De syv dødssynder
Af Nils Arne Sørensen
Forlagsbranchens veje er for udenforstående undertiden uransagelige. Som historiker er det svært at beklage, at flere forlag de seneste år har fået øjnene op for første verdenskrig. Til gengæld kan man kun undre sig over nogle af valg, branchen foretager, når den i den kolossale og stærkt voksende internationale litteratur om krigen finder de bøger frem, som danske læsere skal beriges med oversættelser af. Denne undren kan uden forbehold udstrækkes til valget af Sebastian Haffners lille bog.
Haffners bog er bestemt interessant. Men det er den især som historisk dokument. Bogen, der først udkom på tysk i 1964, var nemlig både en del af den debat, der fulgte udgivelsen af Fritz Fischers bog, Griff nach der Weltmacht (1961), og af den voksende kritik af Forbundsrepublikkens første ledergeneration, der prægede den offentlige debat i Vesttyskland fra begyndelsen af 1960erne – en debat, som vi i dag kan se var en helt central forudsætning for den liberalisering af den tyske politiske kultur, der begyndte at slå igennem med dannelsen af ”den store koalition” mellem de kristelige demokrater og SPD i 1966. I vid udstrækning populariserede Haffner veloplagt og pointeret Fischer-skolens synspunkter og radikaliserede dem ved i sit bidske efterskrift at hævde, at Adenauer-regeringerne efter 1949 førte en politik, der i mangt og meget mindede om den, som den politiske elite i kejserriget havde ført op til 1. verdenskrig. Haffners bog er således i udpræget grad et skrift, der er bundet til sin tid – som han også selv medgiver i efterskriftet til bogens 2. udgave fra 1981, der på mange måder er noget af det mest interessante ved bogen.
I sin lange indledning placerer Steffen Heiberg fint forfatter og bog i denne ophavssituation. Til gengæld gør han forbløffende lidt ud af at diskutere, hvordan man i dag (og ikke mindst i lyset af de sidste 15-20 års forskningsresultater) faghistorisk må vurdere Haffners bog. Heiberg understreger ganske vist flere gange, at Haffner var journalist og ikke historiker og medgiver, at han i sin kritik af den tyske ledelse ”i nogle tilfælde dog skyder over målet”. Men mens en tysk læser i høj grad må forventes at læse bogen på grund af dens klassikerposition i tysk politisk debat efter 2. verdenskrig (det er vel den primære forklaring på, at bogen i Tyskland blev genudgivet i 2001), så må man gå ud fra, at den almindelige danske læser først og fremmest vil læse Haffners bog som en veloplagt fremstilling af Tysklands ansvar for krigen og forklaring på, hvorfor Tyskland tabte krigen. Og her må det siges, at selv om de temaer Haffner fokuserer på fortsat er centrale, når faghistorikere diskuterer disse spørgsmål, så vil de fleste historikere i dag være ualmindelig skeptiske over for en del af hans svar og påstande. Her skal blot nævnes to eksempler fra hver sin ende af bogen. Det er simpelthen dokumenterbart forkert, at den østrig-ungarske ledelse ikke var ivrig efter at bruge mordet i Saravejo som anledning til krig mod Serbien (og så var Tisza ikke østrigsk, men ungarsk førsteminister). Og i krigens sidste år er det også skrivebordstænkning at argumentere for, at Tyskland - hvis man havde ført en mindre ekspansionistisk østpolitik - havde kunnet frigøre langt flere stridskræfter til vestfronten. De stridskræfter, man faktisk frigjorde, kom nemlig kun i begrænset omfang frem til vest, fordi mange soldater simpelthen valgte at forsvinde undervejs til vestfronten. Det havde klædt Steffen Heiberg, hvis han havde påpeget disse og andre punkter, hvor forskningen for længst har overhalet Haffners tekst.
