En verden af viden – Syddansk Universitet 1966-2016
Af Thomas Petersen
Odense Universitet, undskyld Syddansk Universitet (SDU), fylder 50 år. Og hvad er mere naturligt end, at en læreanstalt, der er sat i verden for at forøge vor viden, i den anledning udsender en bog, der opsummerer og funderer over, hvad læreanstalten har bedrevet gennem det forgangne halve sekel siden 1966. Men apropos navnet. Principielt har jeg instinktivt noget imod, at institutioner skifter navn. Det minder for meget om en praksis, man dyrkede i den nu hensovede Sovjetunion. Men okay, det var en større og bredere institution, der kom ud af fusionerne i 1998.
Traditionelt skreven universitetshistorie kan være lidt, for ikke at sige enormt, langtrukken at komme igennem. I Odense har man derfor valgt at undlade en beskrivelse af de enkelte fags eller fakulteters historie. For i stedet at give ti af universitetets egne kræfter angiveligt frie hænder til at beskrive emnet fra hver sin synsvinkel. Dog angiveligt ikke mere frie end, at alle kapitler løbende er blevet godkendt i et bogudvalg, nedsat af Universitetshistorisk Udvalg. Vi får i de 10 kapitler bl.a. en oversigt over historien gennem de 50 år, endvidere hører vi om studenterliv og undervisning, om Odense-universitetets forkætrede beton-arkitektur, populært kaldet Rustkastellet eller Rustenborg, internationalt forskningssamarbejde, om dagligliv på kontorerne og om opbygningen af et universitetsbibliotek.
Det startede alt sammen med lægevidenskab og humaniora, siden kom naturvidenskab og samfundsvidenskab til. Samt alle de andre uddannelser, der kom til i den store fusion i 1998, og som omdannede OU til SDU. Det startede med sølle 180 studerende i midlertidige lokaler. Til i dag, hvor universitetet har over 30.000 studerende og 6.000 medarbejdere. Placeret på seks forskellige lokaliteter (campus) i det fynske og sydjyske. SDU opstod i efteråret 1998 gennem en fusion mellem moderuniversitetet i Odense, Handelshøjskole Syd/Ingeniørhøjskole Syd og Sydjysk Universitetscenter i Esbjerg. Som der står i forordet, så er det "en gennemgående tolkning i bogen, at fusionen bidrog til at konsolidere og fremtidssikre universitetet, men bogen fortæller også om de udfordringer, fusionen medførte, og da multicampuskonstruktionen (et tungebrækkende udtryk, TP) stadig er under udvikling har vi ikke søgt en samlet konklusion på dette kapitel ---", (side 7). Mest af alt vel en hensigtserklæring.
Odense Universitets historie fra "de glade tressere til de flade tiere" er lagt i hænderne på historikeren Tønnes Bekker-Nielsen. Lidt rigelig generel universitetshistorie om love og bekendtgørelser. Men også velvalgte nedslag i udviklingen. Den oplagte forfatter fortæller også løst og fast om andre emner. For eksempel om den lange vej fra revolutionerende centertanke og til traditionelt universitet, om utålmodighed i forbindelse med langtrukne professor-indstillinger, om kampagnen mod "lyntogsprofessorer", som broen dog endte med at tage livet af. Endvidere om studenterpolitik, boykot og andre aktioner, der til forveksling lignede dem i Aarhus og København. Men, som efter Bekker-Nielsens mening var mere forsonlige i Odense, fordi flere af de nyansatte lærere selv havde været på barrikaderne på de gamle universiteter i 1969. Endvidere fortæller forfatteren om en ung socialdemokratisk undervisningsminister, der havde sin mand blandt det første hold af lærere. Samt om en altid ilter historieprofessor Tage Kaarsted, der med vanlig bramfrihed bankede kollegerne til hurtigst muligt at bosætte sig på Fyn, glide ind i det almindelige liv, drikke Albani-øl og ryge Tørring-cigarer. Sådan!
