Erindringssteder i Danmark

Af Erik Ingemann Sørensen

I 2003 udgav museumsinspektør Inge Adriansen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, det imponerende værk i 2 bind ”Nationale symboler i Det Danske Rige”. Et resultat af et meget fornemt forskningsarbejde, der fokuserer på både de officielle symboler, som statsmagten har anvendt, Bind 1, og på de uofficielle, der er blevet til på baggrund af initiativer blandt den brede befolkning, Bind 2. De to bind giver med deres talrige vinklinger et enestående indblik i begrebet nationale symboler. Det kolossale noteapparatur danner sammen med en ypperlig oversigt over kilder og litteratur en fornem basis for at gå i dybden med de behandlede områder/teorier og tolkninger. De to bind er så ubetinget en hovedhjørnesten inden for forskningen om emnet.

Og minsandten om Inge Adriansen nu har gjort det igen – leveret en pragtpræstation om emnet.

Hvor udgivelserne i 2003 var meget baseret på ”den teoretiske udvikling af begrebet erindringssteder”, er forfatteren her gået til arbejdet ud fra en anden vinkling, nemlig ”at foretage en undersøgelse, analyse og sammenfatning på baggrund af den landsdækkende registrering, som den er baseret på”. Det kulturhistoriske Centralregister iværksatte i 1999 projektet med at få registreret de talrige monumenter, mindesmærker og mødesteder. I juli 2002 blev der sendt to spørgeskemaer til samtlige kommuners tekniske forvaltning. Et med 9 spørgsmål om nationale mindesmærker og et med tilsvarende antal om nationale mødepladser. Godt 2800 er nu registreret – med UTM-koordinater – og takket være Kulturarvstyrelsens opfølgning af projektet kan man nu finde stederne og stenene på styrelsens hjemmeside under www.monument.dk. Databasen er ikke fejlfri – der er flere mangler. Endnu er der heller ikke billeder tilknyttet. Men de centrale data er der. Og kortet kan anvendes med flere forskellige søgeord – fx genforeningen, landboreformer og forskellige tidsperioder. Dansk center for Byhistorie har på deres hjemmeside www.byhistorie.dk lavet en god dækning omhandlende 2. slesvigske krig i 1864, 1. verdenskrig og Genforeningen i 1920. De to sites supplerer hinanden godt.

I forordet beretter Inge Adriansen om, hvorfra hendes fascination af mindesmærker stammer. Hendes erindringsbillede er: ”da jeg med min far i hånden besteg slotsbanken i Skanderborg og helt uventet oplevede den store mindestøtte med Thorvaldsens buste af Frederik 6…” Sådanne oplevelser må hun dele med titusinder af danskere fra den tid, hvor fædre/mødre tog deres børn med på søndagsudflugt til ”stederne”. Og fortalte. Der var noget højtideligt over det. Som da min far tog familien med til Ribe og her fortalte om Dronning Dagmar. Siden den dag har jeg hadet Bengerd – ”den beske blomme”. 

Bogen hviler på den opfattelse, ”at den omfattende mindesmærkerejsning og den hertil knyttede historiebrug gennem det meste af 1800- og 1900-tallet kan anskues som billedlige udtryk for erindringsfællesskaber af enten national, regional eller lokal art. Erindringsstederne afspejler således en kulturarv i det offentlige rum”. Med denne opfattelse som udgangspunkt har forfatteren sat 7 parametre for rejsen gennem Danmark: variationer i tid og rum – variationer i udformning og materiale – variationer i begivenheder og temaer – historiebrug, mindekultur og erindringspolitik – magten over mindet – ideologisk indhold samt danske erindringssteder i europæisk belysning.  Umiddelbart kan det virke ganske uoverskueligt – men bogen igennem holder Inge Adriansen omhyggeligt øje med disse pejlemærker, hvilket i den grad er med til at give den sammenhængskraft. Rent faktisk oplever man undervejs gennem de 516 sider, hvorledes brikkerne i det store puslespil, som bogen vitterlig er, danner et fornemt hele. Og hvad der næsten er endnu mere imponerende: man ser pludselig med helt andre øjne på de mindesmærker, man næsten dagligt støder på. For anmelderen, der rent faktisk er vokset op midt i et mindesmærke og mødested (Fredericia), har dette medført mange stunder med refleksioner og erindringer.

