Front og bro

Af Jesper Skov, Rigsarkivet

Først med Pragfredens indførelse af 'folkenes selvbestemmelsesret' i 1866 anerkendte både Danmark og Tyskland, at begge parter besad en vis ret til grænselandet mellem Kongeåen og Ejderen. I hundredvis af år indtil da, fremturede man nærmest på skift med såvel juridiske som historiske argumenter i sine respektive krav på det område, der både betegnes Sønderjylland og Slesvig. Freden avlede i løbet af de næste fem årtier en lang række af nationalistiske separationsønsker, og en tendens til forsoning og fredelig sameksistens blev først mærkbar et stykke ind i 1900-tallet. Fredsforeningerne blev dog snart kanøflet i et Tyskland, der på det tidspunkt ikke blot besad stor militær slagkraft, men også viljen til at udstille den. Det danske mindretal i Slesvig blev derfor i årene 1914-1918 låst af overherredømmets nationalisme og overmod.

Mytologien fortæller dog, at efter Ragnarok kommer Gimle. Og vold og ulykke blev da også langt om længe afløst af fred og retfærdighed. I hvert fald for en tid. For sønderjyderne betød det, at tyskerne accepterede den velkendte afstemning i 1920, og at den hjemvendte danske region efterhånden fik styrket sin dualistiske rolle som front og bro mellem Danmark og Tyskland. Fronten skulle i konkurrence med nabolandet sikre de nationale værdier, både politisk, geografisk og kulturelt. Omvendt symboliserede broen, som et langt mindre håndgribeligt fænomen, at man samtidig var arnested for imødekommenhed i forholdet til 'dem på den anden side'.

En af de personligheder, der set fra dansk side fik størst betydning for opretholdelsen og håndteringen af den i virkeligheden venligt stemte front-og-bro-tankegang, var Ernst Christiansen, som i årene 1906-1940 var chefredaktør på det danske mindretals dagblad, Flensborg Avis. Han havde selv omkring 1930 formuleret devisen, der umiddelbart lyder som en overlevelsesstrategi. Sådan virkede den imidlertid først for alvor, da den tyske besættelse af Danmark blev en realitet. Indtil da udfyldte avisen rollen som kulturel brobygger mellem to nationer, hvor den mindste af dem hele tiden søgte at undgå opgivelsen af sine særtræk. Ernst Christiansen kom derved til at sidde ved roret i et fænomen, der hele tiden skulle forsøge at balancere mellem i første omgang dansk og tysk politik, senere mellem parlamentarismen og nationalsocialismen. Han sad på posten indtil nazisterne i sommeren 1940, tvang ham bort fra det ansvarsfulde hverv.

Ernst Christiansen var på mange måder en mærkværdig mand. I sin noget enøjede optik betragtede han således samtlige slesvigere som danske. Uanset, hvad de selv måtte mene. Gennem sit virke som redaktør, ønskede han derfor først og fremmest at vække denne slumrende danskhed hos samtlige borgere i grænseregionen, uagtet de i virkeligheden befandt sig vel med at være tyskere. Ernst Christiansen kom derfor til at fremstå som en ensporet, men kontrolleret fanatiker, hvis idealisme aldrig helmede. Han eksponerede en kompromisløs idealisme, hvis lige man kun fandt hos nazisterne, og på den måde adopterede han vel rent ud sagt den højrenationale tankegang. Nej, ikke hvis man skal tro historikeren René Rasmussen, der med en slet og ret enestående flid og grundighed, nu har beskrevet Flensborg Avis' historie 1930-1945 under den naturlige titel Front og bro. Rasmussen betragter derimod primært Ernst Christiansen som et produkt af en bredt favnende grundtvigiansk højskoletradition. Den opfattelse står mejslet ind i læserens bevidsthed efter bekendtskabet med bogens troværdige og ganske overbevisende argumentation.

