Danske finansielle kriser siden 2000

ASf Preben Etwil

Finn Østrups bogværk: Danske finansielle kriser siden 2000 giver en murstenstyk dokumentation om baggrund, forløb og effekt af mindst tre danske finanskriser siden 2000.  Det handler om pensionskassernes krise i 2001-02, finanskrisen fra 2008 samt sidst coronakrisen i 2020-21.

Bogen er præget af en overordentlig systematik og en grundighed, der kun kan imponere.

Denne bog bør ligge på enhver samtidshistorikers skrivebord. Kildematerialet er velvalgt og underbygget, og det statistiske materiale er både omfangsrigt og gennemarbejdet.

Man er ikke i tvivl om, at forfatteren ved, hvad han taler om.

Bogen indledes med at definere, hvad der overhovedet forstås ved finansielle kriser. Disse definitioner og teoretiske overvejelser er yderst nyttige i den videre læsning og forklarer også det måske også overraskende i, at Finn Østrup har valgt at betragte den verserende coronakrise som en finansiel krise.

Bogen er traditionel på den måde, at Finn Østrup har valgt at beskrive økonomiske og finansielle tendenser op til krisen. Det både realøkonomisk, men så sandelig også de bagvedliggende diskussioner, som har udspillet sig både blandt lægfolk, fagøkonomer og ikke mindst politikere.    

Med en sjælden set grundighed og systematik guider Finn Østrup læseren rundt i det overordnede økonomiske og finansielle kredsløb, der herskede under den finanskrise, der tog sin start i 2008. De forskellige bankpakker, både indhold og formål, beskrives, så selv ”manden på gulvet” kan følge med.

Ingen, der læser denne bog, kan være i tvivl om, at krisen ikke var påført os udefra, men at ejendomsspekulation, bankledelsernes grådighed og dårlig ledelse samt politikernes langsommelighed var nogle af hovedingredienserne bag det omfattende økonomiske tilbageslag, som finanskrisen førte med sig.

Et af bogens kapitler er helliget forløbet af krisen i de forskellige finansvirksomheder. Man bliver helt forpustet af at læse det meget omfattede statistiske materiale, der ligger til grund for kapitlet. For nørderne er noterne til tabeller og figurer rene guldgruber (det gælder for øvrigt for hele bogen!).

Finn Østrup har også en kompetent gennemgang af finanskrisens forskellige konsekvenser. Han løber naturligvis ind i det problem, at det er svært at opgøre et potentielt produktionstab, der ikke har fundet sted. Alligevel kommer han med et par kvalificerede bud på finanskrisens ”omkostninger”.

Finn Østrup giver herefter en opsamlende status over de gennem årene gennemførte diskussioner og vurderinger af finanskrisens forløb, som rigtig mange politikere, læg- og fagfolk deltog i. Det er en skøn blanding af lette, måske letsindige analyser, og tunge forskningsrapporter. Der falder også et par kritiske ord i forbindelse med ”Udvalget om finanskrisens årsager” – der afrapporterede sit endelige arbejde, i den såkaldte Rangvid-Rapport. Den væsentligste kritik fra Finn Østrups side, var, at kommissionen, hvor Østrup sad som uafhængig ekspert, ikke tog initiativ til, at den selv skulle have fortaget en forskning på området.

Dette til trods, så var udvalget konklusion, at krisen skyldtes: ”et kompliceret samspil mellem en række forudgående forhold, herunder en forholdsvis høj og tilsyneladende holdbar vækst, der medførte en udbredt optimisme og deraf følgende generel undervurdering af risiko, procyklisk (konjunkturmedløbende) finanspolitik, procyklisk regulering af den finansielle sektor, lempelige finansielle vilkår, risikosøgende finansielle institutioner og utilstrækkelig selskabsledelse i en række pengeinstitutter” (p. 388).  

Men nok så vigtigt: ”Et samlet udvalg tager afstand fra den forklaring om krisen som importeret udefra, som regeringerne Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen tidligere havde forfægtet. Det fremhæves således, at krisen skyldes: ”en kombination af mange faktorer – både internationale og nationale – der spillede sammen, og det er derfor ikke muligt at udpege én årsag eller én skurk bag den finansielle krise”” (p. 388-389).

Måske overraskende for de fleste inddrager Finn Østrup den aktuelle coronakrise under en finansielle paraply. Dette valg kan altid diskuteres, men hvorom alting er, så er det en fremragende analyse af coronakrisens forløb set i et økonomisk perspektiv. Som resten af bogen er kapitlet utroligt veldokumenteret. Og så er der endda fra forfatterens side alene tale om en ”foreløbig” analyse. Man tør næsten ikke tænke på, hvor den ”endelige” analyse vil lande.

Bogens afslutningskapitel er forfatterens egne fremtidige overvejelser om, hvordan man bedst muligt kan undgå lignende finansielle kriser, som vi så det under finanskrisen i 2008.

Helt i tråd med bogens øvrige grundighed, slutter bogen af med en (komplet?) oversigt over alle coronakrisens støtteordninger. Sådan.

Fra forlaget bag bogen forlyder det, at denne bog vil, i 2022 bliver fulgt op af bog nummer to, der kommer til at omfatte finanskriser fra middelalderen til år 2000.

Det må være en bog, som ganske mange historikere må kunne se frem til med glæde, hvis behandlingen er lige så grundig som i den foreliggende bog.

Med disse ord skal denne mursten af et bogværk anbefales på det varmeste.

Den er der mange timers fordybelse i.

[Historie-online.dk, den 2. marts 2022]