Danske strandinger
Af Lone Alstrup.
Den danske strand leder i dag tankerne hen på noget behageligt. Sol og sommer, vi har fri og hygger med familien. Men sådan har det langt fra altid været. For bare 100 år siden var stranden også stedet, hvor mange mennesker mistede livet – både dem der var ombord på de skibe, der strandede og dem, der var ombord på de skibe, der forsøgte at undsætte skibe i nød. Mange gange er både mandskab og redningsmandskab gået tabt i havets bølger, men der findes også historier om heltegerninger, der den dag i dag fortælles. Fx fortællingerne om Lars Kruse fra Skagen og Søren Kanne fra Grenå.
Bogen beskæftiger sig med både de tragiske og de heltemodige redninger, eller med forfatterens ord ”heroiske bedrifter”. Der beskrives femten strandinger og forlis i perioden 1853-1909. De beskrives alle ved hjælp af beretninger i tidens aviser, gennem skillingsviser, malerier, øjenvidneskildringer og gennem tidens førende forfattere og eventyrere, fx Holger Drachmann og Mylius-Erichsen og den utrættelige skillingsvisefabrikant og forfatter Julius Strandberg.
Forordet beskriver den ændring, der er sket i synet på strandinger og bjærgninger, hvor det tidligere var godset, der strandede, der gav en ekstra indtægt til de fattige på strandene – mod redningen af liv. Oprettelsen af redningsstationer og det uselviske aspekt i at ville redde et andet menneskes liv. Måske er det rygter, men omvendt har der sikkert været hold i historierne om, hvorledes mord og drab på skibbrudne har fundet af sted. Love og forordninger taler for et problem; det ses bl.a. af Chr. II`lov fra 1521: ”De som forser sig med Plyndring eller Skibbrudnes Drab og Mishandling, de skulde hænges og det ved strandbredden, derfor skal der oprejses Galger omkring ved Strandene”. Desværre gav denne lov anledning til yderligere kriminalitet. Man skelnede mellem ”skib med folk om bord”, hvor de strandede havde retten til at bjerge skib og gods overfor ”herreløse skibe og gods, hvor forstrandsrettigheden gjaldt.
Forstrandsrettigheden var formuleret i 1200 tallet, hvor det præciseres at alt herreløst strandingsgods skulle fremlyses i ca. 1 år, og hvis der ikke blev gjort krav på det, tilfaldt det kongen eller andre med tilsvarende rettigheder. Et strandingsgods kunne anløbe en værdi af en årsløn for en fisker, og derfor kan det antages, at der til tider har været et ønske om at godset kom fra et herreløst skib. Om de strandede folk blev slået ihjel eller om man undlod at hjælpe med redningen gav samme resultat: døden. Som forfatteren skriver: ”Der har vist endda været situationer, hvor man forsøgte at vildlede skibe til at strande”.
H. C Andersen fortæller i ”Bispen paa Børglum og hans Frænde”:
”Der er Stranding paa Kysten, Bispens Folk ere dernede, de skaanede ikke dem, Havet skaanede; Søen skyller bort det røde Blod, som flød fra de knuste Pander. Det strandede Gods er Bispens, og der er meget Gods. Søen ruller op Anker og Tønde, fyldt med kostelig Viin til Klosterets Kælder, og i den er allerede fyldt op af Øl og Mjød….”.
Strandinger var en indtægtskilde, der var svær at fornægte. Men heldigvis, med tiden, blev bjærgningen af de levende folk indgangsvinklen til arbejdet. Ved strandinger opstod der også kulturmøder i og med at en del af de strandede er blevet boende ved kysterne og har stiftet familie.
En anbefalelsesværdig bog, der bidrager med et historisk såvel som et tidsbillede, der kunne være grumt, men også heltemodigt eller heroisk.
”Hør vindens kast,
den døver det rullende Hav.
Det er en Storm derude,
der vil koste Menneskers Liv.!”
H.C. Andersen i "Bispen på Børglum og hans Frænde".
