Deres taknemmelige...
Af Kresten Søe
En gammel kasse med breve fortæller historie
Bogens materiale tager udgangspunkt i en gammel trækasse, der rummede en tysk samling af korrespondance og breve fra de første år efter Befrielsen. Materialet stammede fra Methine Smidt, som var Mariane Blume Aarhus´ mors tante og fremtræder oversat og redigeret i sammenhæng af Mariane Blume Aarhus.
Bogen er en brevveksling mellem Methine og en tysk flygtningefamilie, som er illustreret med blandt andet s/h samtidsfotos af landskaber fra flygtningens tidligere tabte hjemegn, gengivelse af korrespondencens originale breve plus atmosfæreunderstøttende småillustrationer i form af fx vignetter fra en børnebog, små malerier og tegninger fra lejrene. Alt sammen oprindeligt en del af den gamle trækasses indhold.
Historiens største etniske udrensning
Mod slutningen af 2. Verdenskrig skubbede den røde hærs fremrykning en strøm af flygtninge mod vest. Dels fra de rigstyske områder, der i århundreder havde været rent etnisk tyske, dels bestående af tyskere fra Baltikum og Vestpreussen.
I alt blev fra 1945 og i de første efterkrigsår op til 12 millioner tyskere fordrevet fra de nu tidligere rigstyske områder i øst. Yderligere tilkom så tre millioner fra sudetertyskere i Tjekkiet samt tre millioner fra det øvrige Østeuropa - i alt måtte således omkring 18 millioner tyskere forlade deres hjemstavn, hvor de havde udgjort en ren etnisk tysk befolkning gennem generationer helt tilbage fra den første middelalder.
Fordrivelsen var i sit omfang chokerende og yderligere den nyere histories største etniske udrensning og med den gik en århundred gammel kultur til grunde for evigt.
I krigens sidste måneder blev mange af flygtningene evakueret med skib fra havnene ved Østersøkysten, og omkring 200.000 endte på den måde i Danmark og blev af besættelsesmagten fordelt med ophold i fx skoler, forsamlingshuse, hoteller og offentlige bygninger.
Masseflugt over Østersøen
Masseflugten fra de tyske østområder og de mange druknede i krigsforlisene i Østersøen i den sidste del af krigen vil nok de fleste bekendt.
Knapt så udbredt er indsigten i omfanget og brutaliteten i de etniske fordrivelser af tyskere fra deres hjemstavn i de første efterkrigsår.
Oven på Hitlers grusomheder forløb verdenshistoriens største etniske udrensning og dens medfølgende massedrab ret upåagtet, selv om udrensningen ifølge flere forskere som Timothy Snyder i: Bloodlands og den danske forfatter Arne Sloth Kristoffersen kostede op mod en million tyskere livet i et efterfølgende kølvand af brutaliteten, mord, voldtægt, udsultning og mishandling.
Begivenheder har såmænd heller ikke senere fået den store omtale i historiebøgerne. Dette til trods for at de omfattede næsten 20 millioner civile resulterede i en million dødsofre i en periode, hvor det ellers hed sig, at freden sænkede sig i Europa.
Lickfett familien når som 200.000 andre uglesete flygtninge i sikkerhed i Danmark
Blandt de 200.000 civile krigsflygtninge - stort alle gamle, kvinder og børn - ankom familien Lickfett i marts 1945 med skib til København. Først Hildegard Lickfett med syv af sine børn, svigerinden Charlotte Lickfett og dennes mor samt senere også Hildegards mand Karl Rudolf som flygtninge til Danmark. Yderligere blev flere savnede medlemmer af den store familie efter lang tids usikkerhed opsporet i det besatte Tyskland.
Efter befrielsen den 5. maj blev de mange flygtninge overtaget og interneret af de danske myndigheder og anbragt bag pigtråd dels i besættelsesmagtens efterladte bygninger og små og store lejre. Familien Lickfett tilbragte her de næste tre år, inden den kunne bosættes det slagne Tyskland.
Fra en lejr i Sønderjylland formåede Charlotte Lickfett, som efter første verdenskrig delte en fælles fortid med Methine Smidt i Vestpreussen, ret hurtigt at få skabt kontakt til Methine, der da var beskæftiget som gartner på Spandetgaard i samme landsdel.
