift, der skulle gøre det muligt for blinde at læse. På det område var der imidlertid et endnu større fremskridt på vej med Louis Brailles punktskrift, der for alvor gav dem en mulighed for at komme i kontakt med omverdenen. Bestræbelserne på undervisning og uddannelse af blinde tog springet fra Europa over Atlanterhavet, så man fra 1830’erne i USA begyndte en proces, der skulle integrere de blinde i skoler med normalt fungerende børn.
Ildsjælen i denne udvikling var Samuel Howe, der også som den første forsøgte sig med undervisning af døvblinde. Perkins Institute i Boston kom til at danne rammen om denne undervisning af børn med et dobbelte handicap af syn og hørelse, og skolens mest berømte elev blev Helen Keller. Hun er da også emnet for Jesper Froms andet bidrag til årbogen. Med sine usædvanlige evner og mærkværdige skæbne har hun opnået en fremtrædende plads i den handicaphistoriske litteratur. Hendes tilværelse som døvblind begyndte, da hun i etårs alderen blev ramt af et ondartet feberanfald, formentlig forårsaget af meningitis eller skarlagensfeber. Forældrene gjorde sig store anstrengelser for at hjælpe datteren til den bedst mulige tilværelse, og bestræbelserne for at udvikle et sprog og lære at læse, skrive og tale bar frugt. Helen Keller blev den første og hidtil eneste i verden, der tog en universitetsuddannelse, og trods sit dobbelte handicap kom hun også til at spille en rolle som kvindesagsforkæmper og socialist.
I 1877 ankom den danske læge Christian Fenger til USA og begyndte en lægepraksis i Chicago. Det var ingen nem opgave i et område som Midtvesten, der var præget af kollegial konkurrence, forretning og sagsanlæg for ”malpractise”. Alligevel blev det til en karriere, der gjorde ham internationalt kendt, og som tidligere professor i patologisk anatomi ved Syddansk Universitet, Claus Fenger, opruller i en artikel, der også giver en spændende beskrivelse af læger og andre behandlere, samt den tidlige patologi og kirurgi i Nordamerika i det 19. århundrede. Christian Fenger fik trods alle vanskeligheder en fremragende position som patolog, kirurg og underviser med et stort antal videnskabelige publikationer. Det blev også til ærefulde poster som bl.a. præsident for The Chicago Medical Society, og som et varigt minde har han lagt navn til Chicagos Christian Fenger Academy High School.
En anden markant dansk pioner i lægeverdenen var Carl Rasch, der som professor ved dermatologisk afdeling på Rigshospitalet blev en afgørende skikkelse inden for udforskningen af hud- og kønssygdomme. Som dansk dermatologis faderskikkelse fik han ved sin 60-års fødselsdag i 1921 overrakt en bronzeplakette, og historien bag denne æresbevisning er genstand for en artikel af Jørgen Serup, overlæge ved dermatologisk afd. på Bispebjerg Hospital og Henrik Permin, overlæge på Tværfagligt smertecenter, Næstved. Carl Rasch studerede dermatologi i Paris, og som professor ved Rigshospitalet var hans målsætning den højest mulige standard i både diagnose og behandling. Han var en flittig skribent, der videregav sin store faglige viden i lærebøger og selv holdt sig ajour, så han efterlod sig en bogsamling på 10.000 bind. Henrik Permin er også forfatteren til et andet portræt af en usædvanlig læge, Emil Vermehren, der ud over at være dr. med, også havde en karriere som fabrikant, kunstner og forfatter.
Årbogen indeholder også et emne, der anlægger en anden vinkel på medicinhistorien. Det er Mette Bøgh Jensen, mag. art. i kunsthistorie og museumsinspektør på Skagens Kunstmuseer, der har set nærmere på syge piger og sygeværelser i 1800-tallets nordiske maleri. Det var i anden halvdel af 1800-tallet, at motivet ”syg pige” dukkede op på den europæiske kunstscene. Ikke mindst de nordiske malere kastede sig over dette motiv, og især Edvard Munch vendte gang på gang tilbage til skildringer af den syge pige, og det sygeværelse, hun var placeret i. Det er ind imellem kras realisme om sygdom og død med titler som Liglugt og Døden i Sygeværelset. I slutningen af 1800-tallet var der blandt læger en udbredt interesse for børns helbred, og varetagelsen af deres sundhed var en del af opgaverne for tidens børneasyler og tuberkulosehospitaler. Også scener fra disse institutioner fandt vej til kunstnernes lærreder, så deres værker var med til at sætte fokus på sygdom og sundhedsforanstaltninger i den risikable barndom.
Årbogen kommer således langt omkring både tids- og emnemæssigt og giver læseren et særdeles interessant indblik i den udvikling, der takket være lægeverdenens pionerer og andre ildsjæle har resulteret i nutidens sundhedsvæsen. Årbogen, der også er fornemt illustreret, kan varmt anbefales til alle, der interesserer sig for medicinhistorie.
[Historie-online.dk, den 4. april 2023]
