Den store katastrofe. Europa 1914-1933

Af Nils Arne Sørensen, Professor i moderne historie, SDU

Britiske historikere fylder godt op, når det gælder udforskningen af tysk historie. Fra de senere år trænger navne som Christopher Clark og Richard Evans sig på – og så selvfølgelig Ian Kershaw, der har helliget et helt historikerliv til udforskningen af nazismen. Bedst kendt er hans monumentale Hitler-biografi (1998-2000), men hans udgangspunkt var history from below – eller Alltagsgeschichte, som det hedder på tysk; Kershaws banebrydende bog om opfattelser af Hitler i den tyske befolkning udkom først på tysk (1980). Fremhævelse fortjener også hans systematiske diskussion af forståelser af nazismen som styre i The Nazi Dictatorship  (1985, 4. udg. 2000), som helt berettiget var obligatorisk læsning på alle kurser om nazismen med respekt for sig selv i mange år. Kershaw blev pensioneret fra sit professorat på University of Sheffield i 2008, men bruger tilsyneladende ikke sit otium på bier, som Sherlock Holmes gjorde. Bøgerne kommer fortsat i en imponerende strøm; senest Den store Katastrofe, hvor nazismeeksperten så at sige ”brancher out”: der er tale om det første af fire bind om Europas historie siden 1914, kan man læse i indledningen.

Det er imidlertid lidt af en tilsnigelse. Faktisk er der tale om den første halvdel af bogen To Hell and Back: Europe 1914-1949 (2015), som er 8. og næstsidste bind af forlaget Penguins Europahistorie, redigeret af David Cannadine. Sidste bind, som skal dække tiden fra 1950 til i dag under overskriften Fractured Continent er endnu ikke udkommet, men har også Ian Kershaw som forfatter. Det kræver naturligvis ikke den store regnekunst at gennemskue, hvordan disse to bøger kan blive til fire (og næppe heller at forklare hvorfor forlaget har valgt at gøre det). For læseren er denne operation imidlertid ikke uden omkostninger, fordi hverken forlag eller forfatter har gjort noget for at sikre, at den halve bog kan fungere som en helhed i sig selv. Indledningen præsenterer hverken de sammenhængende idéer bag det samlede (firebinds) værk eller nærværende første del, men i stedet fremstillingen af perioden 1914-49. Litteraturlisten dækker også hele denne periode, og selv om der er kosmetiske ændringer i indledningen i forhold til To Hell and Back, så savnes en afsluttende overledningstekst til næste del af bogen: det sidste punktum her er identisk med det sidste i kapitel 5 To Hell and Back.

Det gør det faktisk også ret besværligt at anmelde bogen. Når man har læst denne bog kan man fx undre sig over, hvor lidt Kershaw gør ud af emner som fx demografi, religion, intellektuelle strømninger og underholdningskultur, men det behandles i et særskilt kapitel i næste (halv)bind. At så centrale emner (og hertil mere langsigtede udviklingstendenser) så at sige gemmes af vejen i et kapitel for sig, fortæller også om et værk, der er overraskende gammeldags: Kershaws Europahistorie er først og fremmest politisk historie og adskiller sig tematisk i forhold til hvordan sådan et værk ville være blevet skrevet for 50 år siden først og fremmest ved, at Kershaws interesse for historie fra neden er meget tydelig. Blandt bogens bedste afsnit er skildringerne af, hvordan første verdenskrig var set med soldaterøjne og for den brede befolkning på hjemmefronterne, og af, hvor barsk livet var for de arbejdsløse og deres familier om den økonomiske krise i 1930’erne. Tyske anmeldere har kritiseret bogen for at interessere sig for lidt for Østeuropa; det forekommer uretfærdigt – her er langt mere om Europas østlige del, end vi er forvænt med.

