Federspil - En dansk europæer
Af Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag., Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn
Juristen og historikeren Ditlev Tamm er i historikerkredse formentlig bedst kendt for sin store og grundige disputats Retsopgøret efter besættelsen, for hvilken han i 1984 erhvervede den filosofiske doktorgrad, og som i 1997 kom i 3. udgave. Den heromhandlede biografi af Per Federspiel er for så vidt ikke så fjern i sit emne fra disputatsen, som man umiddelbart kunne tro, idet Federspiel de første måneder efter befrielsen bistod anklagemyndigheden i værnemagersager, og i Knud Kristensens regering fra november 1945 og to år frem var minister for særlige anliggender, og som en del af sit ressort netop havde retsopgøret.
Denne periode i Per Federspiels liv har dog ikke fået tildelt mere plads end rimeligt er i denne biografi, der følger personen fra vugge til grav (1905-1994). Det er en klassisk levnedsskildring, og Ditlev Tamm demonstrerer med den, at han til fulde mestrer også denne genre.
Per Federspiel var søn af dr.jur. Holger Federspiel (1868-1934) og Asta Nutzhorn (1880-1951). Morfaderen var højskolelærer Heinrich v. Nutzhorn fra Askov, og ad denne vej blev Per Federspiel således rodfæstet i et venstre-grundtvigsk højskolemiljø. Faderen færdedes i sine yngre år meget i kredsen omkring Johan Knudsen på Bangsbo Hovedgård ved Frederikshavn; men efter at være blevet vraget som professor i jura ved Universitetet i København i 1913 drog han i 1915 til London som repræsentant for Grosserersocietetet for at sikre handelsforbindelserne med England under første verdenskrig.
Faderens englandsophold var baggrunden for, at Per Federspiel fik den sidste del af sin skolegang, 1919-1924, på den fornemme engelske kostskole Harrow (hvor bl.a. også Winston Churchill havde gået). Skoleopholdet gav ham en videre horisont end den, han kunne have fået ved skolegang i Danmark, men gjorde ham også til lidt af en snob, ikke mindst m.h.t. påklædning. Efter eksamen fik han tilbud om et stipendium på universitetet i Oxford, men valgte jurastudiet i København. I studietiden blev han ansat som sekretær af sin mors fætter Viggo Berg, der var søn af venstrehøvdingen Chresten Berg, og kom ad denne vej i kontakt med kredse i partiet Venstre; han fik også et stipendium til et ophold ved Folkeforbundet i Geneve, hvor hans interesse for internationale forhold blev stimuleret. I 1931 blev han cand.jur., men næste skridt på karrieren var noget så usædvanligt som to år som London-korrespondent for avisen “Dagens Nyheder”. Derefter blev han sprogkyndigt medlem af den danske delegation, som procederede mod Norge i striden om Østgrønland ved den internationale domstol i Haag 1932-33; Federspiels tilværelse i grænseområdet mellem jura og politik er tydelig i disse år. Endelig, i 1933, blev han sagførerfuldmægtig i København, og i 1937 landsretssagfører. Han var knyttet til den jødiske overretssagfører Max Rothenborgs sagførervirksomhed, og fik derigennem ganske mange kontakter med jødiske klienter, og et førstehånds indtryk af de genvordigheder, jøderne blev udsat for i Hitlers Tyskland.
Det var derfor ikke underligt, at Per Federspiel efter 9. april 1940 måtte træde op mod besættelsesmagten. Hans rolle blev at formidle finansieringen af store dele af modstandsbevægelsen, og han fungerede de facto som dens “kassemester”. Han blev kortvarigt arresteret af Gestapo i oktober 1943, men klarede frisag; han blev atter taget i april 1944, og efter en måned i Vestre Fængsel anbragt i Horserødlejren, hvorfra turen i august 1944 gik til Frøslevlejren. Efter fire måneder hér blev han flyttet tilbage til Vestre Fængsel i København, hvorfra han blev løsladt den 19. marts 1945. Han havde ved sin aristokratiske optræden hele vejen igennem formået at få tyskerne til at tvivle på, om han virkelig var tilknyttet modstandsbevægelsen - men var, skriver Ditlev Tamm, utvivlsomt bevidst om, at dersom tyskerne opdagede det fulde omfang af hans illegale aktiviteter, havde det medført deportation til tysk KZ-lejr eller dødsdom. - Derfor tilbragte han også de sidste uger indtil befrielsen under jorden.
Per Federspiels juridiske og politiske virksomhed i den første efterkrigstid er allerede omtalt. Han var langtfra nogen beundrer af det danske bureaukrati, og desavouerede ved flere lejligheder afgørelser, der var truffet af embedsværket. Han var også skuffet over forløbet af retsopgøret, der fortabte sig i alt for mange småsager. Han respekterede Knud Kristensen, som han forgæves advarede mod at udnævne Gustav Rasmussen til udenrigsminister. Han ville selv have været særdeles kapabel på denne taburet, men var, mener Ditlev Tamm, for fremmed i Venstres politiske miljø til, at KK ville betro ham denne post. Det var i det hele taget hans livslange problem, at han stod med ét ben i den politiske verden, og ét i den juridiske; det forhindrede ham i at nå toppen i nogen af dem.
Ved folketingsvalget efter Knud Kristensen-regeringens afgang blev Per Federspiel indvalgt for Sorø Amtskreds, og sad i folketinget til 1950 og atter i perioden 1957-73, fra 1960 for Århus Amtskreds; 1951-53 var han medlem af Landstinget. Som landstingsmedlem ytrede han adskillige betænkeligheder ved grundlovsforslaget af 1953, men endte dog med at anbefale vælgerne at stemme for det ved folkeafstemningen. Hans indsats, som blev øvet fra “anden række”, lå overvejende på det udenrigs- og europapolitiske område; han var således delegeret til Europarådet 1950-71 og formand for rådet 1960-63. Efter Danmarks indtræden i EF sad Federspiel 1973-74 i Europaparlamentet. Hans væsentligste indsats i disse år var givetvis at give sit parti en europa-positiv profil. Samtidig opdyrkede han i sin juridiske virksomhed en omfattende praksis som forretningsadvokat og juridisk rådgiver med et stort internationalt klientel. Efter sin afsked med aktiv politik fortsatte han som advokat helt til 1993. Han døde den 27. november 1994.
Ditlev Tamms velskrevne biografi afrundes af et afsnit med noter og henvisninger, og et personnavneregister. Bogens billeder er velvalgte, billedteksterne fyldige og udtømmende, og fotografierne står godt. For efterkrigstidens vedkommende suppleret af et skønsomt udvalg af politiske karrikaturer: Ærbødigst/Jensenius og Bo Bojesens “Venstrevikingernes Saga”.
Det indvendes til tider mod den biografiske genre, at forfatterne ser verden gennem den biograferedes briller, og derfor bliver ukritiske overfor deres “ofre”. Ditlev Tamm undgår næppe denne faldgrube, men er dog stadig i stand til at udtale nøgterne og endog kritiske domme om Per Federspiel. Men man får gennem bogen indtrykket af en nobel og rank personlighed med sine meningers mod, og samtidig et indblik i aspekter af Danmarkshistorien, der sjældent behandles i “mainstream”-fremstillinger. Bogen kan derfor ubetinget anbefales.
