En købmand i provinsen
Af Per Ole Schovsbo
Det er fortællingen om købmand Frederik Wilhelm Borthig (1699-1750), som var søn af amtsskriver i Kalundborg Jacob Borthig (1646 -1702) og Thomine van Schepsel (1660-1711) der var født i Holland. Bogen giver en bred indføring i tiden, byen og borgerskabet samt købmandens familiære baggrund i to led. På side 45 kommer vi til hovedpersonens barndom og ungdom i Kalundborg, hvor faderen fra 1691var amtsskriver (amtsforvalter) for Kalundborg, Sæbygård og Dragsholm amter. Embedet krævede, at skriveren selv rådede over en større gård med plads til skattekorn, amtstuen og dens stab af kontorpersonale.
Da faderen døde blev Thomine boede i den store gård i Kordilgade sammen med de to mindste af de i alt syv børn, hvoraf de fem nåede voksenalderen. Da Thomine døde i 1711 før Frederik var fyldt 12, fik han en beskikket værge, der var købmand og rådmand i Kalundborg. Efter læretiden som købmand var afsluttet, kunne Frederik for sin fædrene arv købe byens største skib, der lastede 700 tønder korn og sejlede på Lübeck, Flensborg og Sydnorge. Frederik begyndte derfor at handle for sig selv og løste borgerskab som købmand i 1725. Året efter gik han i kompagniskab med købmand Niels Hansen Bech, der var byens største ejendomsbesidder, samtidigt med at han giftede sig med Bechs eneste datter, den 17-årige Margrethe Cathrine.
Allerede 1729 ophørte kompagniskabet imidlertid, men Frederik Borthig disponerede fortsat over svigerfaderens købmandsgård i Kordilgade, der var relativ nyopført. Bogen gennemgår derefter købmandsgårdens rum og det tidstypiske inventar: stole, borde, skabe, lysestager, vindovne – ligesom i køkkenet – og kramboden, hvortil kommer familiens garderobe. Alt dygtigt og overbevisende illustreret med billeder af tilsvarende genstande og tekstiler. Familiens sociale liv og vennekreds belyses også ligesom købmandsgårdens hushold.
Forretningslivet i Kalundborg var i de år ikke optimalt, fordi bønderne i omegnen levede under usle vilkår med et stadigt tyngende hoveri. Deres korn var af så dårlig kvalitet, at de måtte bede købmændene om kredit – og købmændene havde på deres side problemer med eksporten af det dårlige korn til Norge. Forfatteren gennemgår derefter købmandsgårdens varelager med stor og bred indsigt og illustrerer også denne beretning med fotos af genstande og tryksager (fx skolebøger). Købmandsgårdens tømmerlager bestod hovedsageligt af brædder og lægter, som var returlast på de skibe, der fragtede korn og bygmalt til Norge. Men også jern importeredes i form af stangjern, plader og jernovne.
1731 lod Frederik bygge galeoten Margrethe Cathrine på 24½ læster. Det var Kalundborgs største skib, og vi følger en del af dens sejladser på Norge. En stranding ved Læsø i 1732 resulterede i, at skibet blev svært skadet, men efter 1½ år kom det igen i fart og blev solgt i 1739, da Frederik gik i betalingsstandsning efter flere års problemer.
De tog sin begyndelse med Frederiks svigerindes voldsomme død på Hallebygaard som 24-årig i 1733. Hun havde været udsat for grov vold af gårdens forvalter Niels Lind og døde få dage senere. Den samme forvalter havde også opført sig voldeligt overfor Frederiks hustru, og det fik ritmester Wiwet til at udfordre forvalteren med våben og nedværdigelser. Frederik støttede herefter Wiwet i den sag om ærekrænkelse, han havde anlagt mod forvalter Lind, der blev arresteret og sat i byens arrest. Lind spredte derefter som hævn utrygge rygter om Frederiks kreditværdighed, der skadede hans handel. Efter seks års retssager om ærekrænkelser, måtte Frederik erkende, at forretningen havde lidt så stor skade, at han var blevet insolvent. Presset var så stort, at han lagde sig syg, kom i gældsfængsel og oplevede at hans bo blev opgjort og solgt på flere auktioner. Men indtægterne kunne ikke udligne gælden, og derfor trådte svigerfaderen til og betalte restgælden. Resultatet var, at Frederik ved udgangen af 1739 var ribbet for alt af værdi. Sammen med Margrethe fortsatte han med at bo i svigerfaderens købmandsgård. Margrethe døde imidlertid i 1743 - 43 år gammel, og Frederiks svigerfader døde to år senere. Da det var ham, der ejede købmandsgården og det meste af indboet, blev det hele solgt på auktion. Fredrik fik lov at bo i et værelse i nabogården, hvor han døde i 1750, 50 år gammel. Skiftet efter ham viser, at det var klogt af hans børn at afstå arv og gæld, så Frederiks efterladenskaber blev solgt på auktion.
Margit Baad har leveret et etnologisk-historisk mesterværk, der som få andre er gennemarbejdet indtil mindste detalje, så læseren kunne miste overblikket. At det ikke altid er tilfældet, skyldes Margits fortællerstil, der fører os frelst igennem det ene svinkeærinde efter det andet for til slut at udbrede et imponerende overblik over ikke kun Frederiks sørgelige historie men også over 1700-tallets borgerskab i Kalundborg. Værket bringer således et helstøbt eksempel på tidens købstæder og deres borgerskab, og vi kan derfor med Margit glæde os over Frederiks sørgelige skæbne, fordi den har givet en helt enestående mulighed for at lære ham og hans samtid at kende gennem arkivernes meget omfattende materiale.
Som skolet etnolog og historiker med mange års forskning og museumsledelse i ryggen har Margit med denne bog tilført den kulturhistoriske forskning og formidling et væsentligt bidrag til forståelse af de mindre købstæders virkelighed i første halvdel af 1700-tallet. Tekstens utrolige detaljerigdom følges op med et relevant noteapparat, oplysende og forklarende bilag, oversigt over de anvendte kilder og naturligvis en fyldig litteraturoversigt.
[Historie-online.dk, den 20. november 2024]
