Menu
Forrige artikel

Fra margarinefabrik til juiceindustri

Kategori: Bøger
Visninger: 849

 

Rimis historie i tre generationer 1930-1993. En dansk familiesucces som gennem årene har skabt mange arbejdspladser i Ringe på Fyn.

Af Michael Koch

Den dag bogen ankom til denne anmelder, blev pakken straks åbnet. Bogen er af den slags, der overrasker. Smudsomslag, shirtingbind, papirkvalitet og ikke mindst en særdeles eksklusiv og flot indbinding understreger, at dette er et værdigt værk om en dansk industrisucces.

Naturligvis udgives der mange flotte bøger, men en privatudgivelse som denne overrasker. Bogen har været længe undervejs. I begyndelsen af 1980érne begyndte familien Bøgh-Sørensen at tale om, hvordan historien om juice- og saftproduktionen i Ringe skulle fortælles. Erindringer blev skrevet ned, men flere forskellige ting gjorde, at projektet kun simrede i mange år.

I 2011 begyndte en skattet medarbejder at skrive på historien. For at fortsætte det arbejde kontaktede man Odense Stadsarkiv for materiale og fik forbindelse til en, der kunne påtage sig det store arbejde. Da stadsarkivar Jørgen Thomsen gik på pension, gik han for alvor i gang med bogen.

Som mange danske virksomheder startede Rimi i en villa. Det var i 1929, og i 1930 var man i gang med at producere margarine. For at styrke virksomheden i magre tider byttede salgschaufførerne margarine til æg hos landmænd på vognenes rutenet. Det var iværksætteri og fortagsomhed, når det var bedst. Æggene blev solgt for en del mere end margarinen.

Ringe Margarinefabriks nye stolthed: Hele tre Ford salgsvogne i 1930

Det går slag i slag med op- og nedture, indtil Besættelsen gjorde det umuligt at få råvarer. Noget måtte gøres, og igen var det ideer og handling, der satte fart i det helt store projekt: Æblemost. Da margarineproduktionen endeligt blev indstillet i 1952, var virksomheden i fuld gang med at sælge most. Tilbagegang år efter gjorde virksomheden så sårbar, at banken raslede med sablerne. Først i 1957 og efter mange kampe med banken var der igen ro på finanserne. Fri for en besværlig bank og med en bedre bank som sparringspartner kom der fart i nybyggeri og produktionsudstyr. Kundekredsen blev udvidet med FDB og Irma. Ægbutikken blev lukket, og specialiseringen i most og saft tog form.

Virksomheden blev god til at skabe et meget ensartet produkt, hvilket gjorde, at kunder og forbrugere stolede på det, de satte ud i butikkerne til kunderne. I 1965 kom der flere sælgere på vejen og kvalitetsprodukter som “Høje C” og det velkendte varemærke “Bonanza”. Hvem husker ikke de lidt søgte tegneseriereklamer bygget over Bonanza-cowboyfilmen.

Nu kom der også appelsinjuice på morgenbordet hjemme hos danskerne, og det var som oftest fra Ringe. Et koncept med plastkasser og salg til FDB i halvliters flasker slog dog fejl, i mange år stod tusindvis af kasser på gårdspladsen ved virksomheden.

I 1968 beskæftigede Rimi 35-40 ansatte, og med orangejuicen i stigende grad på danskernes morgenbord kom firmaet op på over 100 mand midt i 1970’erne. Hvad der i starten var et smart træk, skulle blive til en klods om benet: Der blev indkøbt maskiner og viden til produktion af de plastflasker, Bonanza blev solgt i. Desværre udviklet konkurrencen sig, så den flaskestørrelse, man havde maskiner til, ikke længere var konkurrencedygtig. Alt i alt var Bonanza saft dog et utrolig godt produkt for virksomheden i mange år.

Moden gjorde det i 1973 muligt at lancere en storsælgende vare: Et vinsæt: Vingeron. Der blev også opbygget et laboratorium til måling af saftkvalitet. I 1981 opsagde FDB samarbejdet, hvilket var et stort slag for firmaet. Antallet af medarbejdere måtte reduceres til ca 80. Det var tid til generationsskift, og den unge Hans tog over i familiefirmaet. Nye afsætningskanaler blev etableret blandt andet med Dansk Supermarked, Aldi og Fakta som kunder.

 Sådan kunne en reklame se ud i 1987. Saft i kvartliters brikkarton

Fusioner og delejerskaber skiftede i løbet af årene indtil i dag, hvor MD Foods ejer fabrikken i Ringe, hvor der stadig produceres juice. Ægte dansk industrihistorie gennem flere generationer.

Ud over bogen fysisk er utrolig flot og imponerende, så er det også godt at kunne læse sig igennem et solidt værk om flere generationers flittige og kreative arbejde med en produktionsvirksomhed. Det er tydeligt, at det til tider kan være svært at holde sammen på det hele, og selv når virksomheden skal fusioneres, skal der styres stramt og sikkert. Det har familien kunnet, det er ganske imponerende at læse i den gode bog.

[Historie-online.dk, den 8. maj 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Thrige - Mennesket og virksomheden
Som en skorsten
Det produktive samfund