Danske landbrugslandskaber gennem 2000 år
Af Erik Helmer Pedersen
Ved sidste årtusindskifte etablerede en gruppe natur- og jordbrugsforskere samt geografer fra Aarhus Universitet et større forskningsprojekt ”AGRAR 2000”. Dets formål var slet og ret at få skrevet en dansk landskabshistorie gennem 2000 år, og den nødvendige dokumentation ville man dels hente i landskabets egne gemmer, dvs. pollenaflejringer fra den omgivende vegetation og arkæologiske data, dels fra kort og landbrugstællinger fra 1800- og 1900-tallet. Som den ledende kraft bag projektet, professor Bent Odgaard, dr. scient. i vegetationshistorie, kortelig refererer projektarbejdet i kapitel 1, har man arbejdet med 6 delprojekter, og resultaterne herfra findes i bogens 13 kapitler. Heraf er fem énmandsarbejde, og de dækker de metodisk-teoretiske forhold, mens de øvrige otte om den stedfundne udvikling er skrevet af to eller flere forskere. Det giver dog ikke anledning til større stilbrud, og sproget er de fleste steder umiddelbart tilgængeligt uden unødig akademisering. Sikkert nok har en sprogrevision ved Mette Dybdahl gjort sin virkning.
Det danske landbrugslandskab er her repræsenteret gennem ni mindre undersøgelsesområder: tre med skov, tre med hede og tre med agerjord. For at kunne bruge pollenaflejringerne som kilde har de alle en sø som centrum, og radius er fastsat som de omgivende sogne med mere end 50% beliggende inden for 5 km, for arkæologiske data dog med en radius på 7½ km. De ni søer med omgivende lokaliteter er udvalgt af en større gruppe, idet deres ”kildeværdi” er kontrolleret ved at sammenholde deres faktiske pollenindhold med dens beregnede ud fra kortmateriale fra omkring år 1800. Dog kunne de se ud, som om pollenanalysen ikke helt respekterer kornets og dermed agerbrugets andel.
De tre hedelandskaber (Kragsø, Skånsø og Navnsø) findes som ventet i Jylland, der også rummer det ene skovlandskab (St. Økssø i Rold skov), medens de to andre ligger på Sjælland (St. Gribsø og Avnsø mellem Ringsted og Roskilde). Agerbrugslandskaberne er placeret i Østjylland (Dallerup sø), på Fyn (Gudme sø) og i Nordsjælland (Gundsømagle sø). Derved indgår store dele af det østdanske agerbrugsområde ikke direkte i undersøgelsen.
Klimaets rolle kan ikke vurderes ud fra danske data, hvorfor man har måttet bero sig på målinger af årringe i nordsvenske fyrretræer og tidsserier fra den grønlandske indlandsis. I perioden år 0-900 e. Kr. steg temperaturen én grad, derefter sker et fald mod ”den lille istid” fra ca. 1350 til 1600. Med undtagelse af et kortvarigt fald omkring 1850 sætter derpå en stigning ind, der som bekendt accelererer i vor tid.
Udover de naturhistoriske kilder er som allerede antydet inddraget et større materiale fra Danmarks kortlægning, først og fremmest gennem Videnskabernes Selskabs Kort (1762-1806) og matrikelkort fra omkring år 1800 over alle ejerlav til 1844-matriklen, senere sammentegnet til formindskede (minorerede) sognekort. I undersøgelsen er de blevet digitaliseret, og deres informationsniveau er blevet kontrolleret ved at studere de senere målebordsblade. De ændringer i arealanvendelsen eller –dækningen, kortene viser, er derefter blevet sammenholdt med de landbrugsstatistiske oplysninger, der er indsamlet i 1837, 1861 og 1881. Perioden 1881-1988 er dækket ind af moderne data.
Dermed er angivet undersøgelsens omdrejningspunkt, idet man med stade omkring år 1800 spoler udviklingen såvel fremad som bagud. Udviklingen frem mod år 2000 viser ikke uventet en stadig fremgang for agerjorden på bekostning af arealer med permanent græs samt moser, enge, heder og klitter, og den tidligere så betydningsfulde undergruppe græs i omdrift er i 1998 uden større betydning. Hedelandskaberne, som så sent som i 1881 spiller en ret stor rolle, er forvist til museer, mens skoven fra en beskeden start nu er på vej fremad, ikke mindst på heden.
