Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej – sagen genoptaget

Af Jesper Meyer Christensen, arkivar, Erhvervsarkivet

Danmark er et forholdsvis fredeligt land, hvor der årligt kun begås få mord. De fleste mordsager opklares inden for relativt kort tid, mens kun et fåtal aldrig opklares. Den vel nok mest omtalte - og stadig uopklarede – mordsag i efterkrigstidens Danmark fandt sted den 19. februar 1948 på Peter Bangs Vej i København. Her blev kontorchef i tøjmagasinet English House, Vilhelm Jacobsen, og dennes hustru, Inger Margrethe, fundet myrdet efter adskillige slag fra et stumpt instrument. Sagens brutalitet kombineret med en række mystiske hændelser påkaldte sig hurtigt såvel politiets som mediernes store interesse. Trods adskillige afhøringer og tekniske undersøgelser forblev dobbeltmordet imidlertid et uopklaret mysterium.

Sagen ville imidlertid ikke dø. I kølvandet af den store Edderkopsag, der afslørede brodne kar i politiets inderkreds, blev dobbeltbordet på Peter Bangs Vej atter forsidestof. Det var en tid, hvor tilliden til politiet var svækket, og flere journalister pegede på en lang række eklatante fejl i forbindelse med efterforskningen af dobbeltmordet. Dette fik en presset justitsminister Hans Hækkerup til at nedsætte en kommission, der endnu engang skulle tage mordet op. Kommissionen fremkom med dens redegørelse midt i 1950erne, men uden meget nyt under solen. Dobbeltmordet forblev et uopklaret mysterium. 

Mystikken omkring dobbeltmordet har gennem tiden affødt en række fremstillinger, der hver især hævder at have fundet frem til det, som alle siden 1948 har spurgt sig selvom: Hvem var morderen? Fælles for de fleste af disse fremstillinger er, at de har nogle yderst fantasifulde teorier om baggrunden for mordet. Indeværende bog hører dog til de mere seriøse af slagsene. Bogens forfatter, journalist Peer Kaae, åbnede i 2010 atter sagen i den anmelderroste bog Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Her blot to år senere genoptager Peer Kaae atter sagen og søger at afsløre morderen. 

Bogen er opdelt i tre hovedafsnit, der hvert især beskæftiger sig med tre potentielle mordere. Disse tre personer, der allerede i forrige bog påkaldte sig forfatterens opmærksomhed, tages således atter op til en grundigere belysning af disses motiver, alibier og færden. Årsagen til et fokus på netop disse tre personer skyldes til dels, at forfatteren har gjort nye opdagelser i arkiverne. Men det skyldes også, at han i kølvandet på udgivelsen af forrige bog modtog en række anonyme henvendelser og tilsendt materiale. Hertil kommer, at flere vidner for første gang siden dobbeltmordet i 1948 er trådt frem.

Fælles for de tre mistænkte var, at de alle stod centralt i politiets efterforskning, kort efter at dobbeltmordet blev begået. Den første person var Vilhelm og  Inger Margrethes nærmeste ven, Erik Ramdahl, der i starten blev betragtet som den oplagte drabsmand. Han var mistænkt for at have haft et forhold til fru Jacobsen, hvilket også skulle have været hans motiv til dobbeltmordet. Den anden var også en nær ven af huset, nemlig kødgrosserer Georg Christian Dehn. Han var også mistænkt for at have haft et forhold til fru Jacobsen. Forfatteren frikender dog begge disse i samtiden mistænkte personer, for han mener nemlig – dog uden et retsgyldigt bevis – at kunne fastslå dobbeltmorderens identitet. Det leder os frem til bogens tredje og måske skyldige person: Hr. X.

Hr. X’s identitet forbliver imidlertid anonym. Det skyldes det forhold, at forfatteren grundet arkivlovens bestemmelser først må offentliggøre den mulige dobbeltmorders sande identitet i år 2023. Dette bidrager dog kun til at gøre fortællingen endnu mere spændende. Hr. X, der var en forretningsforbindelse til Vilhelm Jacobsens arbejdsplads, skulle efter forfatterens overbevisning ligeledes have haft et forhold til fru Jacobsen. Derudover skulle motivet for drabene søges i en mere eller mindre ulovlig varebyttehandel til flere millioner kr., som Vilhelm Jacobsen truede med at fortælle politiet om. Hr. X, der var økonomisk presset og dermed afhængig af varebyttehandelen, var derfor nødt til at tage affære. Hertil kommer, at forfatteren har opdaget en eklatant fejl i politiets efterforskning: Hr. X’s alibi blev aldrig efterprøvet, hvilket kan være med til at forklare, hvorfor mistanken mod ham hurtigt frafaldt. 

Bogen er overordnet set en sand fryd for folk, der har hang til kriminalhistoriske fortællinger. Sproget holdes i en journalistisk narrativ form, der er med til at bevare spændingen hos læseren – i bogstaveligste forstand til det sidste skrevne ord! Og skønt den til tider sparsomme korrekturlæsning, kan man som læser med andre ord ikke ønske sig en bedre fremstillet fortælling. En rendyrket historievidenskabelig udredning af og tilgang til dobbeltmordet havde næppe fungeret på samme succesfulde måde.

Bogen er næsten udelukkende baseret på primære kildestudier af arkivalier fra Statens Arkivers samlinger. Her fylder sagen om dobbeltmordet hele 42 kasser - svarende til 6,5 hyldemeter - som består af politirapporter, forhørsreferater og meget andet. Forfatteren har været hele materialet igennem op til flere gange, hvilket i sig selv må siges at være en imponerende præstation. Men det er også med til at øge troværdigheden af bogen. Som læser kan man virkelig fornemme, hvor godt forfatteren føler sig hjemme i kildematerialet. Dette munder bl.a. ud i, at han med direkte henvisninger til bestemte dokumenter formår at pille flere af dobbeltmordets myter fra hinanden. Og skønt forfatteren ikke gør brug af et egentligt noteapparat, henvises der i teksten eksplicit til diverse sagsdokumenter, der adskillige steder tillige optræder som fotos i bogen.

Man kan dog stille sig selv det spørgsmål, hvorvidt forfatterens stålfaste overbevisning om, at Hr. X er den virkelige gerningsmand, i sig selv er udtryk for, at han selv er ved at konstruere en myte. Til dette findes der næppe noget entydigt svar. For Peer Kaaes argumenter virker forholdsvis troværdige hvad angår både Hr. X’s manglende alibi og mulige motiv. Og dette underbygges som nævnt adskillige steder i kildematerialet, selvom det afgørende bevis stadig er fraværende. Hvorom alting er vil en kritisk interesseret læser først have mulighed for at gøre sig til dommer over forfatterens kildetolkninger i år 2023, hvor arkivalierne bliver frit tilgængelige.

Det må nok efterhånden erkendes, at dobbeltmordet på Peter Bangs Vej aldrig vil blive opklaret. Og skønt det i år er 64 år siden, at Inger Margrethe og Vilhelm Jacobsen brutalt blev myrdet i deres hjem, formår Peter Kaae endnu engang at holde liv i historien i denne ekstremt spændende bog. Forfatteren har andet steds bedyret, at dette er og bliver hans sidste bog om dobbeltmordet. Men den kriminalinteresserede læser skal ikke fortvivle. For der skulle efter sigende være en film under opsejling.