Flugtrute Møn

Redningen af vores jødiske landsmænd foregik mange steder i oktober 1943. Denne bog fokuserer på Møn. Det var ikke blot jøderne, der var udsat i de dage, også hjælperne og de, som sejlede, var stærkt udsat for tyskernes nidkærhed

Af Michael Koch

Der findes mange fortællinger om redningen af vores jødiske landsmænd. Gennem årene er der sagt og skrevet meget, der er overleveret historier, og ind i mellem er der tekster, der ikke er særligt troværdige. Denne bog er modsætningen. Med største omhu har syv personer med grundighed været på jagt fra private gemmer til lokalarkiver for at trykprøve fortællingerne. Troværdighed er i dag en af de vigtige grundsten i fortællinger fra besættelsen.

Når bogen er læst, kunne man ønske sig, at den var meget længere. Den måtte godt være fyldt med endnu mere omkring redningen og folkene bag de modige handlinger. Men der er trods alt grænser for, hvor meget der er skrevet ned omkring Møn, og hvor mange fortællinger de implicerede fik dokumenteret. Fra Udsholt i nord, ned over hele den østlige kyst af Sjælland til Møn, videre til Falster, og endelig så langt rundt som i Holbæk afgik der skibe. Det var skibe med jødiske borgere, frihedskæmpere, der havde fået det vel varmt og andre, som nødvendigvis skulle til Sverige.

I bogen er der tre steder på Møn, hvor der afgik fartøjer med flygtninge: Hårbølle/Fanefjord, Klintholm og Liselund/Taleren/Store Klint. Det er umuligt at sætte sig ind i, hvor bange og utrygge de mennesker måtte være. Eksempelvis når en større gruppe flygtninge gik ned ad trapperne ved klinten, og der pludselig blev råbt “I skjul for flyvere”. Desværre blev de opdaget,og maskinen kredsede over dem, inden den fløj væk. Af skræk for maskinens maskingeværer, skyndte alle sig op igen, inden den forsvandt. Alle blev skjult i skoven, og de blev sendt ad omveje til Liselund, hvor de fik lidt kaffe og mad. Modstandsfolkene arbejdede som rasende på en løsning. Ved aftentide kom der melding om en båd, der kunne rumme ti personer. Resten kom også over i god behold. Dette var blot en lille del af det, der kunne ske.

Der er en del komplette skildringer skrevet af folk, der i sikkerhed i Sverige noterede hele forløbet. Beretningerne har en helt særlig nerve, en autenticitet, som er trykprøvet af forfatteren og gruppen bag bogen. En hjælper, frk Berit Fiehn, som boede i et hus under Liselund, var i særklasse et modigt og stærkt menneske i oktober 43. I hendes hus blev mange gemt, inden de kunne komme over, og man må sige, at hun havde trænet sit mod. Gennem trediverne arbejdede hun nord for Dortmund. På en eller anden måde fik hun indføjet i sit pas, at hun havde en datter. Hver gang hun rejste hjem på besøg og ferie, så havde hun en jødisk pige med hjem. Kløgtigt og modigt.

Frøken Fiehn var en sand heltinde. Hendes hus blev hele tiden brugt til flygtninge, der skulle over.

En af de både, der blev benyttet på Møn, var postbåden Røret. Den har overlevet alle årene, og i dag kan vi alle sejle turistfart med den fra Nyord havn. Se den eventuelt på postbådenrøret.dk

Men det var ikke kun den, der blev brugt, også “Klinterotten” og andre sejlede med skjulte mennesker. Da det ikke altid var nemt at organisere kutter og både, besluttede “Studenternes Efterretningstjeneste” selv at købe både for donerede penge. Det skete også på Møn.

Leo Købmand og Ejnar Lundstrøm var aktive modstandsfolk, og hjælpere. Ejner var forfatterens far. Forfatteren på det indsatte foto.

Der blev også holdt øje med veje og vejkryds. Der var vagtsomme mennesker, der hele tiden spejdede efter tyskerne, når en aktion var i gang. Efter mørkets frembrud 10. oktober var der telefon til Leo Købmand og hans hustru Martha, som var særdeles hjælpsomme: “En gruppe på 32 jøder er på vej til Møn, de skal stoppes - Gestapo har razzia på Møn!” De blev stoppet, og fire dage senere kom de over i god behold. Det var farlige gerninger, der skulle til. Leo Købmand blev senere taget af Gestapo og kom i KZ-lejr. Han overlevede og kom hjem, men han kom sig aldrig helt ovenpå Dachau.

Under en aktion, hvor hjælpere skulle til at indskibe de ventende, signalerede man de aftalte lyssignaler ud over vandet. Selvom det var rette tidspunkt, kunne det gå galt. I stedet for en frelsende båd var det et tysk patruljefartøj, som straks åbnede ild og skød vildt ind mod land. Heldigvis blev ingen ramt. Alle blev ført til Hårbølle og senere til Trelleborg. En god lille bog, værd at læse, værd at give til andre, så de også kender den tid.

Flygtninge ankommet til Trelleborg

[Historie-online.dk, den 6. marts 2024]