Dødsfælden Dannevirke

Af Erik Ingemann Sørensen

”Det store bortdragende ligtog” er nok det billede, der står stærkest i den almindelige bevidsthed i forbindelse med den danske hærs – strategisk fuldt korrekte – tilbagetrækning fra flankestillingen Dannevirke. Af samtiden nærmest opfattet som landsforræderi.

En lang række militærhistoriske redegørelser, blandt andet Generalstabens ”Hæren ved Dannevirke”, der udkom 1938, har hidtil tegnet de dramatiske begivenheder mest grundigt. Men de er ikke umiddelbart lettilgængelige for den almindelige læser. Nu har forfatteren Claes Johannsen beriget os med en moderne skrevet beretning byggende på en utrolig fornem research og holdt i et letlæseligt sprog. Denne bog er ganske enkelt en lille guldgrube for den historieinteresserede læser, der gerne vil orientere sig yderligere i 1864.

Pædagogisk opsætning  
Det er på alle måder en ganske vanskelig opgave, Claes Johannsen har kastet sig ud i. Men kombinationen af hans glimrende beretterstil, fornemme og yderst detaljerede kort, grundig ordliste og de mange indskudte citater fra datidens historiske vidner gør bogen tilgængelig for den ”civile” læser. Det fortjener stor ros. Et lille eksempel fra en menig soldats beretning til hjemmet fortæller næsten alt om de lidelser, soldaterne måtte gennemgå: ”Vi har tre timers eksercits om dagen og skal stå med blottet hoved og bare hænder, så fingrene kan fryse fast til geværet. Det er ingen behagelig ting – og så oven i købet blive skældt ud som høveder…”

I afsnittet ”Dødsfælden” får vi en fin redegørelse for krigens baggrund og en grundig beskrivelse af Dannevirkes tilstand – økonomien bag sikring og forbedring af stillingen. Det er ikke rar læsning. I ”Et fjendebillede” beskrives de modstandere, den danske hær ville komme til at stå over for. Her er dog et enkelt sted, hvor isen er lidt tynd. Forfatteren trækker med udgangspunkt i den preussiske krigsminister Roons redegørelse tråde over den ”stivnakkede junkerkonservatisme” til nazismen. Vi skal nok først frem til eftervirkningerne af 1918, før giften begynder at sprede sig.

Forfatteren gennemgår omhyggeligt det danske militær,  soldaternes uddannelse, våben med mere. Også her fornemmer man, at krigen næsten var afgjort på forhånd – dog uden de preussiske bagladere.

Slag på slag  
Grundigt gennemgår forfatteren herefter de mange kampe og fægtninger, der fandt sted allerede fra krigens første dag. Omhyggelige beskrivelser fornemt suppleret med centrale kildecitater gør det let for læseren at sætte sig ind i både i de barske kampe som ved Kongshøj og Mysunde. Og så naturligvis hele situationen omkring Dannevirke. I den nationale bevidsthed et enormt fæstningsanlæg – i virkeligheden en slet udbygget flankestilling, hvor end ikke indkvarteringsforholdene var i orden. Og det i en streng vinter.

Da den eneste rigtige beslutning er taget: vi forlader Dannevirke, er det nærmest kaos, der hersker. På alle områder. Psykisk chok bredte sig blandt soldaterne: ”Han var endnu langt værre farende end jeg; i begyndelsen næsten helt fra sans og samling…” hedder det om oberstløjtnant Scholten i en erindring – den totale misforståelse omkring togenes ankomst og afgang, der kunne have sparet soldaterne for den frygtindgydende march i snestorm og sammenstødene med de østrigske forfølgere, er fortalt særdeles overskueligt.

Det dramatiske slag ved Sankelmark vendes og drejes – og flere legender pilles fra hinanden. ”Betragtet som en slags national trøstepræmie var ”Slaget ved Sankelmark” en klar folkelig succes, der i store træk har fået lov til at leve uantastet videre helt op til vore dage med den fornyede interesse for 1864-krigen”, understreges det.

Og så rundes bogen af med vagtmester ved 6. Dragonregiment, Chr. A. Hoffmanns bemærkning, da han ser skanserne ved Dybbøl: ”Men jeg skal da ikke benægte, at da jeg havde beset de værker, jeg passerede forbi, blev jeg i høj grad skuffet…”

Alt udspiller sig inden for en uge – krigens første. Og Claes Johannsen slutter lakonisk med sætningen: ”Men krigen…den var kun lige begyndt.” Rædslerne ventede stadig forude.

Som nævnt er det en stor og fremragende præstation, Claes Johannsen har ydet med denne bog, der lægger meget nyt frem. Og særdeles nyttig er den for de læsere, der har fået fornyet interesse for krigen, nu hvor DR’s ”1864” går over skærmen.

Bogen har glimrende illustrationer og et fremragende appendiks, der giver et grundigt indblik i centrale emner – herunder en særdeles grundig gennemgang af Dannevirkestillingen, våben, slagorden med mere. Sammen med de fine kort, en grundig forklaring af militære udtryk, en sammenstilling af danske og tysksprogede stednavne og en grundig litteraturliste, er læseren rigtig godt hjulpet. (Dog er ”Bismarck’s First War” skrevet af Embree). Hertil kommer en oversigt over anvendte websites. Hvorfor så lige ”1864.dk” – Historiecenter Dybbøls fremragende hjemmeside - og ”1864live.dk” mangler, er anmelderen uforståeligt. Som det er, at man ikke kan finde den helt centrale figur, D. G. Monrad, i personregisteret. Hvor er han lige blevet af?

Med ”Dødsfælden Dannevirke” har Claes Johannsen ydet et fornemt bidrag til en beskrivelse af nederlagsåret 1864. Det er en bog, enhver der interesserer sig for krigen må have i sit bibliotek.