Flipproletar
Af Per Ole Schovsbo
Josef Johannes Gotfred Jensen (1905-1990) – idet følgende Johannes - har i årene 1980-84 fortalt om sine ungdomsår til datteren Hanne Ida Rafn, der har redigeret optegnelserne med støtte fra Næstvedarkiverne og indsat tidstypiske fotos og supplerende oplysninger.
Historien tager sin begyndelse i 1919, da Johannes bliver lærling hos frisørmester Axel Scheibel i Næstved, og vi følger ham til svendeprøven i 1923, militærtjenestens to måneder i Næstved, et års arbejdsløshed, arbejdet i Roskilde, Odense, Ringsted, Hägendorf i Schweiz og sluttelig på den kooperative salon ”Figaro” i København, hvorefter Johannes blev gift. Resten af historien fortæller datteren Hanne i efterskriftet: Johannes etablerede sin egen frisørsalon i Køge, byggede sit eget hus, fik fire børn og døde mæt af dage 85 år gammel.
Det er en stærk Johannes i den fattige del af Næstveds sociale hierarki, præget af snavs, misbrug af bestemmere uden moral som fx hans egen far, der fik andre til at bestille noget for selv at slippe. Moderen gav op i 1928 og flyttede i lejlighed, mens faderen næsten uanfægtet levede videre i moderens hus.
Som ældre fik han ro til eftertanke og det er derfor han skrev til datteren: Det meste af mit liv har jeg levet i andres tøj, med at lade som om, jeg var en anden, med at leve op til andres forventninger, med at være andre tilpas. Nu søger jeg efter sammenhængen i mig selv.
Johannes fortæller ikke desto mindre lidenskabsløst, som om det slet ikke kommer ham ved, at mennesker er mærkelige, måske fordi han har andet at bekymre sig om. Hverdagens problemer skal bare overstås, så han selv kan komme videre og få sin egen forretning, økonomi og familie. Den søgen efter sammenhængen uden for flipproletariatet, der følte sig bedre end arbejderne, præger således beretningen. Men da bogen er helt uden redaktionelle oplysninger og teksten nogenlunde homogen, kan man tro, at Hanne har redigeret vel meget, selvom der er mange passager, der er sprogligt uklare. De få fodnoter oplyser kun ord, der kan være vanskelige at forstå for en moderne læser. At der også her råder en vis usikkerhed, viser forklaringen af ordet ”heglekårde” (s. 20), som ikke kan accepteres. Ordet, der ikke giver mening, findes ganske enkelt ikke – og må være en misforståelse, ligesom ordet ”opsvejset” hestevogn med patentaksler (også s. 20), der er en fejllæsning for ordet opsvejfet, en opskåret hestevogn hvor bunden af fadingen er skåret op, så forhjulene kan dreje ind under forvognen og derved give køretøjet mere bevægelighed.
Beretningen adskiller sig dog ikke væsentligt fra de 2067 industri- håndværker og arbejdererindringer som Nationalmuseet indsamlede i 1950’erne og som findes i museets NIHA-arkiv. Her ses imidlertid kun een frisør, så Johannes beretning bringer det samlede erindringsmateriale i fædrelandet op på to – og det kan man jo så undre sig over. Måske har frisørerne hørt for meget i deres tid og derfor foretrukket en sensommer i tavshed. Godt at Johannes så brød tavsheden i en sen alder og skrev til sin datter.
Historie-online.dk, den 21. august 2018