Det groft optegnede billede i kapitel 5 og 6 sammenholdes derefter i kapitel 11 med den småmønstrede udvikling i søområderne i perioden ca. 1600-1900 og med en agroøko-historisk skitse for den tilsvarende udvikling i 1900-tallet i kapitel 12. Især kapitel 11 er spændende læsning for en traditionel landbrugshistoriker, idet undersøgelsen af udviklingen i søområderne her inddrager vore to første landbrugsvurderinger: 1662/64-matriklen og Christian V’s berømte matrikel fra 1680’erne. Solidt funderet på Karl-Erik Frandsens kortlægning af danske dyrkningssystemer i disputatsen Vang og tægt fra 1983 og Finn Stendal Pedersens to år yngre studie Fynsk landbrugs vilkår 1682 aftegnes her i grove træk det danske landbrugslandskab i dets evige vekslen mellem korn og græs gennem mere end 400 år, indtil udskiftningsreformerne sent i 1700-tallet udfriede det af fællesskabets indbyggede tvang.
Den modsvarende udvikling i de 9 undersøgelsesområder sætter ikke afgørende spørgsmålstegn ved det kendte mønster. Agerlandet dyrker korn på ganske store procentdele af den rådige jord, mens skovlandskaberne har mindre kornareal og lægger større vægt på den animalske produktion. Det samme må hedelandskaberne nødvendigvis gøre, selv om det himmerlandske Navnsø med dets beskedne græstilliggende må bero sig på kornet.
Efter 1780’ernes landbo- og landbrugsreformer sætter som bekendt moderniseringen i landbruget ind. Det allerede opdyrkede Østdanmark opnår da en højere produktivitet pr. arealenhed, hvor Vestjylland først må øge de dyrkede arealer betragteligt. Udviklingen inden for de ni lokaliteter profilerer på en del punkter det ellers så velkendte moderniseringsforløb. Så sent som i 1881 var den østdanske arealproduktivitet næsten dobbelt så stor som den vestjyske, men i fællesskab går de to områder da ind i omlægningens og andelstidens fællesdanske udvikling.
I kapitel 12 følges udviklingen i 1900-tallet fra de første halvtreds års fortsættelse af det blandede husdyrlandbrug over godt 30 års ”grøn revolution”, til man i 1980’ og 1990’erne når til et punkt, hvor væksten først stækkes for derefter at munde ud i en situation, som forfatterne betegner som ”globalisering og multifunktionelt jordbrug…”. Karakteristisk nok er det i skovlandskaberne, det moderne landbrug taber terræn, medens hedelandskaberne i modernitetens og mekaniseringens hellige navn følger agerlandskaberne til dørs.
I strid med kronologiens ellers så fastlagte mønster har vi indtil nu holdt os til de sidste 5-6 århundreders landskabshistoriske udvikling. Kildegrundlaget har da været det moderne kort- og registreringsmateriale, som projektet dygtigt og målbevidst udnytter til det yderste. Og ville man strække den papirdokumentariske dækning af hele det sidste årtusind, kunne man inddrage kapitel om middelalderens landbrug. I dette kapitel følges udviklingen fra vikingetidens kvæglandbrug ca. 800-1050 til det danske kornlandbrug er på plads 400 år senere og i hvert fald har opnået den status, 1600-tallets matrikler dokumenterer. En afgørende pointe er her befolkningsudviklingen i middelalderen, eller om man vil kornforbruget pr. indbygger, og de to forf. må her afvise de hidtidige forsøg på at skabe fornøden klarhed ad den vej. I stedet forfølger de med egen møje kornproduktionens formentlige udvikling, idet de til formål inddrager Kong Valdemars Jordebog fra tiden 1230-50. De ”oversætter” til det formål de noget kryptiske oplysninger om antal ”plove”, ”mark”, ”bol” osv. til vurderingsenheder for den mængde udsæd, der normalt anvendes af bønderne og mener da at kunne konstatere, at foldudbyttet i hvert fald på Sjælland gik betragteligt ned i senmiddelalderen (fra 7-8 til 4-5), selv om man antagelig forøgede opdyrkningsprocenten fra 16% o. 1230-40 til næsten det dobbelte i 1680’erne. Produktionsvilkårene og dermed foldudbytterne må være blevet betragteligt forringet, uden at vi kender grunden dertil.
