Danske film og filmfolk
Af Steen Uffe Tommerup
”Få det store overblik over dansk film igennem 75 år”, skriver forlaget om denne bog i informationsmaterialet. Sandt nok nævnes et utal af film og filmfolk i tonefilmens periode; men om dét giver læseren et overblik, er jeg ikke sikker på.
På 160 sider er målet at gennemgå tonefilmens hen ved 2000 værker og samtidig illustrere bogen så den bliver spiselig. Dette er selvsagt en stor opgave at løfte. Michael Søby (cand. mag i Film- og Medievidenskab) må da også ty til den gammelkendte disciplin: namedropping. Bogens sider er tætpakkede med filmtitler, filmfolk og filmenes musik. Værkernes titler er behændigt vævet sammen i sætningskonstruktioner, det har krævet sin mand at komponere. Men denne namedropping gør, at læseren alt for ofte må tilbage i teksten eller ganske enkelt ikke kan følge med. Den store viden, der øjensynligt ligger til grund for Danske film og filmfolk, drukner i forsøget på at formidle det enorme materiale, som dansk tonefilm er.
Danske film og filmfolk er bygget op kronologisk og starter med Danmarks første tone-/talefilm i 1931. Søbys ønske er at beskrive filmene på filmenes egne præmisser og tildele dem nul til fire stjerner ud fra dette. At der også opereres med halve stjerner gør, at skalaen udvides til det dobbelte.
Stringent behandles hver års produktioner og forsøges indholdsbeskrevet i de sætninger, hvor flere andre film også nævnes. Bogen bliver derfor meget krævende læsning, da man skal holde sit øje og koncentration meget fast for at fange de mange finurligheder og spidsfindigheder.
Bogen har et tydeligt præg af, hvad der ligger forfatteren nært eller fjernt. De tidlige år er således tyndere beskrevet end de senere, men til gengæld oplysende. Dette kræver forklaring i et eksempel. I dansk populærfilm har musiksiden båret en stor del af filmenes succes; og mange af numrene har fået eget liv efterfølgende. Det oplyses om de ældre produktioner, hvilke numre der er tale om, hvor det i de yngre blot nævnes, at der jo var et iørefaldende soundtrack leveret af gruppe xx. Det bliver således op til læseren at huske tilbage og håbe på, at filmen er en af dem, man har set og kan huske.
Bogen er desuden udstyret med et alfabetiseret register over filmtitlerne.
Selve beskrivelserne af værkerne varierer som sagt en del. Bogens opbygning er således, at der er to sider til hvert filmår. De tidlige år, der ikke havde så mange produktioner, er krydret med billedmateriale i stedet for at værdisætte filmen og tage stilling til dem. Modsat bliver de yngre års billedside nedtonet, hvor der ydes værdisættelse som kompensation. Der suses således forholdsvis let hen over de ældre film, hvorimod de nyere, der står mere friskt i erindring, får en bedre beskrivelse og bogen får en hældning mod det tekstmæssige.
Om filmene er behandlet og vurderet ud fra deres egne præmisser, er jeg til tider stærkt i tvivl om. Men det er jo givet, at en filmoplevelse er stærkt subjektiv og at det varierer fra person til person, hvad vedkommende finder er en underholdende/tankevækkende/smuk film.
Der fornemmes dog ved beskrivelse af særligt de nyere film en hældning mod anmelder-position. Dette vurderet således, at anmeldere og det brede publikum gennem tiden sjældent har været enige i opfattelsen af en film. Søby har en tiltagende lænen-sig-op-af Bodil- og Robert-tildelinger, og jeg bemærker på toppen, af det jeg vil kalde anmelder-positionen, at ingen af Regner Grastens produktioner får ord med på vejen, der er set med publikumssuccesens øjne. Underliggende spores en forundring over hvordan film der er ”[…] blottet for visuel opfindsomhed og tynget af klichéer […]” kan opnå succes Sådanne vurderinger finder jeg er upassende, når nu filmene skal vurderes ud fra deres egne præmisser; og også til trods for at Søby måske godt kan se, hvad det er, der har gjort filmene populære.
Vurderet på Søbys egen skala, vil jeg vurdere bogen til mellem 1½ stjerne til to, som betyder mellem svag og seværdig (læseværdig). Jeg har mine subjektive betragtninger om underholdende film og vil således give Søby den kredit, at det er mig, der kan tage fejl i min opfattelse af films egne præmisser. Og det skal i parentes bemærket siges, at jeg er stor ynder af folkelige film og kan snildt have en tendens til at se ned på det, jeg kalder snobbede kulturfilm. Derfor kalder jeg den læseværdig
Men jeg kan ikke se bort fra den stærke namedropping, som til tider kan være meget svær læsning, hvis man ikke forud har en stærk indsigt i danske film. Der er gjort et hæderligt forsøg på at formidle en stor informationsmasse på få sider, og dét betyder, at det bliver kompakt og fordrer meget af læseren.
