Familiens bog om årets traditioner
Af Charlotte S H Jensen, Folklorist, mag.art.
Traditioner er væsentlige, fordi de både giver rum for kontinuitet og kreativ, dynamisk udvikling.
Derfor er der næppe heller tvivl om, at "Familiens bog om årets traditioner" vil få et stort publikum, idet der er tale om en koge- og hobbybog med kulturhistorisk islæt. Bogen er bygget op efter årets gang, sådan, at der til de enkelte festers opskrifter samt aktivitetsforslag hører mindst ½ sides kulturhistorisk baggrundstekst.
Kombinationen af de to ting er sikkert uovertruffen i salgsøjemed, men i en bog på 200 sider har det givet for lidt plads til kulturhistorien og måske er det dette forhold, som har givet nogle lidt sære afgrænsninger.
Kriterierne for udvælgelse af de årsfester, der er taget med, står ikke helt klart. Forordet nævner, at "Man vil kigge forgæves efter fx Mors Dag og Valentinsdag, enten fordi de er kommercielle, eller fordi de kun fejres af et mindre udsnit af befolkningen". Hvorfor skal Mors Dag, Fars Dag og Valentinsdag (hvoraf den sidste er i fremmarch) ikke behandles, når der fx er omtale af Kyndelmisse og Helligtrekonger, som nok har et mere begrænset publikum. Og hvor kendt/brugt er Halloween, når man kommer uden for de større byer? Er det i øvrigt ikke også en "kommerciel" fest, som er ansporet af Fætter BR og andre der gerne vil sælge kostumer og forskelligt udstyr? Julen er næppe heller uden kommercielle islæt...
Det er vist ikke mange kulturelementer, som i dag kan sige sig fri for at have en kommerciel del. Men bliver den kreativitet, de er ramme for og de følelser de vækker, så mindre værd, således at man kan udelukke dem fra det gode kulturhistoriske selskab? Summa summarum er, at det er problematisk på denne måde at udnævne nogle traditioner til at være "bedre" eller mere "rigtige" end andre, gennem en sådan udvælgelse.
Det er interessant at bogens fokus angives at ligge "på familiens traditioner i forbindelse med årets højtider og livets store fester – ikke på den enkelte families særlige traditioner". "Livets store fester" er da normalt ikke de begivenheder, som er knyttet til årets gang, men snarere til den menneskelige livscyklus, dvs. fødsel, bryllup, begravelse, m.m.? Forordet afsluttes med bemærkningen om at "Denne bog beskriver de gamle familietraditioner...". Men for flere af dem, fx fastelavn og Sankt Hans gælder, at det ikke tidligere nødvendigvis har været "familietraditioner", dvs. traditioner, der udspillede sig med familien som ramme og primære agerende, men i højere grad var fester, der havde landsbyen, ungdomslavet etc. som arena og aktører.
Det er klart, at en bog på 200 sider, der skal behandle næste alle årets fester (undtagen dem, der er for små eller kommercielle), så bliver man nødt til at skære nogle hjørner. Der er da også steder, hvor det går rask afsted. Er det ikke lidt for skråsikkert at konstatere, at "man" i Danmark har ment, at højsæsonen for spøgeri toppede den 2. november? Eller at heksen på Sankt Hans bålet er "tysk" fordi traditionen synes inspireret af afbrænding af symbolske vinterfigurer i det tyske. Og når man på siderne omkring pinse foreslår at lave en gylden "pinsesol" som børnene kan løbe og lege med - burde man så ikke angive, om det er idé til en ny aktivitet, eller en ældgammel skik, som indtil nu var gået i glemmebogen? Det er ganske vist en tarvelig indvending overfor en populær bog, men det kunne nu have været dejligt med fx nogle forslag til videre læsning, og måske endda lidt kilder.
Alt i alt er "Familiens bog om årets fester" en meget inspirerende bog på det madlavningsmæssige og hobbyorienterede plan. Der er i hvert fald flere opskrifter, som man får lyst til at prøve. Den er også rigtigt lækker i udstyret, en dejlig bladrebog fuld af flotte, smagfulde og farveafstemte opslag der rummer stor øjenfryd. Kombinationen opskrifter-hobby-historie er set før, men spændende og god. Men: Der er simpelthen for lidt plads til at behandle kulturhistoriske dimension.
