En skole i vold - Bobruisk 1941-44
Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden
Det tyske angreb på Sovjetunionen var på forhånd tænkt og planlagt som en race- og udryddelseskrig. Med angrebet og den efterfølgende besættelse af den vestlige del af Sovjet blev der dermed udløst en ekstrem mængde vold og død, som ramte ikke kun den direkte militære modpart, men også kommunistiske funktionærer, jøder og civilbefolkningen. Bogen gennemgår det tyske besættelsesregime i de besatte østområder, idet den stiller skarpt på det østlige Hviderusland, som har en interessant dansk vinkel. Her lå byen Bobruisk, og lidt uden for den by overtog SS en militærbase (Waldlager), som blev gjort til forsyningsbase og uddannelsessted for rekrutter, herunder rekrutter fra Frikorps Danmark. I 1942 og 1943 gik 800-1.000 danske SS frivillige igennem Waldlager. Så bogen forsøger at besvare, hvad de danske frikorpsmænd foretog sig under opholdet i Waldlager. Inden vi er kommet så langt, redegør bogen grundigt for bl.a. hungerdrabet på millioner af sovjetiske krigsfanger, udplyndringen af de besatte østområder og den voksende deportation af hviderussiske tvangsarbejdere til Tyskland. Ikke mindst sidstnævnte forværrede forholdet mellem besættelsesmagten og hviderusserne, og understøttede den sovjetiske partisanbevægelse, som begyndte at tage form i 1942. Det tyske svar på den voksende partisanaktivitet var gennemførelsen af en række partisanbekæmpelsesaktioner, hvor man omringede og finkæmmede land- og skovområder i jagten på partisaner, - men hvor det som oftest gik ud over civile i form af drab på ”partisanstøtter” og nedbrænding af landsbyer. Det kan dokumenteres, at danske SS frivillige deltog i sådanne aktioner. Sandsynligvis har de optrådt brutalt på linje med andre SS mænd, da de så at sige var indskolet i en voldens kultur. Men konkret hvordan danske SS mænd agerede under disse operationer, ved vi strengt taget ikke. Kilderne er tavse herom.
Det systematiske mord på jøderne var en integreret del af den nazistiske bestræbelse på at kolonisere østområderne. I Bobruisk blev der etableret en jødeghetto. Ved to aktioner i november 1941 og årsskiftet 1941/42 blev ghettoens jøder myrdet. Ind i 1942 manglede Waldlager tvangsarbejdere. Paradoksalt nok måtte man ”importere” jøder fra Polen til at dække behovet. En jødelejr blev således etableret i Waldlager i juni 1942 og var i funktion frem til september 1943. Mindst 1500 jødiske mænd og drenge blev deporteret til lejren, heraf overlevede blot 91. Alene tallene siger noget om forholdene i lejren: Sulten, det hårde arbejde og den ekstreme vold fangerne blev udsat for. Ved løbende selektioner blev svækkede og uarbejdsdygtige fanger udskilt og dræbt. Danske SS-frivillige var en del af lejrens vagtmandskab. Så igen er spørgsmålet: Hvordan behandlede de danske SS-vagter de jødiske tvangsarbejdere? Et tilfælde er allerede kendt, hvor en dansk SS-frivillig myrdede en jødisk fange. Derudover giver kildematerialet ikke mulighed for at konkretisere og dokumentere de danske vagters ageren. Bogen skal derfor ikke i første række læses for dens gennemgang af de danske SS-frivilliges ophold og handlinger i og ved Bobruisk. I stedet skal fremhæves bogens gennemgang af det tyske besættelsesregime i østområderne i almindelighed og besættelsesregimet i Bobruisk i særdeleshed. Her er der tale om en fremragende fremstilling, hvor detaljerigdom, overblik og perspektivering går op i en højere enhed.
