Der kommer tog

Af Birthe Korsbæk.

Et digert værk på 265 sider om de danske jernbaners historie, Rigt illustreret med mange fotografier.

Straks ved læsning af bogens titel hører man for sit indre øre en metallisk kvindestemme blive ved og ved: ”Gå ikke over sporet, der kommer tog, - gå ikke over…. o.s.v.

Efter endt læsning ved man vel næsten alt om Danmarks jernbaner og tog, om anlæggelsen af jernbanerne i slutningen af 1800-tallet, de kulfyrede damptog, der rygende og osende prustede sig vej gennem landet, - et stolt syn!!

Vi får dampdriftens historie fra de første jernbaner i landet åbnede i 1847 og til afslutningen på dampdriften i 1970. Vi har endnu enkelte museumstog bevarede over nogle få kilometer, hvor vi stadig kan opleve stemningen, lydene og lugtene fra damptogenes tid.

Hvor det fra start var vigtigt, at toget standsede i alle landets små sogne, gik det efterhånden i retning af, at hurtig transport var det vigtigste.

Vi læser om det beskidte og slidsomme arbejde med at ren- og vedligeholde de gamle tog, samt fylde dem op med vand og kul. Det første tog mellem København og Roskilde med kong Christian 8. (han kørte dog med hestevogn tilbage igen).

Betrækkene på nakkestøtterne, som jævnligt måtte udskiftes, fordi man brugte pomade i håret.

Den udvendige billettering eller samling af togstammerne, som var farligt arbejde.

Forfatteren har fundet mange sjove, alvorlige og rørende hændelser på det danske jernbanenet. Bl.a. om det første tog, hvor personvognen måtte trækkes af to heste op ad Valby Bakke.

Et afsnit handler om Københavns sporveje. Vi får historien om de første dieseldrevne tog, - litra MY, også kaldet My fair Lady, idet de fik en lige så vanskelig start som den kendte operette af samme navn. Man kan læse om genvordighederne ved starten af både operetten og toget.

Dog fik operetten til slut et ”orkanagtigt bifald”. Det samme var ikke tilfældet med lokomotiverne, der tilbragte det meste af tiden på værksted og derfor fik tilnavnet Martin Luther (”Her står jeg, jeg kan ikke andet”). På grund af lokomotivernes markante forpartier kaldtes de også Marilyn Monroe.

Så skulle der bygges jernbanefærge. På morsom vis er vanskelighederne ved at bringe tog og biler over Bælterne beskrevet.

Ledvogternes historie er med – deres vigtige rolle for sikkerheden på sporene gik langt videre end til at åbne og lukke leddene. De morsomme meldesystemer beskrives.

Der er et afsnit om signaleringens udvikling gennem årene.

Livet i ventesalene, der blev anvendt til meget andet end til at vente på tog.

Konkurrencen mellem DSB og Privatbanerne, - og også samarbejdet parterne imellem.

Mange underholdende og muntre hændelser på togrejser krydrer de mange faktaoplysninger.

Privatbaner anlagt specielt til og af brug for virksomheder (f. eks. Faxe kalkbrud og roebanerne) til transport af deres varer.

Vi læser om lyntog, kurertog, eksprestog, motortog, S-tog, godstog, særtog, materialetransport m. m.

Rangering med planlægning og overblik, og evt. med omlæsning. En hård, daglig tørn for både mænd og rangerheste. Måske med hjælp af en ”pinsestang” og en ”hund”.

Det er sjovt at læse de personlige erindringer ved togrejser eller godstransport, hvor godset helst skulle nå frem til tiden.

Der er et afsnit om jernbanernes betydning i besættelsesårene, da godsvogne fik ”tørvehæk” til transport af tørv eller brunkul. Og om sabotage, der hørte til nattens orden.

Togulykker og bestræbelser på at undgå dem har deres eget kapitel.

De omfattende anlægsarbejder af baner, viadukter, broer. Skaderne ved togulykker kunne have voldsomme og tragiske konsekvenser. En af de mindre omfattende skader, der beskrives var, da trafikminister Gunnar Larsen skulle tage det første spadestik til Fugleflugtslinien, og spadens skaft knækkede.

Om banevogterne, som hver dag måtte gå lange strækninger langs banen for at kontrollere, om der var opstået mangler, eller der var uvedkommende genstande på sporet som f. eks. væltede træer eller buske, eller om svellerne var slidte eller defekte.

Specialvogne til utallige formål beskrives og vises på foto.

Så kom banenedlæggelserne, - intet varer evigt. DSB fik rutebiler, som på Staunings opfordring blev røde.

Jernbaneentusiaster over hele landet har nu dannet DJK (danske jernbaners klub), der samler og bevarer repræsentative eksemplarer af jernbanemateriel, og der er også flere steder oprettet veteranjernbaner, hvor man kan tage en udflugt med de gamle tog eller cykle på dræsinecykler og mindes ”gamle dage”.

Vi har her et særdeles grundigt og mangfoldigt værk, som er rigt illustreret med et utal af fotografier. Krydret med mange sjove, muntre og alvorlige hændelser og erindringer et særdeles læseværdigt værk, som fremkalder minder hos den ældre læser og fortæller om en ikke så fjern fortid for den yngre.