Men hvad er det så med disse sten og steder, der er så specielt? Inge Adriansen formulerer det således: ”Erindring er en vigtig del af selvopfattelsen både hos stater og individer. Fælles rum for erindringer er med til at udbrede forestillingen om eksistensen af en fælles historiebevidsthed eller kollektiv erindring. Herved bliver erindringsstederne til en del af samfundets socio-kulturelle reproduktion”. For at fastholde sin store fortælling er bogen opdelt i 6 egentlige hovedafsnit med hver deres vinkling: Tidligt moderne mindesmærker, hvor det drejer sig om fyrsteforherligelse og monarkiets glorværdige historie (fx Salys rytterstatue af Frederik 5 på Amalienborg slotsplads) – Mindesmærker for krige (fx Landsoldaten i Fredericia) – Mindesmærker for territoriet, historien og nationen (fx Kongenshus Mindepark) – Mindesmærker for personer (fx Søren Kanne) – Folkelige mødesteder med mindesmærker (fx Skamlingsbanken) – Ødelæggelser af monumenter og mindesmærker (fx sprængningen af Düppel Denkmal) samt Mindesmærkerejsere (fx Peter Schannong). Værket afsluttes med kapitlet ”Historiekultur under forandring”, hvor Inge Adriansen har sine konklusioner og perspektiveringer. Disse vinklinger er yderligere medvirkende til, at bogen på ingen måde virker uoverskuelig. Det skal så tilføjes, at bogens fotograf er ingen mindre end den fremragende kunstfotograf Per Bak Jensen. Samspillet mellem tekst og illustration er ypperlig. Hans billeder fra blandt andet Kongenshus Mindepark er stor kunst.

Tidligt i bogen skriver Inge Adriansen om ”Erindringssteder som en foranderlig kulturarv”. For at illustrere dette bringer hun uddrag af Thorvald Staunings taler 1921, 1924, 1930 og 1936. Det helt finurlige er, at talerne er holdt på det samme sted: Dybbøl. Et af vores lands næsten sakrale steder.

I 1921 taler han i Kongeskansen i sin egenskab af partiformand. Her anvender han en klar antimilitaristisk og pacifistisk tone. Taler ligefrem om ”Slagsbrødremoral”. Det var så også kun tre år efter verdenskrigens afslutning.

I 1924 optrådte han igen. Denne gang som statsminister. Dybbøl var netop blevet skænket til den danske stat og havde fået status som ”Nationalpark Dybbøl”. I sin tale betonede Stauning nu den civile kamp på bekostning af den militære. I 1930 fejrede man 10 året for genforeningen. Igen var statsminister Stauning på plads. Denne gang formede talen sig som en varm tak til sønderjyderne: ”Tak for Kærlighed og Troskab over for vort fælles Land”.

Sidste gang var i 1936. Anledningen var da afsløringen af blandt andet mindesmærket over de skandinaviske frivillige i de to slesvigske krige. Situationen var nu ganske anspændt. Diktaturstaten Det tredje Rige lå ikke mange kilometer borte. Og fra flere sider syd for grænsen lød der krav om en grænserevision. Situationen fik følgende ord med fra den socialdemokratiske statsminister: ”Det danske Folk vil stedse opfylde sine Forpligtelser over for Folkene og Verden, hvis ulykkelige Begivenheder skulle tvinge os dertil… her til Dybbøl er mange af Nationens mest dyrebare Minder knyttet, og selv om de er triste og bitre, vil vort Folk værne om dem, for disse Minder er en væsentlig del af vor Nations Historie”.

De 4 talers forskellighed afspejler tydeligt de skiftende politiske vinde og viser, hvorledes et erindringssted – en erindringspolitik – kan bruges til helt bestemte formål. Det fint og skarpt vist af Inge Adriansen at tage netop disse taler med. For de understreger yderligere, at mindesteder absolut ikke altid er statiske.

For at kulturarven skal holdes i live, så skal historien fortælles igen og igen. Er der ingen fortælling, så dør den en stille død. Det har Inge Adriansen adskillige glimrende eksempler på. Ikke mange noterer sig vel længere, at der i Søndermarken ved Frederiksberg Slot findes en stor mindehøj, man endda har kunnet gå ind i. Den blev indviet den 9. august 1925 – en gave til ”Moderlandet fra Udvandrere og deres Slægt i alle Lande”. Mellem 40. – 50.000 deltog i indvielsen. Men få år senere sank den hen i glemslen, og i dag er den kun åben den 4. juli. DSB’s smukke mindelund i Fredericia (på Holstens Bastion) er trods dens dramatiske fortællinger om omkomne i tjenesten også sunket hen i glemslen. Helt som Argentinerparken ved Snoghøj indviet i 1938. ”Det eneste vi i dag erindrer herom, er de tre nævnte sten, placeret for enden af en blind vej bag store højspændingsmaster”. Til gengæld er der liv i Rebild Bakker, takket være gentagelsen af den store fortælling. Bogen igennem er der en lang række – til tider ganske overraskende – eksempler på begge dele.

Pudsigt er det at læse om de talrige mindesmærker, der er rejst over Frederik VII. ”Han er ikke blot den regent, men også den person i hele danmarkshistorien, der er blevet hyldet med flest mindesmærkerejsninger”. Den til tider tragikomiske figur er trods alt grundlovens giver. Christmas Møller, en af vore tragiske politikerskæbner, er den konservative, der har fået over halvdelen (4) af partiets mindesmærker. Ganske mærkværdigt. (Om kort tid flyttes Gottfred Eickhoffs buste af ham i Kerteminde. Helt malplaceret er den anbragt neden for Johannes Larsen Museet. Her kommer i stedet den lokale kunstner, John Olsens store skulptur af en edderfugl. Det bliver ganske interessant at se, hvor i byen man så vil placere Christmas Møller. Og med hvilken begrundelse.)

