Frode Jakobsen - En biografi
Af Lars Kjær, mag.art. i historie. Informationsmedarbejder, Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter, Lejre.
Sven Ove Gade, chefredaktør på Ekstra Bladet fra 1976 til 2000 og lejlighedsvis forfatter til flere bøger gennem karrieren, har efter afgangen fra EB genoptaget skrivningen for alvor og har med stort held taget fat på biografigenren. Den her foreliggende bog tager mennesket Frode Jacobsen under behandling. Bogens styrke og svaghed er, at den spænder bredt. Den bevæger sig inden for den populære fremstillingsform, men ønsker også at diskutere med historikerne. Diskussionen med historikerne foregår dog oftest på et moralsk niveau og det er lidt skæmmende, om end meget passende i dette værk.
Fremstillingen er beundrende, indfølende og båret af en mangeårig fascination og beundring for Frode Jacobsens ”mangel på vanetænkning” og troløshed ”over for systemer af den ene og anden art”. Fremstillingens gennemgående idé er, at Frode Jacobsen først og fremmest var et passioneret og moralsk menneske. Denne forudsætning for bogen lykkes det også for Sven Ove Gade at formidle til læseren, så man er overbevist om hans drivkraft.
Bogen er veldisponeret, dog med de obligatoriske tilbageblik på barndommen og privatlivet, som også findes her. Det er heldigvis primært den offentlige person, der er i fokus. De første afsnit om barndommen og opvæksten i Øster Jølby på Mors, er båret af mange og lange passager fra Frode Jacobsens egne erindringer. Mange læsere vil givetvis selv ønske at finde disse tekster, og man irriteres over Sven Ove Gades udstrakte brug af Frode Jacobsens egen stemme i en jeg-fortæller i biografien. Den alment historisk interesserede læser vil måske finde det interessant og vedkommende at høre Frode Jacobsens egne ord, det kan være en smagssag. Men efter min mening har Gade især i kapitlerne om barndommen tabt styringen og ladet sig trække rundt ved næsen af Frode Jacobsen.
Sven Ove Gade formår dog overordnet set at bygge bro mellem en faglig formidling og en ”lægmandsformidling” og det er en stor bedrift. Set som en politisk biografi er Frode Jacobsen ikke mindre end et pragtstykke, med en standard der er milevidt fra de mange øvrige journalistiske biografier der findes på bogmarkedet. Set som en historisk afhandling savner jeg dog et mere kritisk forhold til Frode Jacobsen.
Bogen er meget loyal overfor Frode Jacobsen. Sven Ove Gade har bevidst eller ubevidst overtaget eller gengivet Frode Jacobsens argumentation og hans mantra ”det var krig, ikke jura” udsiges ikke så få gange. Fordelen er, at man får en grundig indføring i Frode Jacobsens optik og tænkemåde, hvilket er nyttigt for enhver der ønsker at nå til en dybere forståelse af hans livslange kamp mod enhver der var uenig med ham eller ytrede kritik af valg trufet under krigen.
En anden af bogens styrker er, at Frode Jacobsen erindres for andet og mere end sin rolle i modstandskampen. Faktisk fylder denne del af Frode Jacobsens biografi kun omkring 130 sider. Det er nok så meget Frode Jacobsens rolle på efterkrigstidens politiske scene der her tages op og det er velgørende og bidrager med mange facetter på denne centrale skikkelse.
Sven Ove Gade har, så vidt jeg kan se, været nede i de relevante typer af kilder. Foruden Frode Jacobsens eget arkiv og skrifter, har Sven Ove Gade gjort sig stor umage med at føre samtaler med en meget lang række af personer; venner, historikere og politikere, ligesom også avisarkiverne er blevet gennemstøvet. Man savner dog at se hvilke overvejelser han har gjort sig om dette kildemateriales begrænsninger osv. Alt dette har han desværre holdt for sig selv.
Det er muligvis en konvention i denne type af fremstillinger, at man ikke medtager denne form for oplysninger: Det er en skam.
Denne bog er et godt bud på hvad der kan komme til at ligge under træerne til jul i flere danske hjem. Den tilhører den type af udgivelser der udkommer i månederne op til jul og som i december vil pryde boghandlerens disk. Lækker er den da også, indbundet, diger og flot. Med sine voluminøse 1250 gram er den en vægtig stemme, der ikke lader sig overse.
Frode Jacobsen var en mand, hvis liv blev formet af en stærk og ufravigelig moral. Den egenskab var med til at bringe ham helt til tops i frihedskampen. Som politiker i socialdemokratiet efter krigen har hans moral og manglende villighed til at indgå i ”realpolitik” dog snarere været en hæmsko. For socialdemokratiet var det umiddelbart efter befrielsen belejligt at Frode Jacobsen lod sin autoritet forlene med partiet. Han blev dog hurtigst muligt marginaliseret. Senere blev han socialdemokratiets dårlige samvittighed. Den første der åbent talte for tilslutning til atlantsamarbejdet i socialdemokratiet og et brud med neutralitetspolitikken, den første til at anbefale en tilslutning til et forpligtende europæisk samarbejde. Siden hen vendte han på en tallerken og gik i 1972 mod partilinien i spørgsmålet om tilslutningen til EF. Han undlod heller ikke at tale mod den amerikanske krigsførelse i Vietnam og deres fremfærd i krigen dér. Det bragte ham i en evindelig opposition og han var og forblev en isoleret skikkelse i dansk politik.
Altid var Frode Jacobsen bundet og til tider tynget af sin strenge moralske fordringer. Jeg har, tør jeg godt sige, overhovedet ingen moralske anfægtelser over at give denne bog mine varmeste anbefalinger.
