Danske jøders liv og død i Theresienstadt

Af Søren Peder Sørensen

Silvia Goldbaum Tarabinis omfangsrige værk er fortællingen om de 470 jøder fra Danmark, der i oktober 1943 blev arresteret og ført til ghettoen Theresienstadt i Tjekkiet, som nazisterne anvendte som koncentrationslejr.
Forfatteren, der er ph.d. i moderne historie og cand.mag.  litteraturvidenskab har i årevis undersøgt de danske jøders skæbner. Bogen bygger på et enormt materiale, herunder hendes interview med 33 tidligere deporterede, dagbøger, breve og mundtlige og skriftlige beretninger.

De 470 deporterede fra Danmark udgjorde én af de mindste nationale grupper i ghettoen. Den yngste var en seks måneder gammel pige, og den ældste en 89- årig mand. Blandt fangerne fra Danmark var der 43 børn under 15 år. I alt døde 29 kvinder og 22 mænd under opholdet i ghettoen.
Disse menneskers liv og død er fortællingens omdrejningspunkt. Man kommer tæt på deres dagligdag med mange beskrivelser af kummerlige levevilkår, manglen på privatliv, utilstrækkelige madrationer, dårlig hygiejne, plagen af væggelus, der tvang mødre og børn ud under åben nattehimmel om vinteren. Man forstår deres stress, uvished, frygten for fremtiden og for, om de skulle med den næste transport til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. Vidnesbyrd særligt fra de yngste børn viser, at mindet om at se forældrene magtesløse og ydmygede, ude af stand til at beskytte og brødføde deres børn, forblev en smertefuld erindring.
Pinligt er det at læse om besøget, som en repræsentant fra Udenrigsministeriet og Dansk Røde Kors aflagde i lejren 23. juni 1944. Det var et stort nazistisk propaganda-show, og de to danske delegater ”gik lige på hovedet i vandet under tyskernes bluffnummer”, som et vidne senere berettede.
Bogen er blevet til på baggrund af forfatterens ph.d. ,og det bærer de over 600 sider præg af. Den har en høj detaljeringsgrad, fagligheden er i højsædet og med sin nøgterne fortællestil forstærker den skildringen af forholdene. Mindre velbelyst er, hvordan det kunne gå til, at de danske deporterede slap for at blive sendt videre til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. Og hvorfor nazisterne tillod, at de danske fanger fra foråret 1944 modtog nødhjælpspakker fra Danmark.

I forordet skriver Silvia Goldbaum Tarabini, at enkelte overlevende senere fortalte, hvordan de følte sig afvist, når de berettede om deres oplevelser i ghettoen, måske fordi folk ikke kunne rumme deres fortællinger, eller fordi man hellere ville høre ”heltehistorien” om de danske jøder, der blev reddet ved at flygte til Sverige.
Med denne bog har Silvia Goldbaum Tarabini eftertrykkeligt brudt tavsheden. Det er en hjerteskærende og gribende bog om mennesker, der blev udsat for en ubeskrivelig ondskab, men som kæmpede for at bevare værdigheden og opretholde en normal tilværelse. Derved bliver bogen også et vidnesbyrd om menneskets formidable evne til at overleve og tilpasse sig ekstremt vanskelige vilkår.

[Historie-online.dk, den 18. oktober 2023]