Den tapre Landsoldat - Fredericia 1858-2008

Af Steen Ivan Hansen

Som Paris har sit Eifeltårn og København sin lille Havfrue, har Fredericia Den tapre Landsoldat. Det er et monument, byen er stolt af, og sjældent har en statue da også været mere historisk velanbragt, end landsoldaten lige indenfor Prinsens Port i den gamle fæstningsby.

Vi kender ham alle fra skolen, gennem sangene, ikke mindst ”Dengang jeg drog af sted”, malerierne og alt det andet, myter skabes af.

Nu har landsoldaten fået sin egen biografi i anledning af hans 150 års fødselsdag, da statuen blev rejst i 1858, og dermed nogle få år efter afslutningen af den krig, han vandt. Bogen ”Den tapre Landsoldat” er skrevet af to Fredericia-historikere, Ulla Qvortrup og Anders Engelbrecht, og de har præsteret et stykke gedigen lokalhistorie. Det er tankevækkende at en statue har kunnet pådrage sig så megen opmærksomhed gennem årene, som landsoldaten har gjort. Torvet, hvor den står, har med tiden skiftet navn fra Prinsens Plads til Landsoldatpladsen, et hotel blev opkaldt efter monumentet, og der er i årenes løb kommet en flod af postkort, små statuetter, askebægere, kopper og glas med det selv samme motiv.

Med den placering i byens identitet er det ikke mærkeligt, at der nu er kommet en bog om statuen, som jo oven i købet er et kunstværk af høj rang, udført af H.V. Bissen.

Som et stykke lokalhistorie må værket afgjort være interessant læsning, der både giver tilblivelseshistorien og den historiske baggrund, og samtidig gennemgår alle de øvrige krigermonumenter i byen, og det er ikke så få.

Lad så være, at ”Den tapre Landsoldat” ærligt talt rent sprogligt ikke er så velskrevet. Især 1. del er præget af en vaklen mellem nutid og datid og formuleringer, som kunne have vundet ved en kritisk omskrivning. Jeg nøjes med et eksempel, men der kunne gives mange:” Allerede den 11. februar 1851 har Bindesbøll skitsen parat af graven”.

En anden ordstilling havde gjort sætningen en del bedre´, f.eks.: Allerede den 11. februar havde Bindesbøll skitsen af graven parat”.

Bogen er velillustreret og sælges til en absolut rimelig pris i forhold til udstyr og kvalitet. Med hensyn til illustrationer havde det nu været ganske sjovt at se det forslag, som måtte vige for Bissens, nemlig Jerichaus udkast. Det er selvfølgeligt muligt, at hans tegninger ikke findes mere. Men gør de det, synes jeg udkastet burde have været bragt. Statuen af landsoldaten er afbildet ikke færre end 44 gange i bogen (hvortil kommer alle reproduktionerne), så det kunne man nok have fundet plads til.

Men som sagt: bogen er et stykke udmærket lokalhistorie og den giver os mange oplysninger både om treårskrigen og om tiden der fulgte, samt ikke mindst den nationale strømning, statuen var et udtryk for.

Hvad bogen ikke tager fat på, er en diskussion om hvad et sådant monument egentlig betyder for os i dag. Den tapre Landsoldat var ifølge forfatterne det første monument af en ukendt soldat. Det er sikkert rigtigt, men i modsætning til den ukendte soldats grav under Triumfbuen i Paris og en hel del andre, tilsvarende monumenter, fremstiller Fredericia-statuen ikke et krigens offer. Han er den sejrende soldat med bøgegrene i stedet for laurbærkrans, med den ene fod på en kanon og med sit bajonetbesmykkede gevær i hånden. Oven i købet er han omgivet af en krans af morterkanoner.

Er det for meget at sige, at det var denne overmodige holdning efter tre-årskrigen, der var medvirkende årsag til den militære katastrofe i 1864? Meget tyder på, at hvis Danmark havde vist politisk mådehold og fornuft, kunne krigen i 1864 med tabet af Slesvig have været undgået.

Har vi brug for den slags nationalisme, som Landsoldaten udtrykker i vor globaliserede verden? Landsoldaten er samlingspunkt for mange kredse som et nationalt monument af den mere krigeriske art. For min skyld kunne vi godt undvære Forsvarsbrødrene med deres faner og kranse.

Disse overvejelser gør nu ikke Bissens statue til et dårligt værk: den er flot – og det gør heller ikke Qvortrup og Engelbrechts bog til et dårligt værk: den er interessant, ikke mindst for de lokalhistorisk interesserede.