Danskere på Vestfronten 1914-1918

Af Henrik Thystrup

Jeg tror, alle kender de frygtelige historier om 1. Verdenskrig, og hvis man ikke har læst “ Intet nyt fra vestfronten” af Erich Maria Remarque, har man ikke læst den rigtige historie. Sådan en opfattelse havde jeg, indtil jeg havde læst “Danskere på Vestfronten 1914-1918”. Bogen beskriver detaljeret, hvordan livet var på fronten – vel og mærke på tysk side. Dette gøres på en meget levende måde, idet bogen i vid udstrækning inddrager oplevelser, der er taget fra dagbøger, som forfatteren har fået stillet til rådighed.

Livet for grænsefolk kan være besværligt, ikke mindst, hvis man lige er blevet "overtaget", men stadig håber, at landegrænsen kan flyttes tilbage. Nemmere bliver det ikke, hvis man i tilfælde af krig står over for valget - skal man kæmpe for sit ny "fædreland" eller måske dessertere med de sideeffekter, det havde? Ca. 2.500 dansksindede sønderjyder valgte den sidste løsning, men de fleste valgte at deltage i krigen på tysk side, sådan som de også blev opfordret til af deres politiske ledere, i håb om at Tyskland ville tilgodese dette ved den endelige grænsedragning, som jo ikke var endeligt afgjort i 1914.

Der deltog omkring 35.000 fra det nuværende danske Sønderjylland (heraf ca. 26.000 dansksindede) på tysk side, 5.270 faldt og omkring 4.000 - forsigtigt ansat - blev krigsinvalider.

Bogen starter direkte med at fortælle om udbruddet af krigen og giver et glimrende billede af den militære strategi, og hvordan det fejlede for begge sider. Jeg synes personligt, at det er sjovt at læse hvilke ligheder, der er mellem 1. og 2. verdenskrig mht fremrykningen på vestfronten – utroligt at de allierede ikke havde lært det ved udbruddet af 2. verdenskrig.

Efter at fronten var låst fast, opstod skyttegravskrigen og bogen fortæller på en meget gribende måde, hvordan det oplevedes på fronten. Dette er helt klart en af kvaliteterne ved bogen, idet den beskriver levevilkårerne ved fronten i sammenhæng med den militære strategi.

En stor overraskelse er, at den opfattelse mange har af, at soldaterne blev tvunget op af skyttegravene af uduelige og kyniske officerer for blot at blive mejet ned af maskingeværild eller blive kvalt af grønlige giftgasser, slet ikke holder stik. Claus Bundgård Christensen beskriver i sin bog, at fronten og skyttegravene ikke var den visse død for soldaterne.

Bogen behandler heller ikke de danske soldater som ofre, men fokuserer på deres handlingsstrategier, og derfor præsenterer bogen generelt et meget mere komplekst billede af Første Verdenskrig end det fremherskende.  

Efterhånden som krigen forsatte udvikledes teknologien. Bogen beskriver, hvordan teknologien og strategien ændre sig radikalt. Giftgas blev brugt flittigt med de følger, det havde, og bogen beskriver på en meget gribende måde, hvordan soldaterne oplevede dette nye  våben. Sennepsgassen vænnede de sig forbavsende hurtigt til at imødegå, og bogen viser, at langt færre, end det ofte antages, blev dræbt af gasangreb. For mange er det sikkert også overraskende, hvor frygtede datidens flyvemaskiner var: “Flyvebomberne er forfærdelige. De river alt i stykker, hvor de falder”, skrev Peter Petersen i sin dagbog.  Også indførelsen af kampvogne på fronten beskrives, og de britiske tanks var ”jernuhyrer” eller ”flodheste” som danskerne lærte at angribe.

Det mest gribende i bogen er beskrivelserne af danskerne, der i al den død og ulykke prøvede at skabe hjemlig hygge, og hvordan de prøvede at tackle dødsangsten. Dette skete på tværs af de nationaliteter, som deltog i kampene. Dog er der ingen tvivl om, at der imellem de dansksprogede fandtes en stærkt fællesskab og tryghed.

Bogen er fuld af mange andre oplevelser - både rørende og skræmmende - der også omhandler andre nationaliteter. Bogen indeholder desuden mange andre temaer som pligtfølelsen og frygten for de farvede franske soldater.

Bogen er rigt illustreret med store flottet billeder der på bedste vis underbygger det skrevne ord og kort over områder, hvor danskerne var indsat. Jeg synes rigtig godt om bogen og synes den er rigtig godt skrevet og indeholder så meget information, så man får lyst til at læse den igen.