Slottet og slægten
Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet
Bøger om herregårds- og adelshistorie er typisk flotte værker, der er rigt illustrerede og en fryd for øjet, mens teksten ofte virker som et nødvendigt vedhæng til de flotte billeder. Karen Hjorths bog om adelsslægten Schulin på det nordsjællandske landsted Frederiksdal lever fuldt op til det første, men indeholder modsat et markant traditionsbrud på tekstdelen. Hendes bog er på alle måder særdeles indbydende med mange flotte illustrationer i et flot og velgennemtænkt layout. Men dertil kommer en grundig, forskningsbaseret fremstilling om Schulin’ernes liv gennem tre generationer. Karen Hjorth har gennem en halv snes år pløjet sig gennem et stort arkivmateriale, og ved at nærlæse selv de mindste regnskabsbilag, er det blevet muligt at give et sjældent fint indblik i aristokratisk levevis fra 1740’erne til 1830’erne.
Frederiksdal ved Furesøen er tegnet af Eigtved og blev bygget 1744-47 (ombygget i 1752-53). Det er et af allerførste eksempler på rokoko i dansk arkitektur. Forventer man derfor en arkitekturhistorisk bog med oplysninger om f.eks. Eigtved eller med perspektiveringer til andre af datidens herresæder i rokokostil, som f.eks. Lerchenborg og Turebyholm, bliver man skuffet. I bogen er blikket stift rettet mod adelsslægten Schulin.
Det startede med Johan Sigismund Schulin (1694-1750). Han var præstesøn fra Prichsenstadt i Bayern og gjorde fra 1730 karriere i den danske centraladministration. Som udenrigsminister fra 1735 til sin død var han en magtfuld mand, hvis indsats har stået noget i skyggen af Bernstorfferne. Christian 6. skænkede ham i 1743 hovedgården Frederiksdal, og året efter påbegyndtes byggeriet af Schulins lystslot, der blev en fast base for den nye adelsslægt. Det var ellers ved at gå galt. Historien fortsætter med den talentløse og uduelige søn, Frederik Ludvig Schulin (1747-81), der aldrig lavede noget som helst og efter et udsvævende liv allerede døde som 34-årig. Det er en sørgelig, men også ganske gribende historie om høje forventninger til en ung mand, hvis liv blev spildt. Karen Hjorth afslører dog, at han ni dage før sin død blev udnævnt til ridder af Dannebrog, en udnævnelse, der blev hemmeligholdt. Hans tidlige død reddede formentlig Frederiksdal på slægtens hænder. Sønnen, Sigismund Ludvig Schulin (1777-1836), havde ganske vist heller ikke styr på økonomien, og bedre blev det ikke, at han i 1807-08 blev anklaget for højforræderi, hvilket var med til at hindre en solid embedskarriere. Hans eneste regulære job blev amtmandsposten i Præstø fra 1824 til 1831, men det gik ikke særligt godt. Frederiksdal er fortsat i slægtens eje, men dens historie fra 1836 til 2006 bliver kun stikordsagtigt refereret til sidst. Det er lidt en skam, for vi er nok mange, der gerne vil have læst historien til ende, ja, i hvert fald have læst om nogle generationer mere, bl.a. fordi det synes at være den fjerde Schulin, Johan Sigismund Schulin (1808-80), der i kraft af et stabilt arbejdsliv med gode amtmandsansættelser sikrede Frederiksdal økonomisk. Spændende havde det også været, om vi havde fået lensafløsningen i 1919 med.
Vi holder os altså til aristokratiets store glansperiode. Som det ses af årstallene, døde de to første Schulin’er, mens arvingerne var småbørn. Derfor har grevinderne en stor plads i fremstillingen. Det gælder først og fremmest Catharina Maria Møsting (1714-70) og Sophie Hedevig Warnstedt (1753-1807), men også Sigismund Ludvig Schulins hustru Louisa Brown (1785-1851) – sidstnævnte kommer vi dog ikke helt ind under huden på. Enkerne Catharinas og Sophies gøren og laden, herunder deres deltagelse på godt og ondt i børnenes opvækst og uddannelse, er fængslende læsning. Schulin’ernes deltagelse i selskabelighed var ganske omfattende, og i forening med de manglende talenter, der prægede anden og tredje generation, forstår man bedre de økonomiske problemer, der hele tiden løber som tikkende bombe under den unge adelsslægt.
Hertil kommer en række interessante historier, der er fint indflettet i fremstillingen. Stamfaderen Johan Sigismund Schulin, hvis idealer og karriere var et uopnåeligt forbillede for efterkommerne, var f.eks. under mistanke for at modtage bestikkelse fra Frankrig. Sophie, enke efter Frederik Ludvig, forelskede sig hovedkulds i den svenske greve Adolph Ludvig Ribbing, der var landsforvist efter deltagelsen i mordet på Gustav 3., men Sophie må se sig slået af den franske forfatter madame de Staël. Sigismund Ludvig inddrages som nævnt i en omfattende sag om højforræderi under den engelske besættelse i 1807. Disse og andre gode historier er med til give ekstra kolorit i en i sig selv farverig historie.
Karen Hjorth har studeret ganske omfattende mængder af brevvekslinger mellem Schulin’erne indbyrdes samt til og fra andre i det store galleri af bipersoner. Dertil kommer dagbøger og meget andet, hvoraf især må fremhæves en aldeles fortræffelig udnyttelse af det store regnskabsmateriale, der eksisterer i Frederiksdal-arkivet. Det var især stamfaderen, der stillede store krav til meget specificerede regnskaber. Det gør det muligt at gå helt tæt på dagligdagen i den nye adelsfamilie, herunder mad og vin i fest og hverdag, beklædning, avishold, ja, selv drikkepenge til bude m.fl. Det oplyses, at der er udarbejdet en registratur over arkivet på Frederiksdal, der giver overblik over de forskellige rækker (s.187, note 3, jf. s.11), men det fremgår desværre ikke, hvor denne er tilgængelig. Under alle omstændigheder er det et fornemt materiale, der er effektivt udnyttet. At forvalteren talte den dejligste fynske dialekt, det fremgår såmænd af hans regnskabsbilag! (s.79).
Den eneste lille mislyd i denne fortræffelige bog, er en lidt uheldig sproganvendelse. Midt i det mest frankofile århundrede er det næppe rigtigt at benytte betegnelsen ”House-warming”, i 1770 blev man altså ikke ”pensionist” (s.79), ligesom afsnitsoverskriften ”40, fed og færdig” (s.132) er for smart.
