Erindringer fra en anden verden
Af Bente Jensen, arkivar, Aalborg Stadsarkiv.
Bogomslaget viser P.J. Riis' mor, Elisabeth, ved et smukt dækket frokostbord flankeret af en tjenestepige. Fotografen er forfatteren selv, optagelsesåret nævnes ikke. Tjenestepigens blik rammer læseren lige ind i fremtiden – moderen kigger ned. Er motivet sindbilledet på den anden verden, som bogen beretter fra? Vi får ikke svaret.
P.J. Riis, der er født i 1910, professor emeritus, dr.phil. i klassisk arkæologi, skildrer i denne selvbiografi sit liv og akademiske virke. Riis har gennem årtier været en bærende kraft inden for klassisk- og nærorientalsk arkæologi og har skrevet et stort antal værker, især om etruskisk arkæologi og de danske udgravninger i Syrien. Han var ansat som museumsinspektør på Nationalmuseet under og lige efter besættelsen, siden blev han professor i klassisk arkæologi ved først Aarhus Universitet og senere Københavns Universitet. P.J. Riis har desuden virket som præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab
Erindringer fra en anden verden er opdelt i tre hovedafsnit: Slægt og barndom, Udvikling og virke samt et videnskabeligt tilbageblik. Den rundes af med en bibliografi over P.J. Riis' publikationer. Vi hører om begivenhedsrigt liv i fremgang.
Slægt og barndom: Riis giver et tilbageblik til sine forældres herkomst: Faderen, der er uddannet vinkyper og oprindelig fra Mors med en stor interesse for musik, kunst og sport. Mødet midt i livet med moderen, der oprindelig kom fra Nakskov og siden blev uddannet på Frk. Kruses Skole og Seminarium i København og arbejde som lærerinde til giftermålet som 36-årig. P.J. Riis voksede op i Århus, hvor faderen ejede en vinhandel i Skolegade. Vi hører fortællinger fra familiens liv og selskabelighed. Relationen til tjenestefolkene, husholdningen, kurophold og får en karakteristik af Århus i en tid, hvor byen voksede med stor hast, medens P.J. Riis gik på Katedralskolen.
Udvikling og virke: Hvad der fik vinhandlerens søn fra Århus til at drage til København for at studere klassisk arkæologi, med et sving omkring kunsthistorien, gives der forskellige bud på, men ikke ét svar. Riis beretter om lærerne, studievilkårene, øvelserne, eksamener, studenterjobs på museums-samlingerne på et universitet før de store studenterårgange. Om studieturene gennem Italien og Tyskland i mellemkrigstiden, hvor fascismen og nazismen lurede. Fascinerende er beretningen fra deltagelsen i den danske arkæologiske Syrien-ekspedition i 1930'erne i Hamai. Historien om hvordan danske arkæologer bevægede sig ind i et fagligt svært pionerområde i Levanten. Som færdiguddannet bliver Riis inspektør på Nationalmuseets antiksamling, hvor krigen byder en nedpakning af genstandene og vagtordninger i tilfælde af angreb og brand. Efter krigen vender Riis tilbage til Århus og opbygger faget klassisk arkæologi på Aarhus Universitet, siden vendte han tilbage til København til et professorat og siden til et virke i Videnskabernes Selskab.
Sideløbende med beretningen om sin omfattende akademiske karriere fletter Riis i glimt fortællingen om sit private liv i mødet med den første kone, lægen Nanna Baagøe, og hendes fynske baggrund i en gammel handelsslægt og deres søn Thomas. Efter han bliver enkemand ægteskabet med ægyptologen, Marie-Louise Buhl. Funderinger over ægteskaber med kvinder i erhverv sammenfattes i kapiteloverskriften "Sine koners mand".
Bogens sidste del er et videnskabeligt tilbageblik, hvor P.J. Riis reflekterer over forskerens behov for afsondrethed. Desuden sættes den klassiske- og nærorientalske arkæologi ind i et bredere kulturhistorisk og faghistorisk perspektiv. Endelig indgår P.J. Riis' bidrag, "Dansk klassisk og nærorientalsk arkæologi i ældre tid" fra udgivelsen Københavns Universitet 1479-1979, der udkom i forbindelse med universitetets 500-års jubilæum.
