Det Medicinske Politi
Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv
”Maatte Almuen betages de vrange og forudfattede Meninger, som de have om Læger, Lægemidler og Sygdomme, og den Tanke udryddes hos dem, at de ikke kunne døe førend deres Time er kommet, hvor meget de end udsætte sig for Smitten”.
Dette ønske fremsatte nogle læger, der i 1781 under en epidemi havde oplevet den fynske landbefolknings mangel på interesse for sygdomsbekæmpelse og sundhedsfremmende foranstaltninger. Medicinen mod denne indstilling havde man allerede udtænkt i Tyskland - et medicinsk politi, hvor betegnelsen politi ikke hentydede til ordensmagten, men til et sundhedsvæsen, der formulerede et sæt regler til fremme for befolkningssundheden. Det var en opgave, som lægerne kun kunne løfte i tæt samarbejde med den statslige øvrighed, og her var indstillingen særdeles positiv. Lægernes initiativ faldt netop i tråd med den herskende merkantilisme.
Fra midten af 1700-tallet blev merkantilismens teori om statsmagtens afhængighed af en talrig sund befolkning katalysator for en ny sundhedspolitik. Staten skulle forebygge sygdomme og tage ansvaret for undersåtternes helbredstilstand. Gerda Bonderup beskriver i bogen om Det Medicinske Politi, hvorledes denne sundhedspolitik udviklede sig i Danmark i perioden 1750 – 1860. Frem for lærde skriverier krævede det handling, og i Danmark var der nok af problemer at tage fat på.
Det var oplagt til en begyndelse at forbedre forholdene ved fødsler. De mange dødfødte og den store spædbørnsdødelighed var de største hindringer for befolkningstilvæksten, og lægerne klagede konstant over jordemødrenes manglende uddannelse. Det første egentlige initiativ til en sundhedspolitik blev derfor oprettelsen af ”Det Kongelige Fri –Jordemoderhuus” i København, der fra 1750 gav autoriseret hjælp til enlige mødre under og efter fødslen, og hermed kom en meget udsat gruppe til hjælp. Et andet af tidens initiativer i hovedstaden, oprettelsen af Frederiks Hospital, var til gengæld ikke til megen gavn, idet de indlagte fattige syge måske nok kom fra uhumske og smittefarlige omgivelser, men endte i endnu værre forhold på sygehuset.
Det gik også trægt med en egentlig lovgivning, selv om det allerede i 1740’erne var blevet overladt det nyoprettede Collegium Medicum at udarbejde et udkast til en medicinallov. Arbejdet nåede dog aldrig længere end til en behandling af lægernes autorisation og apotekervæsenet. De epidemiske sygdommes hærgen krævede imidlertid efterhånden handling, og i 1782 kom en epidemiforordning. 12 år senere blev det til en forordning mod uautoriseret lægebehandling – Kvaksalverforordningen af 1794, et udmærket eksempel på enevældens lovgivningspraksis. Det var embedsmændene ude i landet, der gjorde opmærksom på det efterhånden alvorlige problem. Regeringen indhentede herefter oplysninger fra alle relevante instanser og præsenterede endelig en forordning, der vakte mindst mulig opstandelse. For selv om Kvaksalverforordningen gjorde op med den uautoriserede lægebehandling, indeholdt den dog en paragraf, der gjorde det muligt for de mere kompetente ”kloge folk”, der ikke direkte havde forårsaget skade, at fortsætte deres praktiseren.
Samme elasticitet viste sig i tilfældet med koppevaccination, der er genstand for bogens første ”case-study”. Den engelske læge Edward Jenner havde i 1798 opnået forbløffende resultater med koppevaccinationer, og den danske regering var absolut interesseret i denne mulighed for at eliminere koppeepidemiernes indhug i en stærkt tiltrængt befolkningstilvækst. Alligevel veg man tilbage for enhver form for tvangsforanstaltninger. Bestemmelserne om koppevaccination blev indført, så det var landets præster, der stod for kontrollen – ingen vielse uden vaccination eller overståede naturlige børnekopper.
Denne strategi var udtænkt af Vaccinationskommitteen, der var blevet nedsat i 1801, og året efter kom der for alvor gang i arbejdet med et dansk sundhedsvæsen. En Sundhedspolitikommission skulle stå for udarbejdelsen af en ”Anordning om Medicinalpolitiet”. Der var et omfattende problemkompleks at tage fat på, for kommissionen skulle drage omsorg for fødevarers beskaffenhed, boligforhold, klæder, frugtsommelige og fødende, afværgelse af ulykkestilfælde og andre trusler mod befolkningens sundhedstilstand. Det affødte en strøm af indberetninger fra embedslæger i hele landet om de aktuelle forhold, og dette kildemateriale giver et fremragende billede af hverdagslivet i 1800-tallets begyndelse. Fra 1803 kom en ny informationskilde til – medicinalberetningerne, indført af Collegium Medicums afløser, Sundhedskollegiet. Der er således megen viden at hente, og Gerda Bonderup har udnyttet den til en grundig indføring i de problemer, der mødte datidens sundhedspolitik. Det endelige resultat af det medicinske politi og hen ved 100 års forebyggelsesarbejde blev de sundhedsvedtægter, der omkring 1860 blev indført rundt omkring i Danmark.
Bogens sidste del behandler ”Epidemier og andre smitsomme sygdomme”. Det er en beskrivelse af karantænevæsenet og den standende debat mellem de to opfattelser af smitte; contagionisternes tro på, at det skete gennem personkontakt og anticontagionisterne eller miasmatikerne, der anså smitstoffet som opstående under uhygiejniske forhold og ført med luften til de angrebne. Her står de gentagne koleraangreb som en udmærket eksemplificering af teoretiske overvejelser og praktiske foranstaltninger. Der sluttes af med et udblik på den internationale forskning omkring forebyggelsesforanstaltninger, hvorfor kom de på dagsordenen, hvem var initiativtagere og aktører?
Fremstillingen er krydret med velvalgte illustrationer, selv om et par af dem godt kunne have været lidt mere informative. Kurven over dødeligheden 1735 til 1895 med det meget ujævne forløb kalder på en længere undertekst, og tabellen over spædbørnsdødelighed i forskellige lande har en tom rubrik for Danmark. Det rokker dog ikke ved indtrykket af en spændende beskrivelse af sundhedspolitikkens fremkomst og udvikling gennem godt 100 år og et enestående indblik i den danske dagligdag i perioden.
