De forsvundne

Af Peter Henningsen

Kulturhistorikeren Palle O. Christiansen har igennem de seneste år arbejdet intensivt med folkemindesamleren Evald Tang Kristensens arkiver på Dansk Folkemindesamling. Størrelsen af Tang Kristensens efterladte materiale er nærmest ufatteligt, og det er i sig selv en herkulisk bedrift blot at gennemgå det for at skabe et overblik over de vældige papirdynger. Dette har Christiansen ikke desto mindre sat sig for, og i de senere år har han fra tid til anden publiceret mindre bidder af sine resultater i tidsskrifter som det svenske ”Saga och Sed” og det danske ”Fund og Forskning”, der udgives af Det kongelige Bibliotek.

Nu kommer altså denne store, flotte bog, som dog ingenlunde må betragtes som det endelige punktum for Christiansens utrættelige indsats. Ja, den er vel snarere at betragte som et mindre arbejde i forhold til det, der senere vil komme, når han ad åre er nået til vejs ende med sit gigantiske projekt. Der er med andre ord blot tale om en appetitvækker. Og hvilken én! 

Christiansen har minutiøst nærstuderet Tang Kristensens feltdagbøger, breve etc. fra en indsamlingsrejse, som han foretog i vinteren 1873 på de øde hedestrækninger mellem Holstebro, Herning og Ringkøbing. Det var dengang, da det mørke Jylland virkelig var mørkt. Bogstaveligt talt. Vældige sletter af lyng bredte sig, så langt øjet rakte, og når lyngen om vinteren blev brun, nærmest sort, fik landskabet et særligt dystert præg, der nok kunne virke noget forstemmende på en dansker fra mere østlige himmelstrøg.

Ved hjælp af Tang Kristensens feltdagbøger og gamle landskabskort, der viser nu for længst forsvundne lokaliteter, rekonstruerer Christiansen folkemindesamlerens rute gennem det uvejsomme Vestjylland og kortlægger de steder, Tang Kristensen besøgte. Mange af dem er forsvundet i dag, og det har krævet betydelig ihærdighed at finde frem til nu forladte bosteder og agre, der for længst er givet tilbage til naturen. Det er faktisk i sig selv en bedrøvelig historie at tænke på de horder af forarmede almuefolk, der livet igennem trællede løs på magre sandjorder for at holde dem i kultur, og det til ingen nytte, for jorderne var og blev næringsfattige og en ufølsom eftertid opgav hurtigt at dyrke videre på dem og lod dem springe i skov. Så meget arbejde, så meget spild.     

Palle Christiansen har nu rekonstrueret Tang Kristensens indsamlingstur og er selv fulgt i hans fodspor, for ved selvsyn at konstatere, hvad der er tilbage af de steder, som han besøgte. I bogen følger vi Tang Kristensens strabadser på de ufremkommelige hedeveje fra udsted til udsted, vi hører om de tanker, han gør sig, i de breve, han skriver hjem og i de notater, han nedfælder i sin feltdagbog. Vi får også et godt indtryk af, hvordan de hjem, som han besøgte, så ud; hvor usle og fattige de var, og vi læser hans beskrivelser af de mennesker, han mødte, og som han med stor ihærdighed fik til at fortælle eller synge for sig, nogle gange i timevis. 

Han var rent ud sagt utrættelig i sin søgen efter folkedybets skjulte skatte, og man får nærmest indtryk af et ulideligt selvoptaget, manisk og til tider uudholdeligt selvretfærdigt menneske, der pinte og plagede de arme informanter, indtil han ikke kunne vride mere ud af dem. Så drog han videre til det næste sted, hvor han kunne finde et offer, som skulle ”tømmes” og ”vrides” for sit lager af gamle eventyr, viser og fortællinger. 

Christiansen forstår at skildre hele dette forløb på en måde, så man skiftevis må beundre Tang Kristensen for hans ihærdighed og ryste på hovedet af hans ufølsomhed over for sine informanter, samtidig med at den jyske hedes usle hytter og beboere fremmanes for vort indre blik, så man føler, man selv er til stede. Det er kort sagt rigtigt godt gjort.

Hertil kommer, at Palle Christiansen gennem feltdagbøgerne har rekonstrueret de indsamlede fortællinger, som de blev fortalt til Tang Kristensen, når han sad i de kolde og fugtige hytter og lyttede og tog notater. Flere af fortællingerne blev ganske vist publiceret, enten af Tang Kristensen selv eller af hans mentor og velgører Svend Grundtvig, men først efter at de havde været igennem en sproglig redaktion og bearbejdning, således at de lærde kunne bruge materialet i deres analyser. Men herved mistede de samtidig noget af den umiddelbarhed og ”folkelighed”, som ellers var indsamlingens formål. Nu genopstår nogle af de oprindelige og uredigerede fortællinger så i Christiansens bog.

Det er ikke alene en interessant og uhyre velskrevet bog, som Palle Christiansen her har sendt på gaden. Det er også en meget smuk bog, trykt i stort format på lækkert papir. Opsætningen er lækker og illustrationsmaterialet eksemplarisk. Især fotografen Henrik Saxgreens fotos af, hvorledes de lokaliteter, som Tang Kristensen besøgte i 1870’erne, tager sig ud i dag, giver bogen en særlig dimension. De formår virkelig at sætte tankerne i gang hos læseren. Tanker om tidens gang og om de enorme forandringer, der er sket med Danmark og med det vestlige Jylland, siden Tang Kristensen sled strømper og støvler itu på hullede hedeveje og sank i til knæene i våde engdrag.

Endnu en tanke melder sig imidlertid, når jeg læser denne bog, og det er en tanke, der har at gøre med faget etnologi, som er Palle O. Christiansens faglige baggrund. Christiansen var igennem en årrække ansat som lektor i etnologi på Københavns Universitet, men da professor Bjarne Stoklund i midten af 1990’erne gik på pension og efterlod et ledigt professorat, røg faget ind i en bitter magtkamp mellem på den ene side en klassisk kulturhistorisk fløj og på den anden en såkaldt livsformsteoretisk eller kulturanalytisk fløj. En strid som kulturhistorikerne tabte, symbolsk markeret ved, at Christiansen måtte forlade sit lektorat og søge tilflugt på det historiske institut, hvor han forskede og underviste, indtil han i begyndelsen af årtusindet kom til Dansk Folkemindesamling. 

Med Christiansens afgang fra det etnologiske institut forsvandt kulturhistorien mere eller mindre ud af etnologien, som i stedet blev til en slags filosofisk-spekulativ sociologisk antropologi med et enormt teoretisk apparat, der gennem årene har gjort faget mere og mere uigennemtrængeligt for andre end de specielt indviede. Hvad det er, faget har mistet med kulturhistoriens exit, ses med al tydelighed i Christiansens bog, for den er et fornemt eksempel på, hvad den kulturhistoriske etnologi stod for. Bogen demonstrerer, hvor vedkommende etnologi kan være, når den udføres med så stor elegance og så høj faglig kvalitet, som det her er tilfældet.