Eva Smith

Af Preben Etwil

Forfatterparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt fik med held overtalt juraprofessor emerita Eva Smith (1942 - ) til at fortælle sin livshistorie.

Det er der kommet en yderst interessant biografi ud af. Velfortalt og velskrevet med et personligt og nostalgisk tilbageblik på tiden fra afslutningen af Anden Verdenskrig og frem til aflysning af en planlagt storfamilieferie i udlandet pga. den verserende coronakrise.

Nostalgisk ja, men ikke af den savlende slags. Eva Smith husker tilbage på en god barn- og ungdom, tre ægteskaber – to korte og ét langt, bøvlede studieforhold som enlig mor, en strålende erhvervskarriere med involvering i masser af faglige nationale såvel som internationale råd og kommissioner samt et virke som betydningsfuld og kritisk samfundsdebattør.

I dag ser hun tilbage på et spændende, og for hende mulighedsrigt liv, med sin tredje mand, sine seks egne børn, to delebørn og 20 børnebørn.

Alting har langt fra været ideel lykke. Faren, Hans Hækkerup (1907-1974) var godt nok en dygtig socialdemokratisk minister og politiker, men for et barn som Eva var han en yderst fraværende person med nærmest småborgerlige livs- og familieholdninger. Moren, Marchen Friis-Skotte (1909-1958), var også en hårdt udearbejdende kontorchef i Finansministeriet. Eva elskede sin mor, men var tit overladt til de forskellige unge piger, der var ansat i huset.

Moren dør i en tidlig alder, og det bliver de facto Evas opgave at tage sig af sin lillesøster. Et forhold der den dag i dag præger hende. Lillesøsteren er faktisk den person, ud over sin egen mand og sine børn, som hun stadig har et tæt, personligt og fortroligt forhold til. Eva er aldrig rigtigt kommet sig over sit savn af sin mor, og selv om hun ikke er religiøs, har hun alligevel en eller anden forestilling om, at de igen vil mødes ”på den anden side”.

Allerede som ung besluttede Eva sig for, at hun ville være helt sin egen, med eget liv og egne meninger, og ikke bare være en datter af en kendt minister. Derfor benyttede hun også sit første bryllup til at skifte efternavn til Smith. Et navn som hun har beholdt, om end ægtemanden blev skiftet ud et par gange.

Hun tager på ingen måder afstand fra sit Hækkerupske ophav. Bogen indeholder gode personlige beskrivelser af de to Hækkerup-brødre, Hans og Per (1915-1979), der begge blev fremtrædende socialdemokratiske ministre, og som i høj grad var med til at forme den socialdemokratiske velfærdsstat, hvor man ville gøre gode tider bedre. Især onkel Per bliver i bogen beskrevet som både lynende intelligent og festlig, og med en folkelig appeal, der slet ikke lå til storebror Hans. Eva prøver også at aflive den meget sejlivede myte om, at Per Hækkerup altid forhandlede i en brandert. Det har efter Evas opfattelse ikke sin rigtighed. Onkel Per begyndte først at indtage sin store sjusser efter forhandlingerne.

Ud fra et mere samfundsvidenskabeligt og faghistorisk synspunkt er der ingen tvivl om, at kapitlerne: ”Retssikkerhed for alle”, ”Disputatsen ”Vidnebeviset”” og ”Vagthunden” er de mest interessante.

I ”Retssikkerhed for alle” rettes der en sønderlemmende kritik af det samfundsmæssige skred, der i de senere år er sket på retssikkerhedsområdet. Det både nationalt og internationalt. Et skred der i Eva Smiths optik truer de grundlæggende demokratiske rettigheder og internationale konventioner.

Retssikkerhed handler om at beskytte den enkelte mod overgreb fra myndighedernes side. Det er af politikerne blevet til, at borgerne skal føle sig trygge. Borgernes tryghed er naturligvis vigtig, men det har intet med begrebet retssikkerhed at gøre. Så lovgivning, der kun beskytter enkelte grupper, er et fejlagtigt skråplan, da retssikkerhed skal beskytte alle.

Ved læsning af ”Disputatsen ”Vidnebeviset”” vil en og anden historiker kunne lægge yderligere viden til sine kildekritiske studier. Ikke alt er som det bliver set eller fortalt. Det afhænger bl.a. om egne fordomme, og hvad man tror, at man ved, eller hvad man tror, at man ser. Udsagn der kan være helt afgørende for en domfældelse eller frifindelse. Eva Smiths doktordisputats trak i høj grad på både historiske, sociologiske, psykologiske og juridiske videnskabsdiscipliner. Så mange at Eva Smith helt op til godkendelsen gik og var usikker på, om den overhovedet kunne anerkendes som en juridisk disputats, hvilken den naturligvis blev.

I kapitlet om ”Vagthunden” gør Eva Smith kritisk op med den lovgivningsmæssige, institutionelle og strukturelle diskrimination, der finder sted over for kriminelle, aldersgrupper, socialt udsatte og ikke mindst inden for race og etnicitet. For Eva Smith, der aldrig har været medlem af et politisk parti, har det været en livsholdning, at hvis man havde muligheden for og evnen til at hjælpe andre, har man også en forpligtelse til at gøre det.

Eva Smith er på alle måder en stærk kvinde, der har haft et interessant og spændende liv. Hun har selv med iver opsøgt de muligheder, der blev hende givet. Det har dog ikke betydet, at hun ikke har været usikker og i tvivl om egne evner og formåen. Men hun har klemt på med krum hals.

Et er imidlertid sikkert, og det er, at hvis hun på nogen måde så eller oplevede en uretfærdighed i samfundet, nationalt såvel som internationalt, holdt hun sig ikke tilbage, hverken privat eller offentligt, med at påpege problemets omfang og konsekvenser for at anvise brugbare løsninger på selv samme problem.

Hun har i høj grad sat sin hat, som hun ville, og hun har gjort en forskel.

Respekt for det.

Med disse ord kan bogen varmt anbefales.

[Historie-online.dk, den 7. oktober 2020]