Det stockholmske blodbad

Af Jakob Ørnbjerg

”Havde Kong Christiern dræbt alle Herremændene i Stockholm i stedet for nogle faa Snese, saa havde der ikke været saa mange til at beklage sig bagefter. Den Halshugning spurgtes gennem Aarhundreder; men der blev ikke jamret farligt meget over de to tusinde Mennesker, som Johan Rantzau gruttede ved Aalborg”. Således sammenlignede Johannes V. Jensen (1875-1950) i romanen Kongens Fald det stockholmske blodbad i november 1520 med den holstenske feltherre Johan Rantzaus nedkæmpning af det nordjyske bondeoprør i december 1534. Den svenske forfatter og historiker Lars Ericson Wolkes bog Det stockholmske blodbad 1520, der her skal anmeldes, har dog udelukkende fokus på den førstnævnte begivenhed, der som nævnt fandt sted i Stockholm i november 1520. Ved den lejlighed blev ca. 90 svenske adelsfolk, gejstlige og prominente stockholmere, midt under kroningsfestlighederne for den danske konge Christian 2. (r. 1513-23), arresteret, dømt som kættere, og efterfølgende henrettet på Stortorget i Stockholms centrum. Der er i sandhed tale om et historisk drama af shakespearske dimensioner, der i sidste instans bragte både konge og Kalmarunion til fald. Siden da har danske og svenske historikere skændtes bravt om baggrunden for udførelsen af det stockholmske blodbad, hvor ikke mindst Christian 2.s og ærkebiskop Gustav Trolles udtalelser, handlinger og motiver er blevet vendt og drejet. Det er hele denne diskussion, som Lars Ericson Wolke, med udgangspunkt i det bevarede kildemateriale og historiske værker, tager op i sin bog. Hermed håber forfatteren at kunne afsløre bagmanden/bagmændene bag det stockholmske blodbad og ved samme lejlighed få løftet endnu en flig for ”ondskabens tidløse anatomi”, som det så flot hedder på bogomslagets bagside.

Wolkes bog har mange kvaliteter. Blandt disse er blandt andet, at han i kapitel 2-3 giver en solid introduktion til de spegede dynastiske forhold, skiftende alliancer, utallige tronkandidater og felttog, der kendetegnede Kalmarunionens fødsel, storhed og fald 1343-1520. Det kronologiske udgangspunkt for denne redegørelse kan måske undre, men det var i 1343, at den svenske konge Magnus overførte arveretten til den norske trone til sin yngste søn Håkon. Samme Håkon blev i 1363 gift med kongedatteren Margrethe af Danmark, hvilket cementerede forbindelsen mellem den danske og den norske kongeslægt og samtidigt, via Håkons familiemæssige baggrund, bragte retten til den svenske trone i spil. På denne baggrund giver det altså god mening, når Wolke trækker de lange linjer tilbage til 1343. I kapitel 5 med titlen Dramaets hovedaktører præsenterer Wolke os for Christian 2., hans rådgiver Diderik Slagheck, biskop Jens Andersen Beldenak, ærkebiskop Gustav Trolle og Sten Stures enke Kristina Gyllenstierna, så man ikke er i tvivl om disse personers baggrund og personligheder. Fremhæves skal også Wolkes sobre præsentation af de få bevarede kilder til blodbadets historie, de kommenterede litteraturhenvisninger til hvert enkelt kapitel og den fyldestgørende litteratur- og kildeoversigt, hvor både dansk og svensk materiale er fint repræsenteret. Man er som læser i det hele taget godt klædt på, når Wolke retter sit fokus mod blodbadets begivenheder og bagmænd. Men hvor placerer Wolke så det endelig ansvar? Var det stockholmske blodbad et nøje planlagt komplot, og hvem fik i overført betydning blod på hænderne i november 1520?

