Den dag solen stod op
Af Per Ole Schovsbo
Lene Leed er sanger, sangskriver og komponist og nu også forfatter med en usædvanlig bog om syv år i Grønland med mand og fire børn. Det var udlængsel, der drev dem fra skolevæsnet i Thy, og Grønland var åbenbart ikke et fremmed sted for Lene Leed der, ligesom sin mand, tilegnede sig sproget, kulturen og den udfordrende natur. Bogen fortæller om hverdagslivet i den lille vestgrønlandske bygd kaldet Oqaatsut (der betyder skarver), der ligger ca. 23 km nord for Ilulissat ved bredden af Diskobugten. Den har en kendt historie til tilbage til 1600-tallet, hvor hollandske hvalfangere kaldte stedet Roo Baj – Den røde Bugt – der på dansk er blevet til Rodebay. Navnet skyldes parteringen af dræbte hvaler, hvis blod farvede vandet rødt. Bygden har været Iniut boplads længe før hollænderne kom.
Bogen fanger læseren, fordi Lene Leed lukker sin grønlandske verden op og forklarer uden omsvøb, hvad bygdens beboere ser, oplever og gør for at leve og overleve i et tæt fællesskab. Der hersker ø-kultur på godt og ondt, og man hænger sig ikke i småting, men opfinder de værdiskalaer der er nødvendige i det lange løb, og når katastrofen står for døren, og man bliver bange. Derfor indtager Lene Leeds ondartede sygdom, der afslutter de syv år i Grønland, næsten kun en bisætning, til trods for at det er den frygtede Huntingtons, der er uhelbredelig.
Lene Leed og hendes mand kom som lærerpar til bygden og i løbet af kort tid kom de ind på livet af bygdens beboere og deltog i deres hverdag i det tørre klima i læ for vinden, men udsat for isbræernes kælven, den kolde og mørke tid, solens tilbagevenden og ikke mindst de mange oplevelser med hunde og slæder, sælfangsten, fiskeriet og jagten. Familien har ligesom de øvrige familier deres egen båd, så de kan sejle til andre bygder, heriblandt Ilulissat, hvor der er sygehus med læger, lufthavn og meget andet, der har betydning for den lille bygd i nærheden. Herfra går forbindelsen til den store verden ikke mindst til Danmark, som kun er nærværende i form af korte nyhedsudsendelser mellem Disney sjov via det grønlandske TV, der ofte kan modtages. Mobilnettet kan kun fungere fra bestemte steder i bygden.
Bygden har bl.a. skole, kapel, fælleshus, butik, brandstation, badehus, sygeplejestation, tappehuse med afsaltningsanlæg, mens husholdningerne selv henter is fra bræen til drikkevand. Der er selvsagt ingen kloakering, og nødtørften samles i gule sække, der indsamles og brændes.
Den store opmærksomhed fra danske og udenlandske politikere fik området og deriblandt bygden på grund af den hurtige afsmeltning af indlandsisen, som var de tidlige tegn på klimakrisen og Jordens opvarmning. Sussi og Leo kom også til bygden på kort besøg ligesom kronprins Frederik og skatteminister Kristian Jensen og mange andre.
Mest fylder fortællingerne om naturoplevelserne, fuglejagterne, sejladserne og ikke mindst ture med hundeslæder i det barske og omskiftelige vejr, den vanskelige havis med store og små isbjerge der gør turene ud til fiskepladserne uforudsigelige. Så er der sælerne og ikke mindst isbjørnene, der kan være farlige og derfor som regel nedlægges af den jæger, der først ser dem.
Bogen består af over 100 afrundende fortællende og illustrerede kapitler, der hver har en stor eller lille pointe, som giver en let overskuelig læsning der dog kræver, at man husker de forskellige personligheder og deres navne, der udgør bogens ledetråde. Lene Leed er ikke meget for at fortælle om de sociale og personlige problemer, som et så udsat og isoleret lilleputsamfund må rumme. Dog hører vi om selvmord blandt de ældre inuitter, der genkendes tilbage i historien. Når de ikke længere var til gavn for fællesskabet, sprang de ud fra fjeldet og lettede dermed bygdens overlevelse. Men hvorfor de unge? Som læser opleves det grønlandske forsøg på at samle de mange spredte bygder i de tre regioner fra syd til nord og vest til øst som en tung byrde for de unge i en nutid med verdensomspændende informationer fra elektroniske medier. Bygden og den kulturelle identitet er derfor både et hjem og et fængsel, og det forekommer at være Lene Leeds egentlige budskab.
[Historie-online.dk, den 23. oktober 2024]