Til belysning af det første årtusinds landskabshistorie foreligger ikke færre end fire store bidrag. Jernalderens driftsformer vurderes i arkæologisk belysning i kapitel 7. Hovedkonklusionen er her den kraftige økonomisk vækst i landbruget, der sætter ind fra 700-årene, og hvor en fortsat modernisering af agerbrugsredskaberne i sammenhæng med en stærkt voksende befolkning forøger landbrugsproduktionen betragteligt. Det resulterer i en omfattende urbanisering, og samfundets og kirkens indre magtstruktur udbygges tilsvarende. Landets tyngdepunkt forskubbes herunder fra Jylland til Sjælland og Skåne. Gennem det meste af perioden påvirkes den særdanske udvikling af magtstrukturerne længere sydpå, og det leder frem til en international samhandel.
I kapitel 8 diskuteres kildeværdien af de arkæologiske plantelevn, som i deres noget spredte overlevering giver os et billede af agerbrug og driftsformer i jernalder og vikingetid (ca. 500 f.Kr. – 1100 e. Kr.). De foreliggende analyser synes her at tyde på, at bronzealderens noget ustrukturerede driftsformer med indavl af såvel korn som ukrudtsfrø omkring Kristi fødsel afløses af en regelret landbrugsvirksomhed, baseret på dyrkning af avnklædt byg og rug og i det 3. århundredes Vestjylland, kombineret med et regulært dyrkningssystem. Jernalderens bønder må her tilkendes en ikke ringe grad af tilpasningsduelighed, idet de hele tiden har været i stand til at optage nye redskaber og dyrkningsmetoder i deres praksis og på den måde været i stand til at tilpasse sig klimatiske ændringer eller øget efterspørgsel fra en voksende befolkning.
Denne forholdsvis enkle forklaring modificeres dog kendeligt i kapitel 9 om arealvendelse og landskabstyper i det 1.årtusind. Der arbejdes her med en dobbeltvirkende forklaringsmodel, hvis ene led er en tilbageslutning fra den tilstand, kortmaterialet fra omkring år 1800 udviser, det andet det mønster, de arkæologiske fund udviser. Resultatet er en landskabsrekonstruktion, hvis faste element er en sondring mellem indmark og udmark og som bestemmer bebyggelsens karakter. Yderligere bekræftelse hentes i stednavneforskningen, og her er det særlig stednavnenes alder og deres udsagn om skovdækket, der interesserer. De ni undersøgelsesområder gennemgås derefter trin for trin, og konklusionen er, at omkring år 1000 kan tre områder betegnes som græsdomineret (”overdrevslandskaber”), fire er skovlandskaber og to hedelandskaber, hvorimod de anslåede opdyrkningsprocenter – fra 5,1 ved Gundsømagle sø til Kragsøs beskedne 1,2% - er temmelig små. De to forf. er her af den opfattelse, at man da først og fremmest producerede korn til eget forbrug inden for rammerne af en subsistensøkonomi, at husdyrholdet ikke alene tjente til nytte, men også til prestige (hestens tilsynekomst i 4.-5. århundrede), og at man for at nå frem til en vis form for markedsøkonomi, funderet på kornproduktion i højmiddelalderen, først skulle igennem en periode med en overskudsøkonomi, baseret på et intensivt husdyrdomineret landbrug. Det første årtusind er iflg. de to forf. en protohistorisk tid, hvori mange af de oprindelige samfundsformer må give plads for de elementer og strukturer, vi normalt forbinder med tidlig historisk tid.
I kapitel 13 opsummeres udviklingen fase for fase. Efter ”flyttemarksbruget” 200-400 e. Kr. følger indmarkssystemet 200/400-1750 med vangebrug i det østlige Danmark og græsmarksbrug mod vest. Tiden 1750-1800 karakteriseres som ”det transformerede økosystem”, efterfulgt af ”Importlandbruget” 1880-1985 og ”Det postmoderne landbrug” 1985-2007. De anvendte overskrifter begrundes selvfølgelig nærmere, men da forklaringen på mange måder er refereret om end yderst kort i den forudgående del af anmeldelsen, må de her tale for sig selv.