Samme Kaarsted spiller også en stor rolle i det afsluttende kapitel, hvor bogens redaktør, historikeren Jeppe Nevers, har en samtale med samfundsforskeren og debattøren Jørn Henrik Petersen. Populært kaldet Jern-Henrik, der blandt meget andet fortæller, at det var samme Kaarsted, der fik ham til at kaste sig ud i samfundet og dets debatter. En rolle, han med flid og bravour siden har spillet på alle tangenter. Blandt andet gennem oprettelsen af en fag- og universitetsbaseret journalistuddannelse
Malene Breunig fortæller under overskriften Arkitektens trøst oplysende og sagligt om de fysiske vilkår på universitetet. Baseret på egne erfaringer beretter hun om en tutors belæring om livet på humaniora. "--- at universitetets arkitekt som sin ambition om at opføre "betonfunktionalistisk monument på en brakmark uden for lands lov og ret" havde glemt toiletter og kun i sidste øjeblik fundet plads til dem i underetagen fjernt fra de studerendes opholdssteder", (side 51). Men forfatteren ender med at konkludere, at såfremt kommende tutorer ikke blot skal mime kritikkens gamle travere i deres omtale af universitetets arkitektur eller tandløst følge institutionens egen promovering, må de derfor selv gå til biddet!
Lars Bisgaard skriver engageret om studenter og undervisning gennem 50 år under overskriften Der skal to til en tango. Det var med hans egne ord revolutionerende tanker om nye måder at undervise på. Det ville sige "intet mindre end skabelsen af velfærdsuniversitetet, den smukke moder bag det nuværende mere forpjuskede universitet". Undervisningsformerne på de gamle universiteter i Aarhus og København var naturligvis skydeskiven. Interessant er det, når Bisgaard følger to studerende på Nordisk omkring midten af 1970erne. Typerne genkendes også fra de gamle universiteter. Den gang glødende revolutionære, eksamensboykottere og plakatskribenter ("Til kamp for en proletarisk offentlighed", hed det f.eks. manende). Den ene den gang endog havnearbejder – for at understrege klassetilhørs-forholdet, måske også for at tjene lidt penge. Men begge i dag ansat på SDU og i øvrigt solide samfundsstøtter. Den ene professor samt klummeskribent i Kristeligt Dagblad - Nils Gunder Hansen, den anden selvkritisk Ruslands-kender og universitetslektor - Erik Kulavig.
Sidstnævnte er i dag ikke alt for stolt af at fortælle om de såkaldte mumlekor, der blev sendt til angiveligt reaktionære læreres undervisning. Og hvor de sad nede bagved og sagde "mumle, mumle, mumle" med det ene formål at sabotere undervisningen. Den gang i egen indbildning meget revolutionært, men i dag vel at rubricere under stikordet barnagtigheder. Mumleriet gik blandt andre ud over Mogens Brøndsted, den gang professor i dansk samt i øvrigt universitetets første og ministerudnævnte rektor.
I januar 2013 åbnede Max-Planck Odense Center for the Biodemography of Aging – det første i Norden. Det nye center skulle forske i den vigtige og hyperaktuelle disciplin - aldring. Og især i dens biodemografi – en forskningsgren, der kombinerer aldringens biologi og evolution med demografi og epidemiologi. Om dette center, dets foreløbige resultater og dets forskningsperspektiver skriver en kende indforstået Per Boje og Bernard Jeune.
Julian Lamberty tager sig under overskriften Syddansk Universitet i konkurrencestaten af den offentlige sektors udvikling fra velfærdsstat til i dag. Endvidere er der et kapitel om universitetsbibliotekets opbygning. København har Det kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket, Aarhus har Statsbiblioteket – Odense måtte opbygge et nyt helt fra bunden. Sensationelt var købet af det 40.000 bind store og fagligt righoldige bibliotek fra herregården Herlufsholm.
Litteraturhistorikeren Anne-Marie Mai skriver velformuleret og kyndigt om Odense Universitets forvandling til en regional læreanstalt – til Syddansk Universitet. På baggrund af en nedadgående kurve i antallet af studerende i 90erne kastede universitetet under ledelse af rektor Henrik Tvarnø sig ind i kampen om de små studenter-årgange. Med udvikling af separate campus i Esbjerg, Kolding og Sønderborg. Navneskiftet markerede ret håndfast ønsket om at få en slags monopol på de syddanske studerende. Mai kan på basis af egne erfaringer med udflytning til campus i Kolding konkludere, at der havde været mange udfordringer, men at "fusionstiden lignede renæssancetiden – den var fuld af dramatiske begivenheder, en tid for en genfødsel for ideer om fagkritik og studenterengagement, og for et nyt syn om ikke på mennesket, så på universitetet", (side 222).
Lad disse ord være udgangsbønnen for en ny slags jubel- og universitetshistorie. Opgaven er i det store og hele løst godt og vitaminrigt. Ikke alle kapitler flyder lige gelinde, men det er vilkåret for sådanne udgivelser. Bogen er rigt og smukt illustreret og fremtræder i det hele taget som et festskrift. Hjertelig tillykke med jubilæet!
Siden er oprettet 24. oktober 2016.
