Dollar fo' Dollar
Af Poul Ulrich Jensen
I 1864 indtog damperen ”Cotopaxi”, der var på vej fra New York til Brasilien, en last kul i havnen på St. Thomas. Arbejdet blev, som kaptajnen beskrev det, udelukkende udført af sorte kvinder. ”Hver kvinde bar en kurv med ca. 80 pund kul på hovedet. De kom i en lang kontinuerlig strøm ligesom en hær af sorte myrer”. Det var hårdt og effektivt arbejde for de 75 kvinder, der i løbet af dagen fyldte damperens lastrum med over tre hundrede tons kul. På det tidspunkt var den travle havn i Charlotte Amalie det største økonomiske aktiv i Dansk Vestindien og efterhånden på vej til at blive det eneste. For sukkeret, det hvide guld, der kom fra de mange plantager på den største af øerne, St. Croix, var ved at miste sin betydning, og den danske tropekoloni på vej ind i en lang nedgangstid, der skulle vare indtil salget til USA i 1917.
Havnen på St. Thomas havde på grund af sin beliggenhed længe været et knudepunkt for sejladsen i Caribien, og efterhånden som dampskibene i anden halvdel af 1800-tallet overtog sejlskibenes rolle, blev den en vigtig mellemstation, når der skulle indtages nye kulforsyninger efter turen over Atlanten eller mellem destinationer i Nord- og Sydamerika. I 1878 havde St. Thomas indført varer for ca. 3 ½ million dollars, men den handel var ved århundredskiftet faldet drastisk, medens losning og lastning af bunkerkul til gengæld øgedes og indtog en stadig mere dominerende rolle som indtægtskilde. Mange tusind tons skulle flyttes fra havnens kulbunker til skibenes lastrum, og det hårde fysiske arbejde var stort set overladt til de kvinder, der med tunge kurve balancerende på hovedet tjente en beskeden dagløn.
De optræder sjældent i den omfangsrige litteratur om Dansk Vestindien, men i Ann Nørregaards fine bog om ”Kulkvinderne på St. Thomas 1870-1917” er de hovedpersonerne, for hvem var de egentlig? Kularbejdet var absolut ikke den letteste måde at tjene til livets ophold men stort set den eneste mulighed for en ufaglært kvinde. Og arbejdet indebar en vis frihed, for kulkvinderne var ikke bundet af en kontrakt men kunne komme og gå, også mellem de forskellige værfter. Der var desuden kontant afregning af arbejdsindsatsen, idet de for hver kurv kul fik en såkaldt ”tallie”, et lille blikstykke, der ved ugens udgang blev omvekslet til rede penge. De var også del af et fællesskab, hvor man stod sammen, hvis man følte sig uretfærdigt behandlet, som det skete ved den første kularbejderstrejke i den danske koloni.
Det daglige betalingsmiddel og dermed også kulkvindernes løn var mexicanske sølvdollars på grund af en udbredt mangel på dansk-vestindisk valuta. Deres værdi faldt imidlertid i 1880’erne - en devaluering, der omkring 1890 gjorde, at en mexicansk dollar kun svarede til 50-60 amerikanske cents. Hele problematikken med det forvirrende møntvæsen var temmelig uoverskuelig, men for de hårdtarbejdende kvinder med kulkurvene var konsekvensen ikke til at tage fejl af. Deres aflønning havde tabt stort set det halve af købekraften. De krævede derfor at få den udbetalt i dansk mønt, og således at den mexicanske dollar blev omregnet til den danske i forholdet 1:1. ”Dollar fo’ Dollar” blev det centrale slagord i arbejdskampen.
Lørdag den 10. september 1892 nedlagde en hel del kularbejdere ved de franske og tyske dampskibskompagnier arbejdet, og i løbet af dagen havde alle havnens kularbejdere sluttet sig til strejken. Den udviklede sig om mandagen til en protestmarch gennem Charlotte Amalies gader, der efterfølgende gav anledning til ikke mindre end 22 politiforhør i ”Anledning af tumultariske optrin her i byen den 10. og 12, dennes”. Det var noget af en overdramatisering af de faktiske begivenheder, men den grundige behandling af sagen havde adskillige aspekter og involverede andre interesser end kularbejdernes. De havde en form for allieret i byens handlende, der også led under det kaotiske møntvæsen, og selv byens prominente apoteker, Valdemar Riise, kom i politiets søgelys med en sigtelse for at have opmuntret de ”tumultariske kularbejdere”.
Efter den lange sagsbehandling kunne retten dog konkludere, at demonstrationen var opstået temmelig pludseligt uden nogen forud lagt plan og uden forsøg på at fremtvinge lønudbetalingen ved udøvelse af vold mod personer eller gods. Kulkvindernes krav blev efterkommet, og sammenholdet blev styrket, da der i september 1916 blev dannet en fagforening, ”Sankt Thomas Labour Union”, med 1.700 medlemmer. Da var det manuelle arbejde med lastning af kul ved at være stærkt truet af store elektriske kulkraner, men en voldsom orkan den 9. oktober satte dem ud af spillet, og kulkvinderne var sikret arbejde i en længere periode. De benyttede lejligheden til at opnå en klækkelig forhøjelse af lønnen, der ellers ikke havde ændret sig gennem de foregående årtier. For samtiden var de hårdføre kvinder med deres store kurve balancerende på hovedet, opkiltede skørter og bare fødder et særpræget syn og yndet fotomotiv, der optræder på mange postkort. Deres eget syn på livet som kularbejdere mangler til gengæld, men sådanne beretninger er i øjeblikket ved at blive indsamlet på University of the Virgin Islands.
Ann Nørregaard, der er cand. mag. i historie og forhistorisk nordisk arkæologi, har med sin bog draget en lille men væsentlig gruppe personer frem. Gennem folketællinger, kirkebøger, matrikelfortegnelser og samtidige beretninger tegner den også et interessant billede af Charlotte Amalie i de sidste årtier af Dansk Vestindiens tid som dansk besiddelse. Den er velresearchet og fint illustreret, ikke mindst med fotos af hovedpersonerne, kulkvinderne, og kan varmt anbefales som endnu et bidrag til den danske kolonihistorie.
[Historie-online.dk, den 22. oktober 2019]
