Danskhed under pres

Af Kresten Søe

Metode og afgrænsning

Bogen følger i store træk forfatteren Merete Bo Thomsens Ph.d.-afhandling ”Dansksindede i udvalgte sydslesvigske landkommuner – nationale praksisser 1919-33” fra 2018. Der er tale om en videnskabelig forskning efter tre års research i forskellige arkiver og på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.
Undersøgelsen er afgrænset til 1919-1933, hvor den enkeltes nationale identitet kom i fokus op til afstemningen i 1920, og betingelserne for at praktisere dansk sindelag ændrede sig radikalt i årene derefter. Researchen er bl.a. på grund af de ret fåtallige eksisterende kilder afgrænset til udvalgte landkommuner mellem de frisiske områder helt i vest og Flensborg og byens nærmeste opland i øst. Lokaliteterne befinder sig alle med en enkelt undtagelse i 2. afstemningszone i Mellemslesvig.  

I bogens start defineres termen dansksindet, som ikke blot udsprang af sproget. Derefter gøres rede for værkets strukturelle opbygning suppleret af omstændighederne omkring research og forarbejde samt et oprids af fremstillingens analytiske metode.

Niveau og indhold

Forfatteren lægger ikke skjul på, at store dele af fremstillingen er styret af formkravene for forskning og derfor indforstået og ”langhåret”. Som et kompromis mht. tilgængeligheden anføres, at dette stof fortrinsvist er bragt sidst i bogen, og tilføjes, at fremstillingen som helhed er tilstræbt gjort ”så jordnær som muligt” af hensyn til den øvrige målgruppe.

Indholdet er for en stor del præget af de mange personlige erindringskilder og opdelt i emneafgrænsede kapitler.

Først bringes den bredere historiske ramme med forholdene før 1919. Derefter følger et kapitel om afstemningskampen, som den blev oplevet af de dansksindede. Den historiske ramme suppleres med yderligere tre kapitler indledt med de generelle betingelser for mindretallet i Slesvig-Holsten under Weimar republikken efterfulgt af et langt emneinddelt kapitel om de dansksindedes generelle hverdagsbetingelser i landkommunerne. De områder, hvor de enkelte danske familier var få, spredt og ofte delvist isolerede i modsætning til fx i Flensborg, hvor mindretallet i udstrakt grad havde mange meningsfæller, foreninger og institutioner at støtte sig til i plejen af deres nationale sindelag. Herefter går forfatteren i dybden med kapitler om kirken og præsterne i landkommunerne, ungdommens skole- og arbejdsophold i Danmark, de danske vandrelærerer og deres arbejdsbetingelser. Et yderligere kapitel uddyber her mht. strategi og metode for undervisning i bestræbelserne for at støtte både dansk kultur og skrift- og talesprog i Mellemslesvig. 

Senere i værket bringes kapitler om børnenes socialisering og forældres nationale prægning i opdragelsen. Herudover kommes ind på det organiserede fællesskab i landkommunernes og det danske foreningsliv. Endelig er der kapitler om brugen af danske medier i de sydslesvigske hjem samt et kvantitativt overblik over familiernes praksismønstre med hensyn til videregivelse af det danske sindelag.

Sidst i bogen afsluttes med et forskerrettet appendiks med fremstillingens teoretiske ramme og metodevalg. De allersidste små 30 sider omfatter kilder og litteratur. Værket citerer flittigt kildematerialet direkte i fremstillingen og er illustreret med s/h samtidsfotos af personer, kort og åsteder.

Mindretallet betalte dyrt for en pragmatisk afstemning

Tiden op til afstemningen i Zone 2 blev for mange i mindretallet et mareridt med efterfølgende vedvarende åbne sår på grund af den nationale polarisering. Dansksindede blev udråbt som lumpne forrædere og endog fordømt af de tyske præster fra prædikestolene i lokalsamfundene. Angst for social isolering fik mange dansksindede til at gå stille med dørene, idet de familier, der åbent vedkendte sig, i årene derefter ofte måtte udstå udbredt chikane i lokalsamfundene. Yderligere var det så som så med overholdelse af selv de mest elementære demokratiske principper op til og under afstemningen. Mange steder blev de danske møder her systematisk terroriseret og deltagere endog udsat for vold. I årene derefter blev mange familier, der blev udpeget som dansksindede, kæmpe mod social isolering, hvor kun fx respekt for landbrugsfaglig dygtighed kunne bryde isen. Ja, selv børn blev nogle steder mobbet og forfulgt i både skole og lokalsamfund.

Prisen for åbent at vedkende sig dansk sindelag var således høj i de mindre lokalsamfund. I det hele taget havde den ofte hårdhændede fortyskning siden 1864 sat sig dybe spor. Antallet af danske familier var veget, idet mange var flyttet nord for den gamle grænse eller var udvandret. Yderligere var det danske sprog i de senere år i aftagende som modersmål, idet danske forældre ofte talte plattysk i hjemmene for at lette børnenes skolegang i den tvungne tyske skole. Den gryende erkendelse af nationalt tilhørsforhold op til og i årene efter afstemningen var på den måde ikke udelukkende forbundet med sproget.

