Dømt i 1947

Bogen bygger på en samling avisomtaler af sager, hvor landssvigere bliver dømt i året 1947. Det er den korte udgave af bogens indhold. Den lange er, at bogen giver et uovertruffent indblik i, hvilke forbrydelser danskerne skulle lægge ryg til under Besættelsen, hvem der var synderne, og hvordan de blev dømt. Bogen giver læseren et fabelagtigt indblik i dansk besættelsesforbrydelse. Den kan bruges som opslagsbog eller læses i sin helhed

Af Michael Koch

Selv når man betragter sig som en, der har brugt mange år på at sætte sig ind i hændelser under Besættelsen, så kan bogen ryste en grundigt. På utallige sider åbnes der for retssager og forklaringer, som i sin faktuelle form understreger, hvilket ubarmhjertigt liv det har været at være illegal. Nå ja, og i den anden lejr at blive dømt for at være på den anden side af hegnet; stikker, værnemager eller dansk i tysk tjeneste.

Sagerne mod de anklagede i de 13 processer i Nürnberg var så grelle, at de skabte nye rammer for straf. De love, der herskede indtil da, dækkede ganske enkelt ikke de forbrydelser, man stod overfor at skulle dømme. Lidt det samme gjaldt i Danmark. Vi fik et nyt lovsæt, som skulle danne grundlag for retssagerne mod værnemagere og andre forbrydere. Vi havde eksempelvis ikke haft dødsstraf i mange år, og vi havde ikke været belemret med alle de mange typer af værnemagere og andre forbrydere, som blev fostret af Besættelsen. I den politiløse tid var sortbørs og kriminalitet blomstret op. Nok var der vagtværn, som ind i mellem kunne slå en proper næve, men det reelle politiarbejde blev kun udført i det skjulte af visse grupper af gamle politifolk, som samlede informationer til brug efter krigen.

I 1947 skulle der høres meget i retssalene, før ørerne faldt af: Jørgen Lorenzen fra Lorenzen-gruppen mente eksempelvis ikke selv at have anvendt andet end mildere vold i et fåtal af sager - og argumenterede, at han kun handlede efter ordre fra Hipo-chefen. Han mente i øvrigt, det var helt i orden, at hans folk stjal alt muligt de stødte på under aktioner, man skulle jo have noget at leve af, som han sagde. På få timer kunne Lorenzen få oplysninger frem, som trevlede modstandsgrupper op, og sunde, raske mænd blev forvandlet til krøblinge resten af livet efter Lorenzens hårde metoder. Jørgen Lorenzen blev skudt efter dommen.

I en specielt “farverig” retssag mod Jørgen Sehested, som i øvrigt var godsejer på Fyn og hofjægermester, oplevede man en sjældent set opførsel. Grænsende til vanvid sprang han eksempelvis op fra sin plads, så stolen væltede. Meget ophidset forlangte han, at politiadvokaten blev fyret som anklager. Hele hans opførsel i retten skabte overskrifter i landets aviser. Sehested var meget begejstret for Hitler. Han meldte sig ind i det danske nazistparti i juni 1940. Retsmøderne med Sehested fortsatte i samme utrolige form, han havde meget svært ved at indordne sig og var til tider både højrøstet og urimelig. Det blev betegnet som tragikomisk. Sehested fik 12 års fængsel.

En af de store værnemagersager, hvor en af de helt store værnemagere blev dømt, var Niels Hansen. Han ejede radiofabrikken Torotor i Ordrup, som 2. januar 1945 blev totalt ødelagt af en stor bombe midt i fabrikken. Han fik to års fængsel, en bøde på 100.000 og fik konfiskeret 250.000. Også den sag lå på landets forsider under hele sagen.

Sagen mod tre danske mænd i tysk tjeneste kunne få hårene til at rejse sig i nakken. Tilfældighederne under Besættelsen kunne ramme alle. To mænd ansat som byvagter var på patrulje. Den ene oplevede ikke blot at få ét skud i hovedet, men hele to. Det “eneste”, det kostede ham, var et øje. Hans kammerat blev dræbt omgående, da tre tyskansatte mænd åbnede ild. De to byvagter var blot to forkerte mænd, der var forvekslet “i farten” med to mænd fra en illegal gruppe. De to blev dødsdømt for deres (samlede) gerninger, mens den sidste mand fik 20 års fængsel.

I en stor sag, hvor 26 såkaldte radiospioner blev dømt for at levere oplysninger til det tyske Abwehr, var dommen specielt hård for hustruen til en af radiospionerne. Den ene danske mand, der skulle lære at morse og telegrafere, fastslog at den slags kunne han ikke. Du kan da bare tage din kone med, blev der sagt. Det kom hun, og da de blev stillet for retten, var hun med, uden andet end at have været på kursus for at kunne morse: Hun fik tre års fængsel.

