Et menneske uden pas er ikke noget menneske

Af Karin Conradsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv 

”Umenneskelig vil man ikke være, og menneskelig tør man ikke være – af hensyn til konsekvenserne” (justitsminister Steincke, 1937)

Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier fik i 2000 overdraget en noget tung opgave, nemlig at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af dansk flygtningepolitik før og under 2. verdenskrig. Det var daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som på baggrund af en verserende debat ønskede undersøgelsen iværksat. Der skulle især være fokus på udvisningen af de jødiske asylansøgere. 

Centeret nedsatte en forskergruppe, der i fire selvstændige bind skulle redegøre for problematikker i den danske flygtningepolitik i den givne periode. Forskerne var lektor, dr.phil. Hans Kirchhoff, cand.phil. Lone Rünitz og Ph.d. Cecilie Felicia Stokholm. Også andre forskere har været tilknyttet projektet undervejs.

Det første af de fire bind er ovennævnte af Hans Kirchhoff, der i sin del af undersøgelsen har kigget på Danmarks rolle i den internationale flygtningepolitik i 1930’erne. 

Danskerne har i mange år lullet sig ind i en selvtilfredshed i forhold til redningsaktionen af de danske jøder i 1943. Hvis vi ikke kunne være stolte af rigets modstand mod tyskerne, så kunne vi da være stolte af det andet. Men hvordan så det egentlig ud, før krigen brød løs og Danmark blev besat? Antisemitismen og den målrettede forfølgelse af de tyske jøder var jo en realitet længe før krigsudbruddet, og hvad stillede man op med strømmen af jødiske flygtninge i Danmark, Europa og resten af Verden? Hvilke storpolitiske spil blev spillet, og hvem tog man hensyn til? Flygtningene eller det skræmmende, militaristiske Tyskland? Var nogle lande mere flygtninge-venlige end andre? Hvilke politikere og hvilke organisationer kom til at spille en hovedrolle og hvad var deres motivation for at handle, som de gjorde? Alle disse spørgsmål og mange, mange flere kan man finde svar på i Kirchhoffs bog.

Det er mit indtryk, at man fra politisk side har ladet 1930’ernes flygtningepolitik ligge i mange år – den har simpelthen været for ubehagelig at beskæftige sig med. Men det er der med denne bog sandelig rodet bod på.

I 2005 må alle rekorder for udgivelser af bøger omhandlende samme tidsperiode udgivet på nogenlunde samme tidspunkt være slået! Markedet er mildest talt mættet af bøger om besættelsestiden og tiden op til. Nogle mere vedkommende og lødige end andre. 

Denne bog stikker imidlertid ud i forhold til udgivelsesstrømmen. Rent stilmæssigt er der ingen leflen. Der er ingen populærvidenskab at hente her, og det er både bogens styrke og svaghed. Det gør den stærk, fordi den er helt renset for personlige udfald over dette ellers meget følsomme tema. Det kyniske storpolitiske spil, der kørte, kommer således til at fremstå fuldstændig, som det givet vis var: ren kalkule og et forsøg på at frasige sig ansvar. Men når det således bliver beskrevet uden fordømmelse, så bliver det også ekstremt tydeligt, hvilke enorme dilemmaer, politikerne stod over for. Når jeg samtidig påpeger, at stilen er bogens svaghed, så er det fordi den ikke vil nå længere ud end en snæver akademisk kreds. Og det er synd. Nogle gange kunne man virkelig ønske sig, at forskerne kom på formidlingskurser, for selvfølgelig ville man kunne formidle denne redegørelse ud til langt flere uden at give køb på lødigheden. Bogen er simpelthen for tung, og man kan frygte at alt for mange læsere vil stå af undervejs, og dermed gå glip af en fremragende analyse med en i enden ganske interessant sammenfatning og perspektivering.

Men når det er sagt, så kan man kun fremhæve de andre kvaliteter. Man bliver uendeligt meget klogere af at læse bogen, og når man i bagklogskabens lys sidder og græmmes over den manglende vilje/evne til at løse flygtningeproblemet i 1930’erne - vel vidende, at man sendte nogle tilbage til den sikre død - ja, så melder der sig uundgåeligt spørgsmålet: Hvad gør vi egentlig i dag?