Wolke konkluderer på baggrund af sin analyse, at de 90 henrettelser var et nøje tilrettelagt handling, hvilket underbygges af de systematiske arrestationer og af det forhold, at det størst mulige antal af den afdøde Sten Stures tilhængere var inviteret til at overvære kroningsfestlighederne i Stockholm. Hvem var så hjernen bag? Wolke frikender ærkebiskop Gustav Trolle for ansvaret. Det var ganske vist Trolle der, med Christian 2.s godkendelse, anklagede de arresterede for kætteri. Motivet hertil var dog ikke drømmen om blodig hævn, men snarere ærkebiskoppens håb om økonomisk erstatning for de tab og overgreb, som han havde lidt i de forgangne urolige år. Anklagen for kætteri udnyttede Christian 2. efterfølgende til at omgå sin tidligere udstedte amnesti til de oprørske svenskere, hvorefter der var givet grønt lys for at henrette den opposition, der i fremtiden ville kunne undergrave den netop genoprettede Kalmarunion. Blodbadets bagmand var dermed Christian 2., ligesom kongens to nærmeste rådgivere, Diderik Slagheck og Mor Sigbrit, også var med til at støbe kuglerne. Det stockholmske blodbad var altså ikke resultatet af en hævngerrig ærkebiskops manipulationer med en psykisk uligevægtig konge. Tværtimod. Det stockholmske blodbad faldt fint i tråd med den hensynsløse og brutale magtpolitiske linje, som Christian 2. mestrede til fulde.

Som læser får man dog også nogle udfordringer undervejs. Wolkes bog kræver således gode svenskkundskaber, eftersom den danske oversætter har valgt ikke at oversætte de svenske citater og kildeuddrag til dansk. I betragtning af Wolkes detaljerede gengivelser af de dansk-svenske militære operationer i Sydsverige og omkring Stockholm ville det desuden have været rart med lidt mere detaljerede oversigtskort end blot det generelle kort over de nordiske lande, der befinder sig på side 238. Mange af bogens illustrationer ville desuden have stået sig bedre ved at være blevet gengivet i farver, frem for de sort-hvide og ofte ganske kornede fremstillinger, der her er blevet benyttet. Det står især skidt til med gengivelsen af slaget på Brunkeberg (side 37) og Jenny Nyströms maleri (s. 183). Desuden er det mildest talt irriterende, at man på siderne 117,125, 127 og 154-155 blot spises af med frimærkestore udsnit fra det pragtfulde kobberstik, den såkaldte ”Blodbadstavla”, der i tekst og billeder skildrer begivenhederne i Stockholm.

Endelig er det i denne anmelders øjne at skyde langt over målet, når Askholms Forlag, i den til bogen vedlagte pressemeddelelse, karakteriserer Christian 2.s Danmark som en slyngelstat, og derefter drager en direkte parallel mellem kongen, Saddam Hussein og Slobodan Milosevic. Det er ikke sammenligninger, som Wolke på noget tidspunkt bringer til torvs i sin bog, så de må altså stå for forlagets regning. Hvis Danmark på noget tidspunkt har været en slyngelstat, så giver det væsentligt mere mening at bruge denne lidet flatterende betegnelse om landet 1523-44, hvor Christian 2. var afsat og fængslet og hvor hans to efterfølgere, Frederik 1. og Christian 3., ikke var internationalt anerkendt som Danmarks retmæssige herskere. Først med vedtagelsen af Speyer-traktaten i 1544 blev Danmark således igen en del af det gode selskab, så her er forlaget altså lidt for tidligt ude. Det er desuden for letkøbt at drage direkte sammenligninger mellem Christian 2. og to diktatorer fra det 20. århundrede. Dette skrives ikke for at nedskrive den grumme skæbne, der blev Christian 2.s ofre til del, eller for at frikende kongen for hans ugerninger. Det stockholmske blodbad var og er en voldshandling uden sidestykke i Nordens historie. Men i betragtning af, hvad Europas konger og fyrster i 1500-1600-tallet ellers kunne slippe af sted med af angrebskrige, blodsudgydelser, brandskatninger, statskup og giftmord er Christian 2.s opførsel dog ikke den mest åbenlyse parallel at drage til Saddam Husseins og Slobodan Milosevics forbrydelser imod menneskeheden.

Ovenstående uheldige bemærkninger fra Askholms Forlag rykker dog ikke ved det faktum, at Lars Ericson Wolke har skrevet en spændende og informativ fremstilling om det stockholmske blodbad, som vi nu er så heldige også at få serveret i en dansk udgave. Lad os håbe, at det ikke bliver sidste gang, at forfatteren vælger at få én af sine bøger oversat og udgivet vest for Øresund.