Ellehammer
Af Erik Helmer Pedersen
Souschef ved Teknisk Museum, museumsinspektør Louise Karlskov Skyggebjerg, ph.d., har skrevet en nyttig og god bog om den danske opfinder, fly- og motorcykelentusiast J. C. H. Ellehammer. Hun skrev en førsteudgave af bogen i 2006, men har nu fundet frem til en række nye oplysninger om den lidt sære opfinder i Istedgade i København. Det har kostet hende et stort arbejde at læse sig frem gennem Ellehammers mange skrifter, men det er lykkedes hende at nå frem til en bedre underbygget forståelse af sin hovedpersons mærkværdige skæbne. Hun er dog ærlig nok til at understrege, at der stadig mangler nogle brikker i det puslespil, Ellehammers liv og virke udgør. Trods al sin opfindsomhed kan man næppe betegne ham som et geni. Han savnede teoretisk baseret indsigt i tingene og overvurderede nok sig selv og kunne aldrig styre sin nysgerrighed over for nye og spændende ting, han mødte på sin vej. Det må i høj grad holdes vor forf. til gode, at hun har et skarpt blik for disse problemer uden dog at fælde skarpe domme. Nærværende anm. ser derfor med spænding frem til næste Skyggebjerg-bidrag til vor alt for rudimentære teknologihistorie.
Bogens hovedærinde er et forsøg på at finde ud af, hvad Ellehammers egentlige ærinde var? Taget kronologisk ville han gerne motorisere samtidens lidt primitive form for cykler, og i 1904 kom de tohjulede køretøj ”Elleham” på gaden, udstyret med en 2½ hk’s motor af eget fabrikat, om end med franske Peugeot-cylindre. Den industrielle fabrikation af denne overlod han dog til flere forskellige fabrikker, men på sit eget laboratorium i sit domicil, A/S Patentbanken, en service- og bankinstitution, han havde fået oprettet sammen med sin tro medhjælper, en officer ved navn grev Viggo Knuth. Der blev da også i den næste halve snes år fremstillet et tusind Elleham’ere. Enhver dame og herre kunne køre på den i timevis uden at blive rystet sønder og sammen, annonceredes det, da Ellehammer havde konstrueret et særligt stel med lavt midterparti og desuden forbedret motorens ydeevne og betjeningsforhold. En særlig Ellehammer-klub med kgl. repræsentanter sørgede for god PR for produktet. Der blev ligefrem dannet motorcykelkorps med hans motorcykler, ledet af den yderst forsvarssindede patriot, Aage Westenholz. Patentforetagendet gik dog konkurs i 1909, men Ellehammer fik sig snoet uden om et alt for stort engagement i krakket. En samtidig betragter havde nok ret, når hun karakteriserede ham som ”en del bondelumsk”.
Hans største ambition var dog flyvning. Parallelt med sit arbejde med motorcyklen arbejdede han intenst med at bygge et ”luftskib”, et halvcylindrisk sejldugsmonstrum på 10 x 2 meter med to vinger, formet som en ligebenet retvinklet trekant og drevet frem af hans eget patent, ”en i stjerneform opbygget Eksplosionsmotor”. Der blev straks indledt en række flyveforsøg på øen Lindholm, og 12. september fløj Ellehammer med sin maskine, nu forsynet med en 18 hk trecylindret stjernemotor, en distance på 42½ cm i en højde på 47 cm over jorden, men en god måneds tid senere blev han markant slået af en fransk konkurrent, som fløj hele 220 m i en højde på 6 m. Ærgerligt nok for Direktør Ellehammer, hans selvvalgte titel, var pressen ved at være lidt mæt, når han ustandselig fodrede dem med beretninger om hans dristige færd mellem himmel og jord. Han fik også bygget et hydroplan, men om det nogensinde lettede fra vandet, vides ikke. Derimod fik han sin helikopter fra 1912 i luften et par gange, men hans konstruktion, fra 1940 kronet med patent, blev lige som hægtet af, da den kommercielle videreudvikling af helikopteren slog igennem sidst i 1930’erne. Han fik også bygget sig en bil med stjernemotor og hydraulisk kobling, et patent fra 1912, men uden bakgear. Bilen måtte i stedet løftes rundt af stærke mænd. Den kan nu ses på museet i rekonstrueret skikkelse. Utrætteligt arbejdede han med alskens former for mekaniske ting ikke mindst benzin- og petroleumskarburatorer, ja han syslede også med at erstatte brændstoffet med dampkraft – eller sprit.
Side op og side ned får læseren grundig besked om hans hav af opfindelser, såsom en bølgebrydningsmaskine, forskellige former for pumper, hvor han samarbejdede med Falcks redningskorps, en flækkekniv til halvering af grisekroppe, trykluftdrevne både til Tivolisøen, en stor succes, en sindrig æggeåbner osv. En liste på 59 Ellehammer-patenter sidst i bogen vidner om hans snilde, men det kuriøse element dominerer unægtelig. Ærgerligt nok for ham – og samfundet – forblev han stedse i opfinderrollen og havde i det hele taget svært ved at underkaste sig et samarbejdes regelsæt. Louise Karlskov Skyggebjerg vil helst se ham rent socialt som et barn af sin tid og ikke som mere eller mindre genial ener, som hidtil gjort. Det ville han nok selv som den fødte individualist have protesteret lidt imod.