Baggrunden for vedkendelse af dansk identitet var ofte vag og udvisket af den massive tyske påvirkning i generationerne efter 1864. Man manglede simpelthen generelt den kulturelle baggrund og de meningsdannende holdepunkter, som nord for grænsen fx var tilknyttet andelsbevægelsen, de grundtvigske højskoler, den danske folkeskole og det typisk danske foreningsliv i landbysamfundene.  Den nuværende grænse blev i realiteten fastsat ved, at afstemningen i 1. Zone skete en blok. En forhåndsafgørelse, der blev truffet af både politiske og pragmatiske grunde for at undgå et stort tysk mindretal. Beslutningen herom blev senere i eftertiden blev betegnet som klog. Men de mange dansksindede mellemslesvigere måtte i årene derefter betale dyrt for den pragmatiske forsigtighed.

Vandrerlærere i fremstød for dansk kultur syd for grænsen

Dansk kultur og sprog i de mellemslesvigske landdistrikter fik ikke desto mindre et væsentligt løft efter afstemningen, idet der nu kom mange kulturelle, foreningsmæssige og sprogstøttende tiltag finansieret fra Danmark. Et væsentligt element her var de danske vandrelærere, der rundt om i landområderne underviste lokalt i bl.a. mundtlig og skriftlig dansk og læsning. Hertil kom senere også fx kurser i husflid, historie og gymnastik. Deltagergruppens aldersmæssige spredning var stor og holdene ofte små.

Efter nogle år succes var deltagergrundlaget dog vigende. Der var mange udfordringer: mangel på lokaler, frygt for chikane fra det tyske flertal og så selvfølgelig selve den geografisk afstand i landdistrikterne. Dertil kom, at kurserne blev holdt efter normal arbejdstid, hvor trætheden efter en lang arbejdsdag ofte gjorde det svært at komme af sted. Medvirkende var også, at der som årene gik optrådte en vis mæthed. Målgruppen blev mindre, idet målet delvist blev opnået, og flere og flere enten havde lært at skrive og læse dansk. Dansksprogede blade og bøger vandt udbredelse, og dansksindede familier gik mere konsekvent over til at tale dansk derhjemme med børnene for at støtte identiteten. Yderligere tilkom, at det fra 1926 omsider blev muligt at oprette danske privatskoler.

Generelt styrkede vandrelærernes indsats dog den danske identitet i Mellemslesvig væsentligt. Især de danske sange udgjorde et populært og vigtigt samlende element i helhedsbilledet.

Også danskstøttede studie- og højskoleophold nord for grænsen i Danmark var både eftertragtede og populære blandt ungdommen, og blev på denne måde en vigtig støtte for udbredelsen og fastholdelse af den danske kulturelle bevidsthed.

De dansksindedes organiserede forhold til kirken var til gengæld et Flensborgfænomen. Her stod KFUM og KFUK og den danskstøttede menighed både stærkt og talstærkt. Til gengæld var der kun få medlemmer fra landområderne. Her spillede udover afstanden også de lokale tyske præsters partiske aggressive optræden før og under afstemningen ind i mindretallets forhold til kirke og religion. Også de unges oplevelser fra rædslerne i skyttegravene havde her sat sig dybe spor med hensyn til troen på en god og retfærdig gud.

Illustrativ analytisk tilgang til kilderne

Bogen er forskningsmæssigt underbygget med uddragelse af analyser og tendenser fra tal- og personoplysninger i et detaljeret kildemateriale. Mange personer og familier er medtaget som eksempler på gennemgående og lokale tendenser. På samme måde udlægges, analyseres og citeres disse kilder flittigt direkte i fremstillingen, der som nævnt er udbygget med omfattende henvisninger og noter.

Til trods for at kildematerialet mht. begivenheder og tendenser i landkommunerne angives til at være sparsomt, så fremstår materialet overalt som kritisk analyseret med hensyn til svagheder, inden der uddrages gennemgående og generaliserende vinkler.

Konklusion og målgruppe

Den udprægede forskervinkel, som en Ph.d.-afhandling uundgåeligt er præget af, ses primært i bogens sidste del. Men elementet skinner også igennem i de øvrige kapitler, hvor også de mange kildeuddrag og personer ind imellem gør det nødvendigt for en mere forudsætningsløs læser at holde tungen lige i munden for at bevare overblikket. Fremstillingen er dog - som det også loves i indledningen – her sprogligt mere almen end i tilsvarende værker. Herved medvirker de mellemliggende kapitler sammen med den fine historiske ramme og værkets vellykkede strukturelle opdeling til, at en stor del af fremstillingen kan tilegnes af de fleste med videregående interesse for emnet. 

Dette ændrer dog ikke på, at værket grundlæggende fremtræder som forskningsrettet. Bedømt på denne primære præmis er bogen både grundig, velunderbygget og fint disponeret. Kapitlernes emneinddeling er velfungerende og formår at skabe en udmærket afgrænsning, der i høj grad kan understøtte mere alment ad hoc brug. Endelig er også forfatterens udtalte flair for at uddrage og argumentere plausible og overbevisende generelle linjer ud fra kildematerialet et stor plus for den samlede helhed.

[Historie-online.dk, den 24. februar 2021]