En lykkelig sejrvinding

Af Jakob Ørnbjerg

”Krige og ufred udi lande er jammerlige, ikke alene derfor, at lande og riger, byer og stæder derved ruineres, ødes og fordrives, og mange godtfolk kommer fra al timelig velstand udi armod og elendighed, men endog deraf, at den efterlader så meget ondt…” Sådan opsummerede Vartovs præst, Anders Mathiesen Hjørring, i 1668 sine oplevelser under Karl Gustav -krigene 1657-60. Anders Mathiesen Hjørring opholdt sig i København under svenskernes belejring 1658-60, men hans syn på krigens ulykker ville mange fynboer uden tvivl have kunne nikke genkendende til. Det er netop Østfyns rolle og de herboende fynboers oplevelser under Karl-Gustav krigene, der er emnet for ph.d. Lars Christensens velskrevne bog ”En lykkelig sejrvinding”, der er udgivet af Østfyns Museer, i anledning af 350året for slaget ved Nyborg.

Inden slaget ved Nyborg bliver man som læser grundigt orienteret om de spegede internationale forhold, Frederik 3.s og rigsrådets forhandlinger om den kommende krigserklæring mod Sverige, de militære oprustninger og udskrivninger til hær og flåde, fynboernes problemer med bespisningen og indkvarteringen af den danske hær og de indledende fægtninger med svenskerne. Man er således godt orienteret, når man på bogens side 80 med den svenske hær, den 30. januar 1658, tager turen over det frosne Lillebælt. Med dette overraskelsesangreb blev Fyn, for første gang siden Grevens Fejde 1534-36, uden varsel omdannet til kampplads og krigszone.

Efter at have nedkæmpet den danske hærs sporadiske modstand, gjorde den svenske besættelsesmagt sig det behageligt på Fyn. Karl 10. Gustav delte rundhåndet ud af de fynske slotte og herregårde til sine officerer og rådgivere, og troppernes uorganiserede plyndringer blev snart erstattet med brandskat og kontributioner, så man kunne presse så meget som muligt ud af fynboerne. Man skulle måske tro, at Roskildefreden, hvor Danmark måtte afstå sine sydsvenske besiddelser og svenskerne forpligtede sig til at rømme Jylland, Fyn og Sjælland, ville lindre fynboernes situation, men sådan forholdt det sig ikke. Karl 10. Gustav ville nemlig have sin hær evakueret samme vej, som den var kommet. Det vil sige, at hele den svenske hær med alt dens fodfolk, rytteri, kanoner, heste og tros i foråret 1658 endnu engang skulle tilbage over Fyn, hvilket var til stor belastning for den i forvejen hårdt plagede befolkning. Den svenske konge var dog ikke tilfreds med vinterfelttogets resultater imod Danmark, ligesom den fremtidige forplejning og beskæftigelse af hæren også spillede ind i overvejelserne. Den 23. juli 1658 vedtog Karl 10. Gustav derfor, i samråd med det svenske rigsråd, en ny krigserklæring imod Danmark, der sigtede på en total indlemmelse af det dansk-norske rige i det svenske Østersø-imperium. Landet skulle have samme regeringsform som Sverige og ville blive opdelt i tre guvernementer: Jylland, Fyn og Sjælland. Med belejringen af København lykkedes den svenske angrebsplan til fulde, men i modsætning til vinteren 1657 fik Danmark denne gang militær støtte fra de europæiske stormagter, der ikke var interesserede i for voldsomme forstyrrelser af magtbalancen i Østersøområdet.

For Fyns vedkommende var belejringen af København ensbetydende med, at øen blev forvandlet til et militært opmarchområde, for de svenske tropper, der skulle videre til Sjælland, med alt hvad deraf fulgte af hårde beskatninger, dyre indkvarteringer af svenske officerer og tvangsudskrivninger af fynboer til den svenske hær. Her har Lars Christensen dog gjort den interessante observation, at der i denne lange besættelsesperiode, fra sensommeren 1658 og frem til efteråret 1659, faktisk ikke opstod større problemer eller stridigheder mellem besættelsesmagten og civilbefolkningen. Begge parter har tilsyneladende været interesseret i at få tingene til at glide smertefrit i denne overgangsfase, hvor ingen endnu vidste, hvem der ville gå af med sejren.