Det er en stor og spændende bog, de 15 forfattere har givet os i hænde, og man kan kun opfordre alle interesserede i vort landbrugs og landskabs udvikling til at stifte nærmere bekendtskab med dens budskab, selv om man nok af hensyn til indholdets kompleksitet og sværhedsgrad nok må tilråde en stykkevis tilegnelse. Såvel AGRAR-projektet som bogen vidner om et meget højt ambitionsniveau hos initiativtagerne, idet endemålet nok har været at omskrive eller i hvert fald supplere den traditionelle, ”papirdokumenterede” landbrugshistorie med en anderledes jordnær og målbar skildring af landbrugslandskabets omdannelse eller sagt på en anden måde: naturtilstandens tiltagende nedbrydning i konsekvens af 60-70 slægtleds mere eller mindre hårdhændede udnyttelse af de naturgivne muligheder uden større respekt for de landskabets iboende kvaliteter af æstetisk og oplevelsesmæssig karakter. Bent Odgaard ser i sit forord nærmest sig selv som en landskabsforvalter, som på basis af politiske beslutninger skal træffe beslutning om at beskytte hele landskaber eller i hvert fald dele heraf, en udløber af den standende strid om indgreb i landmændenes hidtil uanfægtede ret til frit at benytte landskabets landbrugsproduktive muligheder selv i de tilfælde, hvor det betød et afgørende indgreb i landskabets naturgivne herligheder. Den øjeblikkelige diskussion om de planlagte naturparker og de dermed følende begrænsninger af landmændenes nedarvede brugerrettigheder peger i samme retning.
Med al respekt for den forskningsstrategiske og analytiske nytænkning, der ligger bag AGRAR-projektet og dets publicerede resultater, kunne man dog stille det enkle spørgsmål, om man dermed har tilvejebragt en helt ny og original viden om de danske landbrugslandskabers historie gennem 2000 år. Bogens hovedbudskab synes at være, at indtil år 1800 fulgte udviklingen en lineær bane, hvor det ene led uden større besvær føjede sig til det andet i opfyldelsen af landbrugets hovedopgave: at mætte den lokale befolkning og hvor der derfor ikke af profitmæssige årsager blev foretaget afgørende indgreb i det naturgivne landskab. Derefter fik markedsøkonomien frit spil og det på bekostning af selve naturgrundlaget. Men adskiller den naturhistoriske forklaring i så henseende sig væsentligt fra den, som den traditionelle landbrugshistorie har lagt frem siden Fridlev Skrubbeltrangs tid? Begge tolkninger øser af den samme kilde: de observationer af registreringsmæssig og kartografisk karakter, som fulgte i kølvandet på den politisk-demokratiske udvikling hen imod den moderne samfundshusholdning med dens umættelige behov for tal og verbale oplysninger om rigets tilstand i stort og småt. Og – kunne man tilføje. Begge forklaringsmodeller lider af den store svaghed, at vor viden om landmændenes og forstfolkets udnyttelse af de naturgivne muligheder for den ældre periodes vedkommende er og forbliver fragmentarisk på vitale områder. Nok så mange frem- og tilbageslutninger løser ikke problemet grundlæggende.
Denne bog er heldigvis ikke lagt polemisk an, og forf. bør krediteres for deres redebonne bestræbelser på at fremskaffe ny viden og erkendelse inden for et særdeles vigtigt og relevant samfundsområde. Hovedpersonen er den i og for sig passive natur, men den skal menneskeliggøres gennem en skildring af den brug, der gennem tiderne er blevet den til del. Og her har de skriftlige kilder afgørende betydning. Det viser denne bog til overflod, dens naturhistoriske orientering ufortalt. Anmelderen kan ikke helt frigøre sig fra den fornemmelse, at lagde man en større vægt på den humane side af historien om de danske landbrugslandskaber og deres brug, ville man nok kreditere agerbruget noget højere end tilfældet er flere steder i bogen, især for den ældre periode.
