”En visnet blomst i hæderskrandsen”
Af Jørgen Mührmann-Lund, Institut for Kultur og Samfund, afd. for historie, Aarhus Universitet
Tidligere DR-journalist Niels Bjørn Hansen har skrevet en fin lille bog om de forbavsende få, der deserterede eller gjorde mytteri under slaget på Reden den 2. april 1801. Som forfatteren meget levende beskriver, var der nemlig tale om et meget blodigt søslag med 367 døde og 635 sårede, hvoraf 100 døde kort tid efter af deres kvæstelser. Hertil kommer de engelske tab på 254 døde og 689 sårede. På den danske side var der desuden 205 ”bortblevne uden efterretning”, som kan være døde og lempet overbord under slaget. En del af dem kan dog også være stukket af, så det totale antal af desertører kan have været større end de sager, der beskrives i bogen.
Bogen er baseret på kilder fra krigsretssagerne mod en række desertører og mytterister og især sagerne mod den næstkommanderende på linjeskibet ”Sjælland”, kaptajnløjtnant Philip Schultz, og chefen for musketererne på samme skib, stabskaptajn Niels Westerholt. På det tidspunkt de to forlod skibet, var det fuldstændigt sønderskudt og fuldt af døde og sårede, så kanonerne næppe kunne bemandes. For at undgå kollision med det brændende flagskib ”Dannebrog” havde ”Sjællands” kaptajn valgt at kappe linerne, så skibet drev med agterenden mod fjenden og kunne beskydes langskibs. Det fik først Schultz og siden Westerholt til at gå i panik og forlade skibet sammen med nogle af deres folk. Set med nutidens øjne en forståelig adfærd, men en aldeles uacceptabel adfærd i den nærmest hysterisk patriotiske tid omkring 1800.
Havde de to søofficerer holdt ud en halv time længere, var de blevet fejret som helte. I stedet blev de nu dømt til at skydes i ryggen ved en krigsret i henhold til søkrigsartiklerne fra 1752. Netop som dommen skulle eksekveres på Øster Fælled, blev de dog benådet til livsvarigt fængsel på Munkholm i Oslofjorden, hvilket et år efter blev ændret til landsforvisning på livstid. Formentlig har der heller ikke været nogen fremtid for de to i hjemlandet, som under den patriotiske rørelse efter slaget på Reden blev hånet for deres fejhed i en række skillingsviser, som gengives i deres fulde længde i bogen.
Ud over en detaljeret beskrivelse af de to dømte søofficerers liv og levned, berører forfatteren en anmeldelse af et mytteri på skibet ”Cronborg”, som blev trukket tilbage, og nogle sager om tyverier og desertion begået af matroser og musketerer, som slap med at få ”tamp”, en pisk lavet af reb, som blev brugt til at straffe flådens folk.
Det er altid en fornøjelse at læse en spændende og hidtil ufortalt historie baseret på utrykte kilder. Eneste indvending kunne være, at der savnes en begrundelse for, at denne historie er vigtigere at få fortalt end andre historier udover, at den ikke har været fortalt før. Her kunne forfatteren måske have brugt sagerne om desertion til at belyse tidens patriotisme. Dette gøres på en langt mere levende måde i Thomas Lyngbys ”den sentimentale patriotisme” om H. C. Knudsens mindehøjtideligheder for ofrene fra slaget på Reden. Men for fans af militærhistorie er der sikkert meget at komme efter. Korrekturlæsningen har af og til været mangelfuld, så efternavnet på en anklaget matros veksler mellem Zaco, Zacho og Zachou, men dette skal ikke blænde for, at bogen absolut er læsværdig.