Efter det fejlslagne svenske stormangreb på København i februar 1659 ændredes situationen dog radikalt. Frederik 3.s brandenburgske og polske hjælpetropper havde smidt svenskerne ud af Jylland, og pludselig befandt Fyn sig i forreste frontlinje. I efteråret 1659 blev Fyn så forvandlet til en slagmark, da danske og allierede tropper, under ledelse af generalfeltmarskal Hans Schack og kurfyrstens feltmarskal Ernst Albrecht Eberstein, med en koordineret knibtangsmanøvre gjorde landgang ved henholdsvis Kerteminde og Middelfart. Hermed var de svenske tropper, under ledelse af den 29-årige feltmarskal og pfalzgreve Phillip af Sulzbach, afskåret fra forstærkninger og forsyninger udefra. Svenskerne formåede ikke at ødelægge de danske brohoveder, og med henblik på en mulig retræte over Storebælt trak pfalzgreven derfor sin hær tilbage mod Nyborg. Den 14. november 1659 tørnede Schacks og Ebersteins hære så sammen med den svenske hær i slaget ved Nyborg. Der kommer ikke mange nye detaljer frem om dette berømte slag i ”En lykkelig sejrvinding”, hvor hele beretningen om slaget desværre koges ned til en halv sides penge. Den udslagsgivende faktor i denne kaotiske og blodige batalje 14. november er dog uden tvivl Hans Ahlefeldts kamikaze-lignende rytterangreb, der rev den svenske flanke op, og slog rytteriet på vild flugt ind i Nyborg by, hvormed det svenske fodfolk stod alene tilbage på valpladsen og uden større problemer kunne hugges i stumper og stykker. Man regner således med, næsten 4.000 soldater mistede livet den novemberdag ved Nyborg. Med denne danske sejr var Fyn igen under Frederik 3.s kontrol, og man skulle måske tro, at fynboerne nu endelig kunne ånde lettet op. Desværre viste de allierede hjælpetropper, og ikke mindst polakkerne, der ellers havde kæmpet som rasende i slaget ved Nyborg, at opføre sig endnu værre end svenskerne. Deres hærgninger, plyndringer og voldtægter sendte således store flygtningestrømme ud på landevejene, så hvor lykkelig en sejrvinding befrielsen af Fyn var, har der nok været delte meninger om. De bevarede fynske kirkebøgers optegnelser over begravede fra krigsårene og de fynske købstæders klager efter fredsslutningen i 1660 taler i hvert fald deres tydelige sprog.

Af og til kunne man dog godt ønske sig, at Lars Christensen og Østfyns Museer havde givet korrekturen en ekstra tand. Det er nemlig ikke korrekt, når man på side 11 kan læse, at Wallensteins tropper holdt Jylland besat 1626-29, besættelsen af Jylland fandt således først sted 1627-29, og forfatteren til det økonomisk-statistiske værk ”Danmarks og Norges Frugtbare Herlighed” hed ikke Arild, men Arent Berntsen. Samme Arent Berntsen var heller ikke ud af adelsslægt, som Lars Christensen påstår på side 36, men var derimod søn af en kyper fra Bergen. Den slags småfejl er blot ekstra irriterende, når man som læser ellers er i selskab med en både vidende og velformuleret forfatter som Lars Christensen.

Til gengæld kan man så glæde sig over bogens mange flotte illustrationer og samtidige kort, der viser de militære operationer på og omkring Fyn. Her er ikke mindst de af danske og svenske officerer håndtegnede kort på henholdsvis side 107 og 122 et studium værd. Hvis man ikke ligefrem er født og båren på Fyn er dette værk dog ikke det letteste at have med at gøre. Dette skal ikke forstås på den måde, at undertegnede ikke kan placere Odense og Nyborg på et Danmarkskort, men eftersom bogen jo netop omhandler Karl Gustav-krigenes forløb på Østfyn, ville det undervejs have været rart med et par lidt mere detaljerede kort, hvor man kunne orientere sig om placeringen af de mange landsbyer, len, herreder, sogne og herregårde, der løbende omtales i bogen.

Under alle omstændigheder er en ”En lykkelig sejrvinding” et fornemt eksempel på, hvad kombinationen af stor viden om lokalhistoriske forhold og evnen til at sætte disse forhold ind i et større nationalt og internationalt perspektiv kan afstedkomme. På denne baggrund har Lars Christensen givet os en bog, der vil være til gavn og fornøjelse for ikke blot Østfyn, men også for alle os andre, der med ”En lykkelig sejrvinding” har fået føjet endnu en vigtig brik til den store historie om Karl Gustav-krigene 1657-60.