De danske vittighedsblades historie

Af Kresten Søe

Vittighedsbladenes betydning og epoke i Danmark
De klassiske danske vittighedsblades storhedstid lå fra 1840 til 1926. Herefter veg både udgivelser og oplag gradvist op mod Besættelsen, hvor aviser og dagbladene tog over. Enkelte blade fx. årsskriftet Blæksprutten, Hudibras og det lidt mere pikant orienterede Cocktail fortsatte dog i adskillige år derefter. Starten på storhedstiden defineres i værket fra Corsarens første nummer 1840, mens glansperioden ses afsluttet med, at det politisk-satiriske Klods Hans efter 27 år ophørte som ugeblad 1926.
De danske vittighedsblade var mange og ofte eksperimenterende enten ud fra en borgerlig vinkel som fx Punch og Folkets Nisse eller en modsatrettet socialistisk som fx Harald Brix’ Ravnen.

Corsaren viste her fra starten, hvordan ytringsfriheden kunne bruges til at latterliggøre regenten og magtens centrale personer. Satiren i vittighedsbladene var et modspil til tidens systembevarende rigide aviser og fungerede på denne måde som en ventil for kritik af magthaverne. Dermed spillede vittighedsbladene med deres karikaturer og latterliggørelse en vigtig rolle i tilblivelsen af den danske offentlighed og udgjorde her et vigtig aspekt mht. udformning af demokratiet og den demokratiske proces før og efter grundloven 1849.

Trods censuren blomstrede modet til at bruge satiren, vittigheder og grovheder ofte næsten hæmningsløst i vittighedsbladene. Men prisen for redaktører og skribenter var ofte mærkbar i form af beslaglæggelser, bøder og endda fængselsstraf - især i årene før århundredeskiftet.

Indhold og opbygning
De danske vittighedsblades historie indledes med generelle kapitler om bladenes funktion og fx samspillet mellem tekst og billeder. Hertil kommer omtale og analyser af tilsvarende blade i udlandet, ligesom der trækkes perspektiv tilbage til forløberne for den rent danske satiriske udvikling, som den tog sig ud før 1840’erne.

Det mest kendte af de tidlige vittighedsblade var nok Corsaren. Men faktisk hørte dette blad langt fra til de længstlevende i genren. Gennemgående var levetiden for de enkelte bladudgivelser nemlig relativ kort. Morten Thing opregner således i den aktuelle periode 146 vittighedsblade, hvoraf 60 havde en levetid på under 1 år og yderligere 43 på under 2 år. I guldalderen 1850-70 udkom 17 blade pr. tiår. I hele den centrale periode 1850-1929 blev det gennemsnitligt til mere end 10 udgivelser pr. tiår. Heraf var 29 årsskrifter. Blandt disse er Blæksprutten alderspræsident med 134 år, mens pendanten - den stadig eksisterende Svikmøllen - står for 99 år.
Humoren og udfaldene faldt som nævnt ikke altid i god jord har magthaverne, og ikke bare Corsaren blev udsat for et væld af retssager og beslaglæggelser. Helt op til efter Besættelsen, hvor pikante vittighedsblade som Varieté og Cocktail førte sig frem, måtte sidstnævnte i retten under justitsminister Steincke for utugtigt indhold.

Kronologisk opbygning med tematisering
Det over 500 sider lange værk er kronologisk opbygget omkring perioder, men rummer også kapitler med tematiske overskrifter. Bl.a. om enkelte markante blade som fx Corsaren, Klods-Hans, Punch, Folkets Nisse og Ravnen. Hertil kommer kapitler og temaer primært centreret om fx antisemitisk indhold med jødekarikaturer og jødevittigheder suppleret af bladenes vinkel på og afbildning af fx inuitter og sorte. Indhold, der i vore dage ville aspirere til straksdom for racisme, er her på tankevækkende vis researchet, analyseret og sat i perspektiv ud fra samtidsrammen.

Derudover kommer fremstillingen også fint ud i hjørnerne med behandling af substansen i de forskellige retssager ved censur og beslaglæggelser.

Yderligere fortælles om vittighedsbladenes hovedpersoner og markante redaktører som fx M.A. Goldschmidt, Alfred Schmidt og Harald Brix. Dertil kommer perspektiverende omtale af interne fejder mellem bladene indbyrdes og fx en fin historisk redegørelse for Corsarens berømte smædekampagner mod Søren Kierkegaard.
Værket tilføres her også yderligere værdi med en del fint historisk og politisk baggrundsstof med inddragelse af momenter som fx det overordnede danske politiske pres, der for en stor dels vedkommende udartede sig til selvcensur i mange blade som følge af frygt for Nazi-Tyskland op til og under Besættelsen. 

Illustrationer, research og kilder
Værket er et indbydende overflødighedshorn med sit væld af illustrationer – faktisk over 900 i både s/h og farve. Helt fra de i starten oftest anonyme stregtegninger til stadig højere kunstnerisk standart i tegninger senere så kendte notabiliteter fra Alfred Schmidt, Jensenius og Storm P. til Arne Ungermann, Herluf Bidstrup og Bo Bojesen. Alle i en fin gengivelse med en atmosfære, som giver læseren en udmærket indlevelse i samtidsrammen.

En vigtig del af fremstillingen udgøres her også af en redegørelse for illustrationernes udvikling og funktion i bladene, hvor disse gradvist optog pladsen for teksten og fyldte mere og mere på siderne gennem årene. Et element som i bogen udførligt begrundes - Dels trykketeknikkens udvikling og tekniske ekspansion - og dels i billedmediets sejrsgang, større gennemslagskraft og potentiale over for publikum.

Konklusion, niveau og målgruppe
Værket trækker med sin analytiske tilgang fine tværgående linjer og tendenser, der hele tiden holdes op på den historiske ramme. Et moment der udbygges med temakapitler og interessante vinkler med fx jødekarikaturer og besættelsessatire.  Hertil kommer et godt samspil mellem fremstillingen og de mange fine billedgengivelser fra bladene.  Et lille minus mht. læseoplevelsen er dog her, at læseren ofte er nødt til at blade frem for at se den pågældende illustration. Opbygningsmæssigt er der fine opslagsmuligheder med et godt stikordsregister og udførlige kapitelbeskrivelser i indholdsfortegnelsen. Det historisk faglige og bibliografiske får også sit med udførlige noter og en omfattende litteraturliste med kilder.

Morten Thing har overalt historikerens detaljerede og dybtborende tilgang til sit stof, og niveauet er højt og forskerpræget. Den primære målgruppe af videregående pressehistorisk interesserede er i overensstemmelse hermed forholdsvis smal.
Men det tager intet fra kvaliteten af et vigtigt historisk værk, der på en så tilbundsgående måde samler dette vigtige kapitel af dansk presse- og kulturhistorie.

Værket får her yderligere kvalitet i, at emnet ikke tidligere har været gjort til genstand for en samlet dansk historisk fremstilling.

Historie-online.dk, den 13. marts 2018