Kontakten medførte en mangeårig brevveksling, som danner bogens kærne i form af et meget personligt og nærværende indtryk af en af de mange tyske flygtningefamiliers internering og ophold i den nære efterkrigstid i Danmark.
Om at se de små glæder trods sammenstuvning, savn og mangel
Flygtningefamiliens - hovedsageligt Charlotte, Hildegard og ind i mellem også Karl Rudolfs Lickfetts - brevveksling med Methine omhandler udover små hverdagsbegivenheder også omtale af restriktioner, savn og mangler, som Methine flittigt råder bod på ved at tilsende brugt tøj, garn og sytråd samt for flygtningene så vigtige ting som fx skomagersøm og kassabelt men reparabelt fodtøj til de mange børn i lejrene.
Charlotte takker altid varmt og dybfølt for Methines opmærksomhed. Hun beklager sig sjældent, og i det hele taget bevarer Lickfetterne et ukuelig livsmod fx i glæden ved de små ting, børnenes ubekymrede leg og muligheden ved at kunne udfylde tiden i de sammenstuvede barakker med at undervise lejrens børn. Yderligere bidrog de løbende glade budskaber fra Tyskland med uventede livstegn fra savnede familiemedlemmer til optimismen og mildnede derved fx frustrationer over tyverier fra frihedskæmperne, smålig dansk kontrol med beslaglæggelse af fx. en lille pakke blommer fra Methine til børnene og de i starten nidkære danske restriktioner. som fx kun tillod afsendelse et enkelt brev med højst 25 ord om måneden. Med andre ord vælger Lickfetterne hellere at se glasset som halvt fyldt end halvt tomt.
Sideløbende med lejrenes små lyspunkter beretter brevene om de alvorlige begivenheder i den tidligere, hjemstavn, som nu blev indlemmet i Polen i et bredt kølvand af mishandling, fordrivelse og sult, der ofte ikke stod tilbage for den røde hærs tidligere grusomhed, plyndring og massevoldtægter, der ofte medførte selvmord blandt de kvindelige ofre.
John V. Jensen fortæller
Som afslutning supplerer John V. Jensen, som er museumsinspektør på Vardemuseerne og forfatter til både bøger og artikler om de tyske flygtninge, med 20 sider, der til på flere måder udgør en nyomskrevet version af de tyske flygtninges historie i Danmark 1945-47.
Dels med fx en velargumenteret nedskrivning af de hidtidige antal fra 250.000 flygtning til 200.000, og dels en reduktion af dødstallet blandt disse. Her blandt andet med henvisning til, at de store flygtningekirkegårde på Karupegnen primært var udgjort af en flytning og samling af gravsteder fra andre lejre og altså ikke som ofte antaget udelukkende stod for omkomne i dette område.
Derudover anføres, at de herboende tyske flygtninge angående forplejning og muligheder ofte var langt bedre stillet end de tilsvarende flygtninge i besættelseszonerne i det tyske hjemland. En kendsgerning, der i øvrigt også gentaget bekræftes af indholdet i bogens breve.
De mange børnedødsfald i tiden kort før og lige efter befrielsen legitimeres også delvist som et resultat af samtidstidsrammen. Ikke desto mindre fremstår de små flygtningebørns skæbne og frihedskæmpernes optræden som vogtere i lejrenes første tid lidet flatterende for periodens danske historiske eftermæle.
Derudover var Lickfett familiens også i modsætning til andre foruden kontakten med Methine Smidt også begunstiget i, at familiens børn havde overlevet, og de fleste savnede familiemedlemmer dukkede op i live.
Også den mindre fordømmende holdning og hjælpen fra de mange tysksindede i Sønderjylland bidrog i netop dette område til at gøre flygtningen ophold mere tåleligt.
Alt i alt giver bogen en fin, lidt anderledes vinkel på både de tyske flygtninge, den historiske ramme omkring deres baggrund, forhold og oplevelse af livet i lejrene i Danmark.
[Historie-online.dk, den 15. maj 2024]
