En verden af viden

Af Ning de Coninck-Smith

Universitetshistorien er i vælten. Internationalt, og nationalt – med nye historier om CBS og SDU, og med arkivar Else Hansens seneste bog om velfærdsstatens universitetspolitik. Det afspejler på den ene side den centrale plads, som universiteterne har fået i det danske læringslandskab, og på den anden, at historien er blevet en del af deres branding i den indbyrdes kamp om studerende og penge. Og jubilæerne, selvfølgelig – 100 år for CBS i år og 50 år for SDU sidste år.

Det var således i 1966, at de første 180 studerende modtog et rektoralt håndtryk ved åbningsfesten i Odense Teknikums festsal. Det var også her, at undervisningen kom til at foregå i stadig flere pavilloner, mens man ventede på det store byggeri på Campusvej. Det stod først færdigt i 1980, men allerede i 1974 var dele af medicin, anatomi og kemi flyttet ind. Det varede dog ikke længe, før der måtte bygges ud og til for at skaffe plads til nye fag og studerende. I dagens tal ca. 30.000.

Det voksende antal studerende skyldtes ikke kun, at flere søgte til Odense, men også at Odense Universitet i 1998 fusionerede med Sydjysk Universitetscenter i Esbjerg og Handels- og Ingeniørhøjskole Syd i Sønderborg. Senere er der kommet flere fusioner til. Sammenlægningen i 1998 var Danmarks første universitetsfusion – og den blev indgået mest af nød, men på papiret af lyst. Uddannelsesniveaet i regionen skulle hæves – og Odense Universitet ville forbedre sine udviklingsmuligheder, stod der i pressemeddelelsen. Under overfladen ulmede kritikken – og i årene fremover måtte der bruges mange kræfter på at afstemme forventninger og bringe de forskellige uddannelseskulturer på nogenlunde samme formel. Det var ikke en nem opgave, samtidig med ,at de studerende svigtede de nye campi i Jylland. De ville til den store by og væk hjemmefra. Det gik hårdt ud over de tre jyske bacheloruddannelser i dansk, engelsk og historie, som alle måtte dreje nøglen om i 2007. Jubilæumshistorien lægger ikke fingrene imellem, samtidig med at den også giver et godt indblik i den spegede – og topstyrede proces, der lå bag. Det er spændende som en anden krimi.

Men det er faktisk ikke de eneste kapitler i denne antologi, som næsten læser sig selv. Også det store afsnit om arkitekturen mellem velfærdsstat og konkurrencestat er meningsfyldt læsning, og det er bestemt heller ikke kedeligt at læse om årsfester, fredagsbar og studenterpolitik – eller om det danske tvillingeregister, biodemografi og grundforskning på højeste niveau. For de bibliofile er der et interessant kapitel om et universitetsbiblioteks tilblivelse i krydsfeltet mellem donationer, indkøb og it-kyndige medarbejdere. Nostalgikerne kan fordybe sig i billederne eller i erindringsklip med to medarbejdere, som har været med fra starten, nemlig kasserer Alice Borbély og professor Jørn Henrik Petersen, der som han selv formulerer det, blev ansat som amanuensis [som på latin betyder slave] i 1970 – alene på en publikationsliste. Fire år senere, som 29 årig var han professor.

Interessant er det også at kunne konstatere, at kvindernes indtog på de enkelte fakulteter skete i forskellige tempi: På medicin udgjorde de flertallet af de studerende fra slutningen af 1980’erne, mens det på naturvidenskab først indtraf 20 år senere. På det nye tekniske fakultet er der fortsat langt til ligestilling, hvorimod kvinderne hastigt nærmer sig mændenes andel på samfundsvidenskab. På humaniora har der stort set været dobbelt så mange kvinder som mænd siden 1980, hvor bogens ældste tal er fra.

Bidragene er skrevet og fortalt af yngre og ældre medarbejdere, tidligere og nuværende. Ikke overraskende er de fleste mænd, ligesom på de velvalgte billeder, hvor portrætter af herrer i hvide kitler eller med slips og jakkesæt dominerer. Ind imellem ses kvinder med højt touperet hår og øldrikkende, demonstrerende studerende – og de mange forskellige bygninger. Odense var ellers ikke kendt for radikalitet, her talte man sig til rette – og en række af 1970-styrelseslovens demokratiske elementer blev allerede indført i slutningen af 1960’erne. Måske var denne iboende pragmatisme forklaringen på, at universitetets ledelse tidligere end på de øvrige universiteter tog de nye tanker om New Public Management til sig – og angiveligt bidrog med en række af elementerne til styrelsesloven fra 2003, som i konkurrencestatens ånd afskaffede universitetsdemokratiet.

Sproget er smukt, men tonefaldet er sine steder holdt i mol; de studerende er ikke længere, hvad de var; taxametre og fremdriftsreform er ødelæggende for kvaliteten og papirarbejdet svimlende. Enkelte som Jørn-Henrik Petersen mener tilmed, at hans yngre kolleger er ”åndeligt smalsporede”. De går angiveligt rundt med ”skyklapper” og prioriterer ”det internationale vidensfællesskab” frem for at tage den ”folkelige samtale” seriøst. Det er påstande, som ikke dokumenteres nærmere – det er følelser og fornemmelser, som efter min opfattelse hører bedre hjemme i et debatindlæg end i en historisk fremstilling. Gad vide, hvordan de læses om 25 år, når alting er glemt?

Som tidligere ansat på SDU undrer det mig, at kunsten og kunstforeningen ikke har gjort sig fortjent til en plads i solen; ligesom jeg finder det mærkeligt, at ledelse og administration, som i sin vækst og stigende betydning må siges at udgøre én af de vigtig ændringer af universitetslivet og kulturen igennem de sidste 50 år, ikke har fået et selvstændigt kapitel. I glimt aner man gennem Alice Borbélys beretning, hvor interessant det ellers kunne have været. På billedsiden havde jeg også gerne set nogle af alle dem, som holder hjulene i gang, rengøring, gartnere, maskinmestre – SDU havde jo sin egen varmecentral, som jeg husker det – posten og kantinedamerne.

På sæt og vis er En verden af viden traditionel universitetshistorie – og så alligevel ikke. Vægten ligger på universitetspolitik i det store og det små. Men hverken de studerende eller fagene og videnskaben er blevet glemt, ligesom fremstillingen bestemt ikke er ukritisk eller konfliktfri. Man kunne have ønsket sig mere af det sidste og lidt mindre af det første. Som helhed er det imidlertid en læseværdig antologi om et universitet, der nødig vil sammenlignes med den grimme ælling, som blev til en smuk svane – men hellere vil fremstå som have stået på egne ben lige fra begyndelsen – nu med historien som fundament.

Lagt på historie-online 8. februar 2017