Enevældens kroninger
Af cand. mag. Steen Ivan Hansen
Enevælden som politisk system i Danmark varede i næsten 200 år – fra 1660 til 1849. Begrundelsen for denne magtcentrering var egentlig ikke, at folket ønskede det, men at det var Vorherre, der havde udpeget den rette konge og hans efterkommere til dette embede. På intet tidspunkt blev dette fastslået mere bastant, end når der var tronskifte – ved de kroninger, som med enevældens indførelse blev ændret til ”salvinger” – uden at dette dog ændrede ceremoniens indhold fuldstændigt.
Disse store højtidelige begivenheder er taget under grundig behandling af Anders Monrad Møller, og det må absolut påskønnes, at et så snævert emne nu er fremlagt i en smuk og indbydende bog. Jeg tror ikke ret mange uden for faghistorikernes kreds egentlig ved ret meget om den danske enevælde (bortset måske fra Struensee-perioden). Denne bog fremlægger en flig af enevældens natur, og giver ikke mindst læseren en opfattelse af systemets selviscenesættelse.
Forfatteren tager sit udgangspunkt i de tidligere kroninger – dengang kongen virkelig blev kronet, og gennemgår derefter de syv salvinger. Kongen salves af Gud på isse, bryst og hånd – dog med hjælp af en stedfortræder, nemlig Sjællands biskop. Mange elementer fra valgkongedømmets kroninger bibeholdes i forbindelse med salvingerne, men begivenheden tilføjes meget mere pomp og pragt og ikke mindst tidsfylde.
Enhjørningetronen, dronningens sølvtrone samt de tre sølvløver blev anvendt ved alle salvingerne, og det er jo ganske interessant at tænke på, når man besøger Rosenborg, hvor central en betydning disse genstande egentligt har haft i enevældens ”teater”. Også kronregalierne har vi mulighed for at studere på nærmere hold på Rosenborg den dag i dag.
Den første salving under enevælden fandt sted i 1671 (Chr. V) i Frederiksborg slotskirke. Mange traditioner og tekster blev bibeholdt hele vejen gennem de øvrige seks salvinger, således også lokaliteten – kun Chr. VIIs salving fandt sted andetsteds, nemlig på det næsten nybyggede Christiansborg slot. Et indslag i festlighederne kan påvises meget langt tilbage i tid, altså også ved f.eks. Fr. II og Chr. IVs kroninger, nemlig den fyldte helstegte stud samt springvandspyramiden, der sprang med rød- og hvidvin – alt sammen til glæde for folket.
Anders Monrad Møller beskriver ganske grundigt hele ceremoniellet, med de pompøse dragter og regalierne, de højstemte tekster og hyldestdigte og en meget omfattende opremsning af de fornemme elefantriddere m.v., som på fremtrædende pladser deltog i højtideligheden. Især det musikalske har Møllers interesse, hvorfor det naturligvis er ærgerligt, at melodierne stort set kun kendes fra de seneste salvinger, ellers må man i høj grad nøjes med teksterne.
Lad dette være sagt først. Bogen er grundig, den er konsekvent og overskueligt disponeret, den er velillustreret og nok er sproget konservativt, men ikke uden en vis lune og ironi. Alligevel kan man få fornemmelsen af noget tungt, når man kommer langt nok ind i værket. Opbygningen, hvor hver salving bliver gennemgået for sig, bibringer læseren en fornemmelse af gentagelser, selv om der i hver højtidelighed er variationer i forhold til den foregående. Forfatteren skriver det selv i sin indledning: ”…der citeres vers side op og ned, hvorved man kan sammenligne fra gang til gang. Skulle den gunstige læser trættes herved, vil forfatteren med forståelse se på et overspringshop til næste prosaafsnit.” Det havde nok været bedre at lægge disse mange og lange digte om som bilag.
Til gengæld kunne jeg godt savne nogle udsnit af kongeloven, som nævnes i forbindelse med hver eneste salving, hvor den lægges frem til beskuelse. Der er også et billede af den i bogen, men sløret løftes ikke for dens indhold, selvom den blandt andet fastlægger arverækken og kongens rettigheder og pligter.
Trods de flotte billeder og det aldeles nydelige layout, kommer man ikke rigtigt i festhumør ved at læse ”Enevældens kroninger”. Der er nogle ganske fornøjelige øjenvidne-beretninger fra de sidste par salvinger, der er også nogle oplysninger hist og her om folkets del af festen med den fyldte stud og vinpyramiden, men i det store og hele er bogen nok for tung til at fange hovedparten af de historisk interesserede læsere – den er nok for de mere specifikt fagligt interesserede.
Konklusionen er derfor, at Anders Monrad Møller har skrevet en god bog om et snævert emne, men at bogen ikke er så populariseret, som den giver sig ud for, ja, at mindst halvdelen af teksten kun har interesse for en meget snæver kreds, da versenes litterære værdi er begrænset såvel som deres historiske kildeværdi er det. Bogen er i øvrigt noget præget af gentagelser med nogle små variationer, hvilket skyldes disponeringen af stoffet, hvor hver salving beskrives i et selvstændigt afsnit. Men den interesserede læser får dog mange gode informationer om enevældens opbygning og dertil billeder, som det er værd af fordybe sig i.
