Finkultur og mangfoldighed

Af Ida Munk

Bogen udkommer på 60 årsdagen for Kulturministeriets oprettelse.

Forfatteren, cand. phil. i samfundsfag, har arbejdet i Kulturministeriet i mere end 20 år frem til 2015 som henh. afdelingschef, direktør og områdedirektør. Det er  en vidende forfatter, der gennem mere end en tredjedel af ministeriets tid har været medvirkende i arbejdet med kulturpolitikken. Han har adgang til omfattende dokumentation om emnet ikke mindst i forhold til udvalgsarbejder, lovforslag, betænkninger og love, som bruges mønsterværdigt i bogen. Der er lagt et meget stort arbejde i noteapparatet, som vil gøre det let at finde materiale til videre arbejde for fagpersoner inden for historie, statskundskab og jura. Bogen er således en guldgrube for de fagpersoner, der måtte ønske sig dokumentation for udtalelser, vedtagelser og opfølgning på beslutninger om kulturpolitikken.

Bogens opbygning er dels kronologisk (ca. 270 sider) dels tematisk( ca. 100 sider): Første kapitel, ’Kulturoffensiven 1961-1972’ om ministeriets oprettelse, dernæst et tiår med ’Anker Jørgensens periode 1972-82’, endnu et tiår ’Under Schlüter 1982-1993’, knap et tiår med ’Nyrups tid 1993-2001’, et kapitel med ’Brian Mikkelsen og den borgerlige kulturpolitik 2001-2008’ og det sidste kapitel i kronologien ’ Efter finanskrisen 2008-2019, der dækker over ’Brian Mikkelsens efterfølgere’, ’Helle Thorning-Schmidt 2011-15’ og ’Lars Løkkes regeringer 2015-19’. Hvert af kapitlerne indeholder en opsamling.

De efterfølgende fem kapitler går med sine temaer, ’Kulturpenge og oplevelsesøkonomi’, ’Kulturen, nationen og resten af verden’, ’Kunststøttesystemet’, ’Museumslandskabet og kulturarven’ samt ’Kunst og kultur til alle’ naturligvis på tværs af de foregående kapitler, ligesom kapitlet ’Kulturkløftens comeback 2008-2021’. Endelig opsamles de 60 år på udmærket vis i det afsluttende kapitel ’Kulturpolitik i 60 år’.

Med denne opbygning, kronologi kontra tema, kan gentagelser ikke undgås: Under læsningen kan man komme i tvivl om, hvorvidt man har læst det hele før eller om der føjes til. Man kan komme i tvivl om ikke nogle af temaerne allerede er behandlet, eller om den kronologiske, politiske gennemgang ikke kunne rumme også disse temaer. Indholdet i temakapitlet ’Kunststøttesystemet’ og i ’Kunst og Kultur til alle’ har allerede været under behandling i den politiske gennemgang. Nogle tværgående henvisninger kunne have lettet en sammenhængende læsning. Det udmærkede register indeholder dog sidehenvisninger, der kan hjælpe.

Bogens ambition om at fortælle ’det hele’ på mange tekstsider er måske forklaringen på, at der er relativt få billeder/fotos. Men udvalget kan så undre: F.eks. hvorfor er der et foto af Kulturministeriets bygning, der kun omtales passende kort og ikke af Wilhelm Freddies værker, der blev censur-beslaglagt og senere frigivet, hvilket omtales over et par sider?

Poul Bache fortæller positivt om sin tid som embedsmand i ministeriet i forordet, hvor han roser medarbejdernes dybe engagement gennem alle årene. Det er jo glædeligt, at en chef efter så mange år glædes ved sit og medarbejdernes arbejde.

 Som ansvarlig på området har forfatteren naturligvis haft sin del af ansvaret for udviklingen gennem de godt 20 år han har arbejdet med kulturopgaven. Efter læsningen længes man efter den vidende insiders vurderinger af nogle af de afgørende udviklingsforløb. Det gives ikke: Det er embedsmandens nøgterne fremlæggelse af data, dog indimellem fulgt af et næsten hørligt suk – at Fremskridtspartiet som sædvanlig stemte imod en bevilling til kunsten. og Poul Bache må have en stor portion viden, som vi ikke får del i her, om hvordan og hvorfor politikken blev til. Det siges til sidst: ”Fordelingspolitik og økonomiforvaltning dominerer den kulturministerielle dagligdag” s. 425. Det er den givne ramme bogens fortælling er placeret i, hverken mere eller mindre.

[Historie-online.dk, den 8. september 2021]