Og det budskab er i virkeligheden en væsentlig omskrivning af vores hidtidige opfattelse af Ernst Christiansens sindelag, der stammer fra Johan Peter Noacks disputats om det danske mindretal i Slesvig 1920-1945. Afhandlingen var i 1989 banebrydende og derfor den naturlige faglitterære autoritet på området, således også i analysen af Ernst Christiansen. Noack fandt her spor af det han kaldte 'agrarromantik', der også i  Nordtyskland var med til at bane vejen for nazismen. Han mente, at Ernst Christiansen "...balancerede på kanten til national dæmoni" og at han med sin markerede nationalisme medbragte et tydeligt ideologisk slægtskab med den nazistiske bevægelse. Dog, som Noack tydeligt understregede, uden at man med rimelighed kunne betegne ham som nazist. På baggrund af René Rasmussens nye, store bidrag til forskningen, er det dog vanskeligt ikke at tilpasse sig den tese, at Ernst Christiansen lå Grundtvig nærmere end Hitler. På mange måder er Front og bro derfor en decideret rehabilitering af Ernst Christiansen. Ligefrem nogen helte-biografi er den måske ikke, men næsten. Som læser kan man i hvert fald let glemme, at Noack vel nok havde en pointe, da han lod sig genere af Ernst Christiansens absurde princip om afstamningens betydning. Redaktørens verden var i virkeligheden ganske lille, hvilket heller ikke Rasmussen er blind for.

Da Ernst Christiansen tiltrådte, kunne ingen imidlertid gøre sig nogen som helst forestillinger om, i hvor høj grad den verdenspolitiske udvikling ville komme til at præge avisens historie frem til krigsafslutningen i 1945. Positionen som særling understreges af det faktum, at mens nazisterne fra og med 1933 ivrede sig til at lukke aviser på stribe, fik Flensborg Avis lov til at leve mere eller mindre uforstyrret. Et forhold, der ikke mindst var af betydning for det danske mindretal og dettes fortsatte forbindelse til Danmark. Når det gik sådan, hang det mere end noget andet sammen med tyskernes interesse i at være på god fod med den besatte småstat. For nok betragtede Hitler det dansk-tyske grænsespørgsmål som et aldeles perifert spørgsmål, men immervæk ikke mere end, at det i 1930'erne "...gjaldt om at modvirke den traditionelle anti-tyskhed i nabolandene og overbevise dem om Tysklands fredsvilje". Derfor overlevede en dansk avis i Det tredje Rige og i kraft af sin stilling var Flensborg Avis i berøring med bl.a Udenrigsministeriet og Goebbels Propagandaministerium.

Kontakten til sidstnævnte blev varetaget af den i Berlin bosiddende Jacob Kronika, der i årene 1932-1945 fungerede som Tysklandskorrespondent for flere skandinaviske aviser. Først og fremmest Flensborg Avis og Nationaltidende. Kronika er en af de øvrige gennemgående figurer i Front og bro, og Rasmussen beskriver med stort overblik, bl.a. på baggrund af interessante brevvekslinger mellem Kronika og Ernst Christiansen, hvordan førstnævnte i en periode flegmatisk pendulerede mellem parlamentarismen og nazismen. I løbet af 1930'erne stod det ham imidlertid klart, at Hitlers vej, var vejen frem. Også for Danmark. Da krigen endelig stod for døren blev de dog begge på hver sin måde kørt ud på et sidespor. Og med det mistede fodfæste, kom de efterhånden også til erkendelsen af, at nazismen var en blindgyde. Disse fortællinger afleverer forfatteren med fornem indsigt.

Bogens personportrætter udtrykker i det hele taget et glimrende forskningsarbejde, og udgør selve livsnerven i den lange afhandling. Ikke mindst gennem Ernst Christiansen formår Rasmussen at tage os med på Flensborg Avis' lange rejse fra før nazismens epoke, over placeringen i det tredje rige og helt igennem perioden med dansk besættelsestid og befrielse. Og med flere end 1000 tættrykte sider er alt, håber jeg, kommet med. For turen gennem Front og bro er lang og sej. Det hele lettes dog af, at Flensborg Avis 1930-1945 i sandhed rummer en bemærkelsesværdig, særegen og dramatisk fortælling.

Rasmussens værk styrer derfor sikkert i mål, men hvor mange vil hænge på så længe? Front og bro er således eksklusivt reserveret de tålmodige, men de, der står strabadserne igennem, vil næppe fortryde indsatsen. For den ihærdige forfatter har skrevet et uomgængeligt værk om langt mere end blot en usædvanlig avis og dens sælsomme ansatte.