Når året er 1947, er der uvægerligt dømte fra 1945, som dukker op igen i den bog. To prøveløsladte mænd bildte en kvinde ind, at den ene var en amerikansk søløjtnant på ferie i Danmark. Han sagde, at hans far i USA havde en bilfabrik. Det passede ikke, men det passede, at han stak af med kvindens 7.500 kroner. De tre gav den på første klasse gennem landet indtil de i Esbjerg ikke kunne betale en hotelregning.

Det var også i 1947, at det lykkedes at få fat i Ib Birkedal Hansen og hans bror. Tæve-Hansen blev han kaldt, for han var ualmindelig modbydelig. Det var også Birkedal, der stod som idémand til hævndrab på 11 Holger Danske og BOPA modstandsfolk ved Osted. Da Birkedal skulle henrettes, var det ikke nogen stærk, stolt mand, men en sølle fyr, der knapt selv kunne gå. Peter Øvigs gode bog om Birkedal kommer i tankerne, når Birkedal Hansen flere gange nævnes i nærværende bog. Frits Clausen er også med i bogen. Hans turné rundt til retssale i hele landet er beskrevet. Han skulle vidne mod andre nazimedlemmer, hvilket han var meget utilfreds med, da hans egen sag endnu ikke var kommet for retten. Det kom den aldrig, for han døde en naturlig død i fængslet inden.

Dette var blot eksempler på sager i bogen. Der er interessant besættelseshistorie på hver eneste side.

Næsten alle landets aviser omtaler den store nyhed fra den amerikanske del af Tyskland, hvor der med syv minutters mellemrum blev henrettet 49 nazi-bødler i Landsberg fængslet. De var alle medlem af SS. De blev alle begravet et ukendt sted i simple kister bygget af tidligere SS-kolleger i en forhenværende koncentrationslejr.

Ud over de nævnte eksempler i bogen er der også omtaler af mordere, svindlere, ondskabsfulde stikkere, bombemænd og så lige et par sider om “snogen”, som var en cellestikker og Gestapo-ansat, som deltog i mishandlinger, razziaer og forhør, inden han blev såret under en aktion. Snogen blev dømt til døden og blev henrettet i 1948.

Som en af lederne i justitsministeriet sagde, da det blev opgjort, at man manglede at finde mellem 300 og 400 landssvigere: Nogle ligger vel døde på Ruslands stepper eller sidder glemt i en krigsfangelejr, og atter andre forsøger sig vel med en tilværelse i udlandet, for det meste i Tyskland, og atter andre prøver at slå sig igennem i hjemlandet.

Ganske godt er hele Værnemagerloven af 28. august 1945 medtaget i bogen. Det samme er Lov om tilbagebetaling af fortjeneste. Værnemagere skulle ikke have lov til at beholde uretmæssig fortjeneste. Den sidste lov, der er med i bogen, er Lov om generhvervelse af visse rettigheder. Loven fastslår, hvilke dømte der igen kan få eksempelvis et næringsbrev. Det er i øvrigt morsomt at læse det ekstremt knudrede kancellisprog i lovteksterne. I den sidste del af bogen har forfatteren afdækket 26 avisers dækning, og opstillet statistisk materiale.

Bogen er behageligt læsevenlig, den er spændende, og læseren har lyst til at sluge side efter side, sag efter sag. Det er ufatteligt, hvad mennesker kan finde på at forbryde sig med. Bogens opbygning er også god at komme igennem. Måned for måned tager den fat i sagerne - en efter en. Der er også sider under hver måned med en slags rubrikannoncer. Der er overskrift, kort præcis tekst om sagen, og navnet på avisen, det stod i, og datoen. Det fungerer godt med en serie små korte sager mellem de længere.

Det er godt at se, hvor meget der er gjort ud af kildemateriale og dokumentation. De steder, hvor forfatteren ikke har kunnet bekræfte forskellige forhold, er det tydeligt skrevet.

Rigtig mange gange måtte anmelderen til tasterne på Mac’en for at studere videre på nettet om de omtalte - ikke mindst for at se om der skulle ligge billeder i arkiv om de dømte. Billedsiden er også god. Selvom der ikke er så mange, så er det herligt, at de valgte billeder er andre og i andre vinkler end de almindeligt brugte.

Det har slået denne anmelder adskillige gange under læsningen af bogen: Den er stærkt inspirerende. Har man interesse for Besættelsen, er denne bog et ualmindeligt godt element i samlingen af bøger. Bogen kan læses flere gange, da det er helt umuligt at huske alle navne, episoder, tider, steder og domme. Læser man i en anden bog, og der er tale om landssvigere, hipo-folk, og andre af samme skuffe, er den glimrende til at få kontrolleret det faktuelle omkring de enkelte  - som blev dømt i 1947. Antagelig er de to første i serien ligeså gode. Dem har jeg desværre endnu ikke har læst, men det kommer til at ske. Gensynet med mange navne og læringen af nye navne giver læserens viden om Besættelsen endnu en dimension.

Se anmeldelserne af ”Dømt i 1945” og ”Dømt i 1946” her.

[Historie-online.dk, den 22. maj 2024]