Titlens ”store katastrofe” er selvfølgelig første verdenskrig, men ikke blot krigen, men også dens konsekvenser som en nødvendig forudsætning for nazismen (og fascismen) og deres succes; i Kershaws udlægning er Europas historie i perioden 1914-33-45 i høj grad historien om nazismen, dens forhistorie og konsekvenser (mens 1945-49 så er årene, hvor kontinentet arbejder sig ud af ”Helvede” igen). Ingen kan bestride, at vi her har et helt dominerende motiv i periodens historie, men ved at gøre det til periodens altdominerende motiv bliver Kershaws fremstilling noget tonedøv over for, at mellemkrigstiden faktisk var en utrolig sammensat tid, hvor vi også kan se mere end ansatser til de udviklingsspor, der kom til at præge udviklingen efter 1945, ikke mindst tanken om sociale demokratier og velfærdsstater, der blev dominerende i (Nord)Vesteuropa i de første årtier efter 2. Verdenskrig, men også den kraftige amerikanske påvirkning af erhvervsliv, forbrug og populærkultur var allerede tydelig i 1920’erne og 30’erne.

Tilgangen i bogen er klassisk (for ikke at skrive gammeldags) med Kershaw som den alvidende fortæller. Her er der ikke diskussion af modstridende tolkninger, og læseren levnes ikke mange chancer for at reflektere over holdbarheden af Kershaws valg; her er intet noteapparat, og selv om der er en ganske omfattende liste over værker, som Kershaw har fundet ”interessante og nyttige”, så er det ikke nødvendigvis en stor hjælp. Fx optræder Chris Clarks The Sleepwalkers (2012) om første verdenskrigs rødder på litteraturlisten, men Clarks argumentation har ikke sat sig noget spor i Kershaws fremstilling, der når det gælder forklaringer på første verdenskrigs årsager holder Kershaw fast i den tolkning, der dominerede for 10-15 år siden uden nogen knæfald for de ganske omfattende forsøg på at nytolke dette felt, som vi har set siden midten af 00’erne. Et andet eksempel er Roger Griffins nyklassiker The Nature of Fascism (1991), hvis tolkning af fascisme og nazisme ligger endog meget langt fra den tolkning, læseren præsenteres for i bogen. Her er vi imidlertid er særdeles gode hænder hos Kershaw, hvis fremstilling af nazismen (og i vid udstrækning også fascismen) er overbevisende.

Trods dette er det svært at blive rigtig begejstret for bogen. Noget af problemet skyldes Kershaws prioriteringer af stoffet og hans valg af fremstillingsmæssig tilgang. Men meget skyldes også forlagets tvivlsomme beslutning om at dele et værk, der er tænkt som en helhed, midt over uden nogen begrundelse. Forlaget må også tage på sin kappe, at et kort over Europa 1923 (s. 152-153) er gengivet i et format, hvor ikke blot det meste af Danmark, men alt hvad der deler længdegrader med os, er forsvundet (det kan undre, at dette vigtige kort ikke er placeret på det bagerste inderomslag, hvor vi i stedet har fornøjelsen af et kort over Europa 1914, som vi også møder, når vi åbner bogen forfra). Mens oversætterne skal roses for de mundrette oversættelser af veletablerede engelske vendinger som ”going over the top” og ”first past the post” til ” at klatre over kanten” (af skyttegraven) og ”først over stregen” (om det britiske valgsystem), er det uheldigt, at ”Britain” konsekvent er oversat til England, og helt skidt, at originalens ”trillion” oversættes til samme ord (s. 197). Den rette oversættelse er billion (På dansk er en trillion en million billioner; det er trods alt en forskel – selv når vi taler om hyperinflation).

Hvis man er på jagt efter en fremstilling af Europas historie i 1900-tallet der inddrager en række af de indsigter, som faghistoriske nybrud har bidraget med siden 1980’erne, er britiske Mark Mazowers Dark Continent (1998) fortsat et bedre bud, og har man lyst til at læse en pointeret original tolkning af århundredes første halvdel (hvor verdenskrige og nazisme også tildeles den helt centrale rolle), kan tyske Volker Berghahn korte Europa im Zeitalter der Weltkriege. Die Entfesselung und Entgrenzung der Gewalt (2002, engelsk: Europe in the Era of Two World Wars: From Militarism and Genocide to Civil Society, 1900-1950, 2006) anbefales på det varmeste.

 Ian Kershaw

Historie-online.dk, den 4. juli 2017