Den kolde krigs dobbeltagenter

Af Martin Jensen

Forfatteren skriver i bogens forord, at han har skrevet bogen, fordi han ikke kunne finde en kortfattet introduktion til den kolde krigs dobbeltagenter, og derfor måtte han selv skriver en sådan.

Projektet er for så vidt lykkedes, for har man aldrig læst om ’the Cambridge Five’ -  Kim Philby, Guy Burgess, Donald Maclean, Anthony Blunt, John Cairncross - russerne Anatoly Golitsyn, Oleg Penkovskij og Oleg Gordievskij eller amerikanerne Aldrich Ames og Robert Hanssen, får man en letlæst introduktion.

Forfatteren undres med rette over, hvordan afskyen for fascismen i 30’erne kunne få så mange studerende fra den engelske overklasse på Cambridge (og andre universiteter) til at tro på den totalitære sovjetiske kommunisme, der endda i slutningen af 30’erne allierede sig med Nazi-Tyskland.

Det er ulige nemmere at forstå, hvordan Golitsyn, Penkovskij og Gordievskij gennem deres arbejde i GRU og KGB kom til en erkendelse af, at den kommunistiske udlægning af historien ikke stemte overens med den virkelighed, de gennem deres arbejde kunne iagttage.

Amerikanerne Ames, der arbejdede for CIA’s kontraspionage, og Hanssen, ansat hos FBI med overvågning af sovjetiske/russiske agenter, var motiveret af penge, mens alle de øvrige blev dobbeltagenter af ideologiske årsager. 

Hvis man i forvejen har læst om efterretnings- og agentvirksomhed under den kolde krig, er der til ikke meget at komme efter i bogen. Portrætterne af de enkelte personer er kortfattede og holdt på et meget overordnet plan, så man kommer ikke i dybden med motiver, baggrund eller hvilke oplysninger der blev udleveret.

Forfatteren kunne med fordel have inddraget et par tyske dobbeltagenter, f.eks. Heinz Felfe eller Gabriele Gast, der begge arbejdede for den vesttyske efterretningstjenste BND, mens de i virkeligheden var spioner for østtyske STASI. 

[Historie-online.dk, den 18. august 2021]