Dommedag må vente

Af Thomas Mathiasen

Vi kender alle situationen hvor det ringer på døren, og udenfor står der to pæne velklædte mennesker fra Jehovas Vidner. De færreste mennesker orker sikkert at tale med Vidnerne, men man er alligevel for høflig til at smække døren i hovedet på dem. Så man taler lang tid med dem, inden man endelig får taget sig sammen til pænt at lukke døren.

Ifølge Jan Lindhardts forord til Poul Bregninges bog Dommedag må vente får man ved at læse de sidste kapitler af bogen, ammunition nok til at kunne argumentere med Vidnerne og forklare dem, at det, de fortæller er noget vrøvl. Spørgsmålet er bare om læseren nogensinde når til det to sidste kapitler af bogen, for det er unægtelig en tung sag at komme igennem. Man skal i hvert fald være mere en almindelig interesseret i emnet for at læse hele bogen med lige stor interesse.

Derfor må det være tilladt at spørge, hvem forfatteren og forlaget forestiller sig er målgruppen til denne bog?

Kulturhistorisk er det ellers en fantastisk spændende historie, når forfatteren fortæller om grundlaget og hele startfasen af Jehovas Vidner, der som så mange andre corporate religions har sit udspring i USA. I dette tilfælde i Pittsburgh, Pennsylvania i 1870´erne. Men historien drukner desværre i historiske detaljer og utallige citater fra Bibelen og Vagttårnet, bevægelsens egen tryksag.

Den måske væsentligste drivkraft i sekten er dens tanker om dommedag, hvor gud vil lade verden gå under, og hvor kun de få, der har valgt at vi deres liv til Jehovas Vidner vil overleve dommedagen og blive de fremmeste mennesker i den nye verden.

Første gang denne begivenhed skulle finde sted, var i 1914. Da det ikke skete, forudsagde man i stedet, at det ville ske i 1925, 1941-42, 1954, og senest var 1975 udpeget som året, hvor verden ville gå under. Som bekendt er det endnu ikke sket, og nu er det så 2034, der er beregnet som det år, hvor verden går under. De af os, der lever til den tid vil så kunne se, om det går i opfyldelse!

Flettet sammen med den lange historiske redegørelse får vi beretningen om forfatterens eget brud med Jehovas Vidner. Den nu 70-årige Poul Bregninge brød nemlig allerede med bevægelsen i 1959. Som følge deraf mistede han hele sin omgangskreds, da de selvfølgelig ikke må omgås frafaldne.

For 40 år siden udgav han sin første bog om bruddet med titlen Jehovas Vidner under anklage. Fra 1966 til 2003 beskæftigede han sig efter eget udsagn ikke med sekten. I 2003 begyndte han så arbejdet med denne bog, der er hans endelige og definitive opgør med Jehovas Vidner.

Desuden lader han til sidst i bogen en anden frafalden, nemlig Jette Svane, komme til orde. De to beretninger om tabet af livsindhold, omgangskreds og retten til at se sine børn, er i sig selv ganske rystende læsning. Men igen, man skal meget langt ind i bogen, før disse personlige beretninger kommer. Og de fleste læsere vil være stået af inden da.

Det er ærgerligt at måtte skrive sådan, for beskrivelsen af skabelsen af et milliardforetagende ved hjælp af trusler, hjernevask, manipulation og afsindig okkult overtro er fantastisk spændende. Også hvis man f. eks. drager sammenligner med andre mennesker, der er vokset op i sekter eller kultlignende sammenslutninger, og hvordan deres liv former sig, hvis de enten løsriver sig eller bliver udstødt.

Men denne bog vil for meget på en gang. Budskabet drukner i de mange, mange ord og bibelcitater. Sjældent har en forlagsredaktør været så savnet, som i forbindelse med denne bog.