Det brune guld
Af Per Bugge Vegger, Mønsted kalkgruber
Der er i beskedent omfang gravet brunkul i Jylland siden 1800-tallet, men da brunkul ofte er begravet dybt i undergrunden, har et højt svovlindhold og derfor også lugter fælt, når det brænder, blev brunkullene først rigtig interessante, da Danmark løb ind i en alvorlig energikrise under 2. verdenskrig.
Journalist Jan Svendsen fra Herning Folkeblad har skrevet om det såkaldte brunkulseventyr, der på grund af Korea-krigen, Suez-krisen og langtidskontrakter først sluttede så sent som i 1970. Havde man i 1939 forudset, at brydningen skulle fortsætte de næste 30 år og ikke, som alle mente, stoppe når krigen engang var forbi, ville planlægning og fornuftige arbejdsforhold måske hurtigere end det ellers skete have afløst det ”Klondyke”, der hurtigt voksede frem i Brunkulstrekanten. Området mellem Herning, Brande og Videbæk.
Rutebiler uden hjul, skure bygget af affaldstræ og barakker dannede hurtigt små bysamfund. Indlagt vand, kloakering og ordentlige veje var der selvfølgelig ingen, der tænkte på. Her boede mange ungkarle, men også familier med børn. Nogle få sparede sammen til et husmandssted, andre overlevede, nogle gik til grunde i druk eller nåede ingenting, fordi de døde i brunkulsgravene.
Jan Svendsen har stykket sin historie sammen ved at blande et originalt kildemateriale med beretninger fra ældre mennesker, der engang arbejdede med kulbrydningen eller i tilknyttede erhverv. Et grundigt stykke arbejde, og der kan næppe være mere at hente i arkiverne.
De mange interviews giver et billede af arbejdspladser med stærkt sammenhold. Der var hjælp til kammerater, der blev ramt af sygdom eller ulykke, hvis de ellers havde vist, at de kunne klare fællesakkorderne. For dem, der ikke kunne bruge skovl og trillebør, var der ingen nåde. De blev frosset ud, og når flere udtaler, at de arbejdede i brunkullene, fordi de ikke ville arbejde i Tyskland eller bygge bunkere ved Vesterhavet, er det måske en efterrationalisering. Lønningsposens størrelse var nok vigtigere end kampen mod nazismen, siden svage nybegyndere blev tvunget væk fra den patriotiske arbejdsplads. Som årene er gået er også fortidens overarme vokset i størrelse. Selv om arbejdsmænd i 1940-erne sikkert var stærkere og i bedre fysisk form, end vi er i dag, er det alligevel svært at tro, at man med håndskovl kunne læsse mellem 60 og 100 tons brunkul på en ti timers arbejdsdag
Som den gode journalist Jan Svendsen er, lader han kilderne tale og holder sin egen mening pænt i baggrunden. Mange af de gamle brunkulsarbejdere er gode fortællere, og det er bl.a. også derfor, at bogen er en ren fornøjelse at læse.
Jan Svendsen giver ikke læseren en kronologisk gennemgang af brunkulsbrydningen. Bogen er delt op i emner. Arbejdsmanden med skovlen får naturligvis meget plads, men der også plads til lastbilmekanikeren, entreprenøren og alle de andre, der levede i og omkring Brunkulstrekanten.
1940-ernes varemangel betød, at man måtte passe på det, man havde, og det var ikke nemt i brunkullene. Kulstøvet sled på arbejdstøj og materiel, og lastbiler med overlæs kørte sognevejene i smadder. Tøjet blev til lap på lap, gamle lastbildæk blev skåret i stykker og stumperne boltet sammen til noget brugeligt, og efter krigen viste det sig, at skrogdele fra ophuggede tyske ubåde kunne bruges til næsten uopslidelige skovle på gravemaskinerne.
Bogen er en fornøjelse at læse og efter sidste side føler man, at alt relevant er med. Ja, selv en opskrift på, hvordan man spiller på hasard-spillet ”sekseren”: En plade er delt op i seks nummererede felter, hvortil kommer et raflebæger og to terninger. Man gør sine indsatser på tilfældige numre. Bankøren ryster bægeret og kaster terningerne. Viser den ene af dem spillerens nummer, får den heldige indsatsen tilbage plus det dobbelte beløb. Kommer begge terninger ud med nummeret er nettofortjenesten det firedobbelte af indsatsen.
Læs bogen. Den er et eksempel på at industrihistorie kan få en bred læserskare.
