Et archæologisk Vikingetog
Af Per Ole Schovsbo, Dr. phil.
Det er et meget stort og velillustreret værk om Worsaaes rejse til De Britiske Øer som Jørgen Jensen med hjælp fra Nationalmuseets embedsmænd, tidsskriftet Skalks redaktør og bevilling fra Velux-fonden har fremlagt i anledning af museets jubilæum.
Worsaae var ikke oldsagssamler som forgængeren, museumsmanden Chr. Jürgensen Thomsen (1788-1865), der havde ordnet nationens oldsagssamling i sten- bronze- og jernalder efter en systematik, der minder om simpel lagerstyring. Men den virkede og udbredtes til hele den gamle verden, hvor den bruges endnu. Worsaaes forskningsindsats begyndte derimod hvor Thomsens sortering af materialet var afsluttet, således at han kunne sammenholde sorteret oldsagsmateriale med fortidsminder og anlæg og mønstre i hvilke ting og anlæg der som regel fandtes sammen. Herved fik han mulighed for at beskrive forhistoriske serier som var de DNA-bogstavkoder der kunne indgå bag beskrivelsen af et givent kulturelt udviklingsforløb.
Men først efter hjemkomsten fra England lykkedes det for Worsaae at få påbegyndt den nødvendige systematiske registrering af fortidsminderne. Arbejdet fortsatte i de følgende år og gav anledning til betydelige opdagelser, der i løbet af Worsaaes aktive karriere som museumsdirektør, universitetsdocent og i en periode også kultusminister satte danske arkæologer i stand til at tegne omridsene af oldtidens danske kulturhistorie.
Worsaae, der blev museumsleder efter Thomsen i 1865, mente at Nationalmuseets samlinger også skulle repræsentere ikke-europæiske folkeslags kulturer der kunne perspektivere de danske samlinger fra oldtids primitive stade og middelalderens og renæssancens mere udviklede. Hertil den nationale identitet skildret først i kongehusets kronologiske samling på Rosenborg og dernæst i Dansk Folkemindesamling. Således indgik genstande, anlæg og bygninger som kilder til folkets Danmarkshistorie på lige fod med de skrevne kilder, der på Worsaaes tid næsten var identiske med den norrøne litteratur i de islandske skindbøger. Her var vikingetidsånden beskrevet om end med et par hundrede års forsinkelse. Det nationalhistoriske museums samling af historiske malerier på det genopbyggede Frederiksborg efter branden i 1859 blev også tænkt ind i denne sammenhæng, der fik yderligere aktualitet efter nederlaget i 1864 og Christiansborgs Slots brand i 1884, året før Worsaaes død.
Med det efterhånden reducerede danske rige måtte sporene af oldtidens danske kæmper imidlertid også søges udenfor landets daværende grænser, hvorfor Worsaae mente, at områderne burde besøges og oldsager og fortidsminder undersøges og registreres. Efter at have gennemført studierejserne til Tyskland, Norge og Sverige var det naturligt at fortsætte til De britiske Øer. Men da rejsen var ret kostbar, tilbød Christian 8. at statskassen betalte. Worsaae drog af sted i maj måned 1846 og kom først tilbage i april måned 1847. Udbyttet blev stort som vi kan se den dag i dag i museets samlinger, arkiver og endnu en gang forvisse os om ved at bladre i den prægtige bog med forklarende tekster og noter om de mange andre indtryk, som Worsaae også fik under vejs om kirker, klostre, slotte, industrianlæg, broer og jernbaner der næsten er intakte efter de mange år.
I 1851 udkom Worsaaes egen beretning om rejsen til De Britiske Øer på dansk og året efter på engelsk. Her samles indtrykkene af de antikvariske oplevelser især Worsaaes påvisning af sprorene fra danernes og nordmændenes tilstedeværelse. Bogen fik stor betydning for britisk arkæologi og er i sig selv et minde om den nationale danske afklaring mellem tabet af Norge i 1814, forfatningen af 1849 og nederlaget i 1864, hvor en tredjedel af riget gik tabt.
Selv om Worsaae (1821-1885) var skaberen af den forhistoriske arkæologiske videnskab i Danmark og formentlig den største begavelse denne relativt unge videnskab har kunnet mønstre, er det lidt overvældende at sætte så mange sejl til for 12 måneders faglig ekskursion for en kun 25-26-årig ung mand uden fast embede, selvom den var finansieret af Christian 8. og udbyggede allerede eksisterende internationalt netværk af arkæologisk interesserede museumsfolk forskere og fyrstelige sponsorer. Udgivelsen i jubilæumsåret er derfor nok en kærkommen anledning til at supplere Worsaaes egne ufuldendte autobiografiske optegnelser, der blev udsendt posthumt i 1934 af Victor Hermansen – og så udbrede lidt tidlig museumshistorie på tværs af Kanalen for at gøre opmærksom på dansk arkæologis internationale orientering.