Inge Adriansens ironiske pen slår nogle herlige smut undervejs. Som følgende formulering: ”Det er stort set et mandligt privilegium at blive anbragt i helfigur på sokler i det danske landskab, i hvert fald hvis man ser bort fra mindesmærkerne over kvinder af kongelig byrd”.  Ganske rystende her snart 100 år efter kvindekampens store sejr. Ingen Bodil Koch eller Nina Bang. Men maleren Anna Ancher danner en undtagelse. Og Astrid Noacks statue i Skagen er endda kommet med i kulturkanonen. Netop det, at Anna Ancher også er en repræsentant for billedkunsten, rejser et spørgsmål. Hvorfor er statuerne over malere i det hele taget ikke taget med? De findes jo. Som Johannes V. Jensens vidunderlige buste af Johannes Larsen i Kerteminde, hvor også Bjørn Nordahls statue med Larsen og Syberg er rejst. Og Viggo Kyhn – for nu blot at komme med et par eksempler. De er jo i særdeleshed en del af både det lokale og det nationale kulturlandskab. Det mangler, synes man.

I så stort et værk kan det nok ikke helt undgås, at der forekommer fejl. (Eksempelvis ankommer kisten med faldne soldater ikke til Kastrup, men derimod til Roskilde Lufthavn. Og linjeskibet Dannebrog blev ikke sprængt i luften i Køge Bugt den 4. oktober 1710. Det sprang i luften, da ilden nåede krudtkammeret – og ikke kun Huitfeldt omkom. Det gjorde omkring 580 søfolk også – heraf 22 fra samme by – og de reformertes obelisk i Fredericia blev ikke sat uden for 6. juli skolen, men uden for skolen, dengang den var gymnasium). Men det er trods alt i småtingsafdelingen.

Til gengæld undrer det uhyre meget, at den grundige og utroligt vidende forfatter lader en vinkling ligge ufortalt hen. Når hun nu på så fornem vis kommer både helt tæt på og bagom de enkelte mindesmærker. Både i Mindelunden Ryvangen og på Knivsbjerg er der rejst markante steler for den nære historie. Begge steder oplever man, at mindesmærkerne er blevet nyfortalt efter deres officielle afsløring. Endda på ganske dramatisk vis. I Ryvangen er der en grav uden indhold. Sådan har det ikke altid været. Det viste sig, at en af de henrettede havde været stikker. Alligevel blev også han stillet op ved pælene og skudt. Sammen med de øvrige 104 af de i alt 196 henrettede, blev hans kiste sat ned ved den store ceremoni den 29. august 1945. Da hans virkelige historie kom for dagens lys, blev kisten gravet op – liget kremeret og urnen sat ned i de ukendtes grav på en københavnsk kirkegård. Graven var således tom, da den officielle indvielse fandt sted i 1950. En vigtig fortælling der understreger forfatterens egne ord: ”Alligevel har de fortsat udsagnskraft, fordi de afspejler, hvad en bestemt tid har anset for hæderværdigt, og hvor hurtigt denne fortælling kan gå af minde…” Mindemærkernes fortælling har en lang dødskamp. Men de tages sandelig også op til revurdering/omtolkning. Helt konkret endda.

I Sønderjylland har det tyske mindretal sin mindelund, ”Ehrenhein”.  Ud over navnene på de, der faldt under 1. verdenskrig, findes 6 bronzetavler med ”navnene på de omkring 750 faldne tysksindede sønderjyder i perioden 1939-1945. Her stod navnet Niels Riis. Det var for meget for Dorthe Petersen, hvis bror, Jens Thue Jensen, var blevet henrettet af tyskerne i Ryvangen den 10. marts 1945. Niels Riis var stikker, der arbejde for Gestapo i Kolding. Efter besættelsen blev han dømt til døden og henrettet i Undallslund Plantage den 12. november 1948. Han var absolut ikke faldet for en større sag. Efter det var kommet frem, at Riis havde været Gestapo-stikker blev hans navn da også fjernet fra ”Ehrenhein”. Om der er flere navne, der er mistænkelige, er fortsat genstand for undersøgelser. Det skal i øvrigt understreges, at i samme øjeblik det tyske mindretal hørte om sagen, tog Siegfried Mattloch, chefredaktør på Der Nordschleswieger, initiativ til at Riis’ navn samt et til blev fjernet.

En mindesten – en grav – kan således finjusteres ganske dramatisk. Det burde have været med i bogen. Derfor er disse to historier med i anmeldelsen her.

Som nævnt er det en imponerende præstation, der ligger bag værket. Opstillingen af parametrene, dybdeboringerne og fortællingen, der aldrig bliver langtrukken, er videnskab og formidling af meget høj og meget fornem klasse. Og så fornægter det sig jo ikke, at Inge Adriansen er sønderjyde. Derfor ligger der megen empati bag sætningerne – en empati, der afslører en lidenskab for det, hun fortæller om. Og det på en endog meget smuk måde.

Bogen er noget af en mursten – ikke lige til at have med sig rundt. Men det lønner sig at gøre sine grundige studier i bogen, inden man begiver sig ud i de historiske landskaber med deres righoldige kulturarv. Helt nye fortællinger venter. Hvor er det dog pragtfuldt.