Danskeren der ville dræbe Hitler

Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik

Hitler og nazismen optager os stadig, selv om det er de færreste danskere, der kan huske, hvordan den tid var. Bøger, film og mange udsendelser i TV viser imidlertid, at interessen stadig er aktuel. Vi kan finde det uforståeligt, at et helt folk blev forført af en person og af en ideologi, der var så bizar, at det næsten ikke er til at begribe. Mange begivenheder i efterkrigstidens historie såsom folkemord, etniske udrensninger, diktatoriske bevægelser - hvoraf nynazister kun er en del af det samlede billede - betyder, at vi langt fra er færdige med at beskæftige os med Hitler og nazismen.

Der er vist mange, der har leget med tanken om, at meget ville have set anderledes ud, hvis det var lykkedes at dræbe Hitler. Hvad ville det have betydet for verdenshistoriens udvikling? Vi ved det af gode grunde ikke. Vi kan beundre de modige mennesker, der forsøgte, selv om det kunne koste dem livet. Hvorfor gjorde de det? Det er et yderst relevant spørgsmål, som Søren Flott tager op i sin bog.

Lige siden ”Operation Valkyrie” (2008), der handlede om oberst Stauffenbergs heroisk fejlslagne forsøg på at sætte Hitler ud af spillet i sommeren 1944, har man i Danmark i bredere kredse kendt til dette forsøg på at likvidere Hitler. Mindre kendt er det, at det var danskeren Jens Peter Jessen, der som den første fik ideen til, hvordan man kunne slå Føreren ihjel. Den kendsgerning fik Søren Flott til at skrive biografien om danskeren.

Den ene side af fortællingen i bogen er at finde frem til de oplysninger, der kan redegøre for, hvem Jens Peter Jessen var, og den anden side af fortællingen er at sætte Jens Peter Jessens liv og skæbne i sammenhæng med den historiske udvikling. ”Jessen har nemlig i sig hele historien om Første Verdenskrig, det dansk-tyske grænseland, mellemkrigstiden og Anden Verdenskrig, og på den måde bliver han som person et eksempel på de begivenheder, der fandt sted mellem 1914 og 1945.” (s. 8)

Søren Flott gør i forordet rede for, hvordan han næsten dramaturgisk har bygget skildringen op. Hvert kapitel indledes med en scene, der er rekonstrueret ud fra forskellige kilder. Herefter følger den historiske baggrund for begivenhederne og beretningen om Jessens liv i forhold til dem.

Rammerne for bogen er hermed lagt klart frem. Efter en prolog, der er skrevet i reportageform om det møde, der afholdes ”Dagen før dagen” mellem fire af hovedpersonerne hos Jessen som vært, kan det tyske drama begynde.

Første kapitel fører os i journalistisk reportageform ind i første verdenskrigs rædsler i helvedes forgård i en landsby i det nordlige Frankrig i foråret 1916, og her møder vi for første gang den unge Jens Peter Jessen. Han havde været med næsten fra begyndelsen af krigen. Kapitlet hedder ”Den tyske dansker”. Han blev dog først dansker, da afstemningsresultatet om nationalitetsspørgsmålet i 1920 var afgjort. Han var derefter en del af det tyske mindretal i Sønderjylland, og han oplevede at hans verden sank i grus, fordi han ikke forstod, at Tyskland havde tabt krigen, og fordi han følte, at ”Danmark havde udnyttet Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, og så havde man oven i købet den frækhed at kalde det for en demokratisk afstemning, når reglerne var forskellige, alt efter hvor i Slesvig man befandt sig”.  Hertil kom, at de ”nye magthavere i Tyskland var ved at nedbryde alle de værdier, han satte pris på, og det lod ikke til, at nogen ville gøre noget ved det – eller var der …?” (s. 29)

Som bekendt greb Hitler magten i januar 1933, og i løbet af nogle måneder blev Tyskland omdannet til en diktaturstat, hvor enhver form for opposition blev knust, og hvor diskrimineringen af jøder blev sat i system. Søren Flott lader os følge bogafbrændingerne d. 10. maj 1933, og vi bliver gennem reportagen afmægtige vidner dertil.

Interessant er det at følge Jessens udvikling. Han troede, at han i nazistpartiet havde fundet det parti, der kunne genrejse Tyskland, og han troede, at han ville kunne bruge sine videnskabelige evner i partiets tjeneste. Han erfarede, at det ikke var muligt, og derefter udviklede han sig fra tvivler til direkte modstander af nazisterne. Han oplevede, hvordan den nazistiske ”ideologi i praksis gik ud over hans venner og bekendte, over den frie forskning og over den tyske økonomi” (s.108). Det djævelske barberi, som krystalnatten d. 9. november 1938 udløste, førte til, at Jessen måtte konkludere, at det var nødvendigt at slå Hitler ihjel. Den journalistiske ouverture til denne konklusion er Søren Flotts reportage fra nazistpartiets årlige kongres i Nürnberg d. 13. september 1938. Kongressen faldt sammen med et kup, der var planlagt af mænd, der væmmedes ved det nazistiske regime, da de mente, at det havde besudlet den tyske ære med fanatisme og lovløshed. Konspiratorerne opgav at gennemføre kuppet, da de vurderede, at Hitler havde folket med sig.

