Danskeren bag bomben

Af Jesper Meyer Christensen

Hvis man skuer ud over den eksisterende danskproducerede litteratur vedrørende betydningsfulde danskere fra 2. Verdenskrig, synes enhver sten efterhånden at være vendt. Der findes på det nærmeste ikke den person, som ikke på den ene eller anden måde har været genstand for en biografi eller anden mindre litterær virksomhed. Og dog. Der findes stadig få, men samtidig yderst betydningsfulde danskere, hvis liv og levned ikke har påkaldt sig journalisters og historikeres interesse. Journalist Knud Jakobsen har imidlertid kigget i glemmebogen og fortæller i indeværende bog historien om Charles Christian Lauritsen, der oprindeligt var tømrerlærling i Holstebro, men som endte med at være med til udviklingen af atombomben.

At Charles Christian Lauritsen er forholdsvis ukendt i Danmark skyldes måske, at han kun tilbragte en lille del af sit liv i landet. Knud Jakobsen fortæller således indledende den dramatiske historie om Lauritsens desertering fra dansk militærtjeneste under 1. Verdenskrig og om den efterfølgende flugt til USA, hvor han skulle bosætte sig permanent. Her begyndte han midt i 1920erne at læse fysik og evnede at blive professor inden for dette felt på rekordtid. Han traf hurtigt den danske fysiker Niels Bohr, som han kom til at tilbringe store dele af sit professionelle liv med. 

I tiden omkring 2. Verdenskrig skulle Lauritsen vise sig at få afgørende betydning ikke blot for krigens udfald, men i høj grad også for efterkrigstidens våbenkapløb. Han var dybt involveret i det såkaldte Manhattan-projekt, der havde til formål at fremstille verdens første atombombe. Efter dennes udvikling fik han desuden plads blandt de i alt 13 medlemmer af den såkaldte Target Committee, der den 10. maj 1945 tog den for verdenshistorien skelsættende beslutning at udpege byerne Hiroshima og Nagasaki som mål for verdens første atombomber.

Lauritsen mistede i efterkrigstiden ikke sin indflydelse på den amerikanske forsvarspolitik og militære udvikling. Snarere tværtimod. Kort efter krigen blev han valgt til formand for de amerikanske fysikere, og skønt sin modstand mod brintbomben forblev han tilhænger af et stærkt amerikansk forsvar helt frem til sin død. Det var derfor ikke uden grund, at Lauritsen fra 1952 til 1957 var medlem af præsident Eisenhowers videnskabelige rådgivningskomité, hvor han gjorde sin indflydelse gældende.

Knud Jakobsens bog er en eventyrlig fortælling i både sprog og billeder om den lille dansker, der tog rejsen til Amerika og blev til noget stort. Der er til bogen bedrevet et intensivt researcharbejde for at nå ind til kernen af historien om Charles Christian Lauritsen. De anvendte kilder hertil spænder vidt, hvor hovedvægten er lagt på arkivalier, men tillige er avisartikler og ikke mindst samtaler med Lauritsens efterkommere brugt i et flittigt omfang. En intensiv brug af noteapparat er endvidere med til at holde den faglige standard, selvom man i sidste ende savner en komplet oversigt over de anvendte kildetyper og ditto litteratur. Dette skal dog ikke skygge for, at der her er tale om en ganske udmærket biografi om denne i Danmark glemte dansker.