I marts 1943 undgik Hitler endnu et attentatforsøg, som Jessen havde hjulpet med til, da han var blevet sat i spidsen for paskontoret ved hærens generalkvartermester. På den måde kunne han hjælpe til med at udstede gyldige rejsetilladelser, samtidig med at han bidrog til dannelsen af netværk, der kunne befæste modstanden mod nazisterne.

Da endnu et attentat mislykkedes, var stemningen blandt konspiratorerne på nulpunktet. Alligevel udtænkte Jessen i april 1943 den plan, som konspiratorerne fulgte, da Claus von Stauffenberg i juli 1944 forsøgte at slå Hitler ihjel med ”Bomben i mappen” (Overskriften på kapitel 8). Forsøget mislykkedes endnu en gang. Vi følger opgøret med konspiratorerne, og vi følger Jessen, da han bringes for folkedomstolen og som forventet bliver idømt dødsstraf.

Søren Flott bruger sin journalistiske uddannelse til at fortælle om Jens Peter Jessen. Det ses tydeligt i bogens komposition. Det ses af de scener, som han beskriver i reportagestil, hvilket tydeligt fremgår af, at han bruger historisk præsens til at gøre scenerne levende. Det er en fornøjelse at læse disse scener, som er centrale for forståelsen af begivenhederne og af Jessens liv. Fx kæder Søren Flott meget elegant reportagen om nazistpartiets årlige kongres d. 13. september 1938 sammen med det mislykkede attentat og med Jessens konklusion om, at Hitler måtte dræbes.

Selv for dem, der er bekendt med Tysklands historie i disse mørke år, bliver Søren Flotts historie vedkommende, fordi vi bedre forstår tilslutningen til Hitlers parti, og vi forstår det helvede, som den nazistiske ideologi førte frem til, når vi fatter, hvad det var, der fik folk som Jessen til at sige fra ud fra deres præmisser.

For Jessen var det faktorer som nazismens foragt for videnskabelig tænkning og kravet om blind lydighed, der førte til, at han måtte sige fra over for nazismen. Det var også tanken om Tysklands ødelæggelse og regimets forbrydelser, der fik ham til at blive modstander. På den anden side var han slet ikke lydhør over for tanker om demokrati. Jessen og andre konspiratorer havde udarbejdet et forslag til en ny grundlov. Her var der ingen tanker om frie valg. Han havde jo oplevet demokratiets svigt under Weimarrepublikken. Derfor havde han et ønske om at forbyde politiske partier. Ganske vist havde de gjort sig tanker om ”det moralske fundament for et nyt Tyskland, men der ville i bund og grund blive tale om en blanding af et autoritært militærstyre og en form for oplyst enevælde under et nyt statsoverhoved.” (s. 151) Det er ganske rammende, hvad den kendte tyske historiker Golo Mann skriver i sin bog ”Tysklands historie 1919-1945”:”Idet de (konspiratorerne) gjorde forsøget på at redde den tyske histories kontinuitet, mening og ære, som alt sammen ikke længere kunne reddes, tilhører de også en afsluttet fortid”. (s. 227)

Man må alligevel respektere Jessen, fordi han valgte at kæmpe for sin inderste overbevisning. Hvis Stauffenberg er en helt, mener denne anmelder også, at Jessen er det. Søren Flott mener dog ikke, at Jessen selv ville have kaldt sig det. Han ønskede mere at blive husket som et anstændigt menneske.

Søren Flott skriver i kapitel et om ”Den tyske dansker”, at ”Fædrelandet havde tabt krigen, uden at han kunne gennemskue, hvordan det var sket.” (s. 31) Netop denne følelse var en væsentlig forklaring på, at den såkaldte dolkestødslegende kom til at spille så stor en rolle i undermineringen af Weimarrepublikken. Netop derfor kunne jeg have tænkt mig, at Søren Flott havde bragt diskussionen om dolkestødslegenden med ind i bogen.

Afstemningen i 1920 om det nationale tilhørsforhold får føjet en dimension til i Flotts bog, da vi i bogen ser resultatet med Jessens tysksindede øjne. Det er overraskende, fordi vi i Danmark ikke er vant til at se det fra den vinkel. Men diskussionen herom bliver ikke udfoldet i bogen, selv om det kunne være spændende.

Bogen er forsynet med et afsnit med korte biografier over de vigtigste personer, der deltog i sammensværgelsen. Det er rigtig godt, da det gør det lettere at forstå bogen. Der er endvidere et afsnit om bogens rekonstruktioner. Bogen bliver mere anvendelig, fordi den på den måde kan bruges til at arbejde videre med de forskellige emner. Men det virker lidt upræcist, når der fx blot henvises til www.YouTube.com. Der er en kildeliste, som historikere ville kalde for en litteraturliste. Endelig er der et nyttigt register.

I Golo Manns bog er Jens Peter Jessens navn ikke nævnt, og det er Søren Flotts fortjeneste, at han har fundet frem til, at Jessen var manden, der udtænkte planen om at dræbe Hitler, og som Stauffenberg forsøgte at udføre. Søren Flott har sat Jessen det bedst tænkelige minde. Selv om man allerede kender meget til den tyske historie under nazismen, har Søren Flott løst opgaven fornemt. Vi føler, at vi bliver vidner til historien, og vi bliver klogere på mange af de problemstillinger, der var forbundet med nazismen. Bogen er velskrevet og elementært spændende. Derfor kan jeg varmt anbefale Søren Flotts bog.